15. januar 2009

Halvanden maaned har jeg vaeret i Nepal. Halvanden har jeg tilbage. Al erfaring viser, at tiden loeber staerkere og staerkere i alle gode stunder. Det er en saerlig dag i dag, for Asmus kommer. Han skal vaere her i 2 uger. Vi har planlagt et par ting, men ogsaa levnet plads til at lave ingenting og til at vaere dagsturist i Katmandu. Loerdag eller soendag skal vi paa tur til Telkot. Jeg glaeder mig til at gense Kalpana, Tikaram, deres to boern, Badri, Bimala og hendes familie – og til at se, hvordan det er gaaet med Kalpana og Tikarams hus. Asmus vil uden tvivl vaere mere end velkommen overalt. Snarest efter weekenden tager vi paa en uges bjergvandring. Det er paa tide at se lidt naermere paa smaabakkerne mod nord, ogsaa kaldet Himalaya. En uge er faktisk lidt for kort tid til de helt store natur- og kulturoplevelser (tror jeg nok), men vi vaelger en rute, hvor vi vil faa et indtryk af verdens hoejeste bjerge og af de mennesker, der bor paa vej derop. Som sagt har Asmus og jeg ogsaa nogle dage sammen, som endnu ikke er lagt i plan og skema.

I begyndelsen af februar, naar Asmus er taget hjem til historiestudierne igen, vil jeg tage med Manoj Gandhabar til hans landsby Kantipur i Madi i Chitwan (en dagsrejse SV for Kathmandu). Manoj og jeg har den sidste maaned drukket mange kopper te sammen og snakket om, hvordan vi sammen kunne goere noget godt for de fattigste familier i Kantipur. Manoj har laert mig meget om livsvilkaarene for Nepals nederste samfundslag, Dalitterne. Gandhabarerne hoere til denne kaste. Jeg har en lille pose penge med hjemmefra, som Manoj og jeg diskuterer, hvordan vi faar mest ud af. Mere om Manoj og Kantipur om 14 dage. Efter Kantipur tager jeg maaske en uge til Vestnepal, men den tur er straks mere usikker. Jeg skal se at faa muligt et alternativ paa skinner. Derudover ingen store planer endnu.

Pashupatinath

Hinduerne brænder sine døde og lader de sidste jordiske rester forsvinde ud i havet. Hvis man dør eller brændes ved Ganges frigøres man fra den endeløse cyklus af genfødsler.

Øst for Katmandus centrum flyder floden Bagmati, en af Ganges bifloder. Her ved floden ligger Nepals største hindutempel, Pashupatinath, Shiva i skikkelse af dyrenes beskytter. Der er kun adgang for hinduer. Ved siden af templet ligger to rækker ligbrændingspladser, hvor det er forståeligt nok er særligt attraktivt at blive brændt. Den øvre ligbrændingsplads er for de kongelige og samfundets øverste lag, den nedre er for almindelige mennesker. Der brændes døgnet rundt. De pårørende forestår selv ligbrændingen: Et leje bygges af svært tømmer. Herpå lægges den afdøde, der er dækket af et klæde. Der tændes op under den afdøde med straa og tændbriketter. Over den døde lægges fra ansigtet og nedefter neg af strå, vædet i floden for at sikre, at de ikke flyver væk, men bliver ved bålet. Store smørklatter (margarine) fordeles over den afdøde.

På selve kremeringsstedet befinder sig kun familien og den afdøde, men over pladsen, på broerne over floden og på trapper på den anden side af floden befinder der sig mange tilskuere. Der foregår andre rituelle handlinger ved floden, og der er liv og aktiviteter alle vegne. Men også stor højtidelighed. Ligbrændingen tager flere timer, og det lykkedes mig ikke i løbet af de tre timer, jeg var her, at se en hel ligfærd til ende. Men jeg lagde mærke til, at der kun var mænd til stede under selve afbrændingen, og at den afdødes drengebørn var blevet kronragede. I 13 dage efter ligbrændingen skal den dødes ægtefælle leve afsondret, gå klædt i hvidt og må ikke spise salt. En kvinde må ikke bære røde farver i et helt år efter sin mands død.

Jeg må i øvrigt beklage, at denne beretning er behæftet med en næsten utilstedelig uvidenhed om, hvad der i grunden foregår i og omkring templerne.

Jeg var ikke helt tryg ved at besøge dette sted. Jeg har aldrig set et menneske blive brændt. Hjemme kører rustvognen jo bare væk med den kære afdøde. Men kremeringen her foregik med største naturlighed og ro. Ingen dramatik, ingen voldsomme følelsesudbrud. Og hos mig ingen antydning af hverken ubehag eller fremmedgjorthed. Kun stor respekt.

Hinduerne brænder sine døde og lader de sidste jordiske rester forsvinde ud i havet. Buddhisterne brænder også sine døde, men bærer de sidste jordiske rester, de brændte knogler, op på toppen af et bjerg og lægger dem under en sten.

Pashupatinath templet

Den kongelige ligbraendingsplads

Ligbaalet bygges op

En naer slaegtning tager afsked

Flere paaroerende – farvestraalende, rige kvinder

Her braendes almindelige mennesker

Jeg maa lade dette og de naeste billeder tale for sig selv…

Ligbraendingerne traekker et stort publikum hver dag

… nepalesere saavel som turister fra hele verden

En af templets mange praester paa arbejde

???

Fire af templets hellige maend

… en mere

Salg af blomsterkranse, farver, offergaver og meget andet til besoeget i templet

 

Danseskole

Man skal smede, mens jernet er varmt. Det er nu en uge siden, jeg var med Tsering i danseskole, men jeg har ikke faaet skrevet en linje.

Tsering er af tibetansk afstamning. Han og hans familie bor i de tibetanske bosættelse her i Kathmandu.  Både han og hans far arbejder på tæppefabrikken, der laver tibetanske tæpper. Der er omkring 16.000 tibetanske flygtninge i Nepal. Kort efter flugten fra Lhasa i 1959 grundlagde Dalai Lama, The Tibetan Institute of Performing Arts (TIPA). Instituttet, der eksisterer den dag i dag, skal bevare og styrke den tibetanske identitet og de ældgamle traditioner omkring den tibetanske opera, Lhamo.

Sammen med 30 andre unge mennesker øver Tsering hver lørdag dans og sang i Kathmandus Lhamo trup. Træningen foregår i en nedlagt fabrik i Bouddha, bydelen omkring den store stupa Bouddhanath, hvor der bor rigtig mange tibetanere. Danselærere, uddannet på TIPA, underviser.  Gamle mænd, der for 2 menneskealdre var Lhamodansere i Tibet, sidder hele på bænken langs væggen og kommenterer de unges dans. De gaar vældigt op i det hele, rådgiver danselærerne og morer sig kosteligt.

Ogsaa en stor flok unge, der gerne vil optages i Lhamo truppen, deltager i danseskolen. Måske optages de efter et halvt års prøvetid.  

Lhamo blev opfundet af en buddhistisk munk, Thangtong Gyalpo, i 1300-tallet. Ved underholdning skaffede han penge til at bygge broer over de største af Tibets floder – broer, der skulle gøre det nemmere at udbrede kendskabet til buddhismen. Syv søstre, broarbejdere, smukke som gudinder (Lhamo-er), skal have givet navn til den tibetanske opera. Lhamo blev meget udbredt og populært i århundrederne efter. Alle store distrikter i Tibet havde sin Lhamo trup, og hvert år samledes de i Dalai Lamas sommerpalads, Norbulingka, i Lhasa. 

I det gamle Tibet tog en forestilling flere dage, men nu om stunder varer en forestilling et par timer. Der danses og synges efter en nøje fastlagt plan. Handlingen i operaerne er hentet fra buddhistisk fortællinger og den tibetanske historie. Dragterne og maskerne er farvestrålende og imponerende. Musikinstrumenterne er først og fremmest tromme og bækken, men ogsaa den tibetanske guitar “Dangen” og xylofoner indgaar i Lhamo. 

Jeg forsøgte at lave videooptagelser med mit kamara, men både billede og lyd var af en sådan kvalitet, at det ikke vil yde Lhamoen retfærdighed at bringe klippene her. I stedet må vi nøjes med et par still billeder fra Bouddha i lørdags og saa til gengæld en samling fantastiske opagelser fra en af truppens forestillinger. Hvem der bare havde været der….

Læs mere: Dansk Selskab for Tibetansk Kultur: Tibetanere i eksil

Tsering og de andre unge fyre danser og synger

To generationer af dygtige Lhamo aktoerer

Far og soen oever rytme

Formanden for foreningen og laerer spiller Dangen

En af lærerne stemmer en ???

Mange unge tibetanere oensker at laere Lhamo

Hi, Tsering … no. 3 from left…?

Tsering Dhundup

Katmandu-Godavari-Latebanjang-Narayandanda-Dandachaur-Panauti-Katmandu

Vi startede med at laase os ind paa Jysk Rejsebureau’s kontor nytaarsmorgen kl. 8. Der havde vaeret fest om natten, og resterne af festen laa spredt og klagende sig rundt omkring paa gulvet. Naa skidt, vi skulle bare have noteret mine forsikringsdata og saa afsted med mikrobus til Godavari (1563 m). Vi fik morgenmad paa busholdepladsen der, chili-kartoffelsuppe med tre haardkogte aaeg… Mhmmm…

Det blev en lidt anden tur end planlagt. Mingma Sherpa, bjergbestiger fra Khumbu, tog et par raske, hensigtsmaaesige og hensynsfulde beslutninger undervejs.

Den botaniske have med orkideerne, som virkelig skulle vaere noget saerligt, ogsaa her om vinteren, droppede vi. Den var ikke aaben endnu, og jeg har et staaende tilbud om at se den paa anden maade. Efter et par minutter begyndte opstigningen gennem skov og krat, til Latebanjang (2117m). En stigning paa 554 m paa 2 timer. Det var nok for mig. Pulchowk, 600 m hoejere oppe paa en anden bjergtop blev droppet. Jeg har forresten aldrig vaeret saa hoejt oppe foer. Undervejs fik vi nogle fantastiske udsigter over Katmandudalen, desvaerre var det lidt diset denne formiddag.

Paa toppen ligger en 5-6 huse. Vi blev moedt at et aeldre par, der sad foran deres hus og noed en kop hjemmelavet hirsesnaps. I de andre huse var der ingen hjemme, alle var paa arbejde i skoven. Undtagen det sidste lille, lerklinede hus. Der var bedstemorhjemme sammen med de smaa boerneboern, der tumlede rundt paa terrasserne nedenfor huset. Mailitamang paa 72 aar fandt en maatte frem til os. Mingma gav en hende en cigaret, som hun tydeligvis noed rigtig meget. Jeg havde et par chokoladekiks, som hun gemte i det klaede, hun havde bundet om maven. Mailitamang boede i huset sammen med sin svigersoen (og – underforstaaet – datteren og de 4 boerneboern). Vi havde en hyggelig stund, foer vi takkede af og gik videre.

Nedad, nedad, nedad. Ad smaa stier, langs markskel. Foerst gennem et noget udtoerret bjerglandskab med smaa, spredt beliggende huse, men senere, da vi var kommet forbi en lille flods udspring, gennem stadig frodigere landbrugsland. det gik knap saa stejlt ned, som det var gaaet opad, men til gengaeld var stien glat og stenet (jeg taenkte paa de forsikringsdata, vi havde efterladt paa kontoret i Katmandu og paa, hvad Mingma ville goere, hvis jeg faldt og braekkede benet her.. hans armbaandsur kunne fortaelle hoejden, maaske var det ogsaa en slags GPS?).

Naa, skidt med det, det var bare med at haenge i. Mingma var naesten hele tiden et godt stykke foran mig. Maaske af taktisk, psykologiske grunde. Kun engang imellem sagtede han farten, saa jeg kunne komme op til ham og snakke lidt. Og saa var han vaek igen. Hvis jeg skulle have bestemt tempoet, havde vi vaeret noedt til at tage en overnatning undervejs. Til gengaeld fandt jeg efterhaanden ud af at sige til mig selv, at jeg ikke skulle have daarlig samvittighed. Jeg havde jo betalt for denne oplevelse. Saa jeg standsede bare op, naar den fantastiske bjerglandskab boed mig at nyde det.

Undervejs moedte vi boender, der var paa vej ud eller hjem. Med boern i den skolepligtige alder. Skulle de ikke vaere i skole nu? Jo, sagde Mingma, det burde de. Alle hilste venligt “Namaste”, den hilsen alle bruger, som vi siger “hej”. Vi gik gennem skov og krat langs floden, krydsede den flere steder. Stejle skraenter paa begge sider af floden, overalt hvor muligt terrassebrug. Kom forbi enkelte huse, der nu var stoerre end dem paa toppen. Pludselig aabnede dalen sig, og der laa pludselige huse overalt paa skraenterne, gule sennepsmarker, lysgroenne hvede- og majsmarker og nyploejede marker. Endda et lille vandkraftvaerk kom vi forbi. En lille landsby dukkede op, Narayandanda, med hundredevis af boern i forskelligt farvede skoleuniformer. Der er altsaa muligt at gaa i skole her.

Jeg fornemmede faktisk stor velstand her, maalt med Nepals maalestok selvfoelgelig. Velholdte huse, arbejdssomme mennesker, sunde og rene boern. Mingma kunne bekraefte, at boennerne var meget produktive her og landbruget meget givtigt. En subtropisk dal med avl af kartofler, ris, majs, hvede, kinaradisser, sennep, tomater, hvidloeg, loeg, clemmentiner, ingefaer, salat, hvidkaal – ja alt syntes muligt at dyrke her.

Vi sluttede vandreturen af i Dandachaur (1700 m) , en lidt grim landsby med busstop. Fattige folk, masser af affald, skrot, uplejede omgivelser … Er det naar foerst naar bilerne ikke kan komme frem, at det bliver smukt? Eller hvordan haenger det sammen? Det maa vi vende tilbage til. I hvert fald var vi hundesultne begge to. Mingma spiste mindst 5 ‘aebleskive’-ringe (hvad mon de hedder?), jeg kun en, foer vi ved tretiden fik vores frokost, Chowmin med groentsager og varm, nymalket komaelk (nu kan jeg med stor overbevisning sige, at boeffelmaelk er en meget stor delikatesse, komaelk smager som derhjemme).

Vi tog bussen til Panauti. Klokken var mange,  saa der var ikke tid til at ose rundt der. Busskift til Bhaktapurbussen. Trafikkaos og forurening paa vej ind i Katmandu. Puh ha, det er altsaa ikke rart. Tilbage kl. 18 - som planlagt. En fin dag. Og taenk, intet at maerke i benene dagen efter. Jeg skal godt nok traene lidt, inden Asmus og jeg skal paa trekking om 14 dagen, men det skal jeg nu nok klare. Heller ingen problemer at maerke i forhold til hojder paa 2100 m. Det er jo bare herligt. Asmus og jeg skal efter planen op i 3200 m.

*** Der skal saettes kartofler her. Kartoflerne laegges (direkte?) ovenpaa goedningen og de hyppes straks. Derved dannes dybe render mellem raekkerne. Heri vandes. Kartofler hedder ‘aalu’ paa nepali.

Alle billeder kan forstoerres ved at klikke paa dem.

Morgenmad i Godavari

32 Rps … 2 kr.

Diset udsigt over Katmandudalen

Hirsesnapsen, duftede godt, smagte den desvaerre ikke

Her var vist en kvinde og et meget lille barn hjemme

Mailitamang – 72 aar

Hunden ville ikke lade os komme bagom disse huse

Flere og flere huse..

Boern fra den offentlige skole

Smaa boern fra en anden skole

Det ser rigtig dejligt ud her ved de smaa’s skole

Husene bliver stoerre og stoerre..

- og farvepaletten flottere og flottere

- og dristigere og dristigere

Et kig tilbage gennem dalen

.. og hvad har vi her?…

Kvinder laegger ko-goedning ud

… i dybe render, de har lavet med hakke..***

Det er ogsaa kvinder, der loeber ud i marken med goedningen

Det er haardt arbejde

Ind imellem ses en enkelt mand i arbejde

.. fint at se, der er brug for de gamle, saa laenge de kan..

Chowmin tilberedes paa gasblus

Godt nytaar

Endelig sker der noget igen. I morges sagde jeg til mig selv, at nu skulle der altsaa ske noget. Jeg har vaeret for meget alene paa det sidste, og jeg har tusset for meget rundt i byen for laenge. Jeg kiggede paa Nepalkortet og fandt paa, at jeg ville tage paa vandretur i bjergene syd for Katmandu – omkring Daman, der ligger i 2300 m hoejde. Det viste, at vejen dertil er for stejl til offentlige transportmidler, og der er ingen indkvartering mulig paa vandreturen. Saa den tur ville blive lidt for dyr og lidt for besvaerlig til en spontan 2-dages trekking. I stedet har jeg valgt at tage til Godawari (orkideer) med bus, gaa derfra ad vejen videre til Phulchowski (2762 m, hoejeste punkt i randbjergene omkring Katmandu dalen) og derfra ad stier over til den historiske newari landsby Panauti . Herfra gaar der bus tilbage til Katmandu. Jeg er blevet anbefalet ikke at gaa turen alene, saa det goer jeg selvfoelgelig ikke. Jeg har koebt turen hos Jysk Rejsebureau, der har kontor midt i Katmandu. Faar en guide med. Afgang kl. 8, forventet hjemkomst kl. ca. 18. Det skal blive min foerste trekkingtur i Nepal.

Bortset fra det, saa er det jo nytaarsaften i Vesten. Her i Thamel, hvor turisterne holder til, er der feststemning, men udenfor Thamel fejrer man ikke nytaarsaften idag.  Hver befolkningsgruppe har sit nytaar. Det er nymodens (uskik) at sige godt nytaar til hinanden i dag, men jeg vil nu alligevel tillade mig at oenske alle et rigtig godt nytaar. Tak for aaret, der er ved at vaere gaaet. Og tak for jeres opbakning til bloggen. Den er over al forventning, og den goer sjovt at skrive.

Fra fotoalbummet: Patan Durbar Square

Fra fotoalbummet: Telkot

Fra fotoalbummet: Gadelivet

Gaderne myldrer med mennesker og dyr fra tidligt om morgenen. Inden det bliver lyst, kan jeg ligge i min seng og hoere naboerne vaske op, vaske toej, vaske sig sig selv, starte motorcyklen, hoere tempellivet starte, hoere hanerne gale, hundene goe, boern grine, graede og slaas, moedre kalde paa ungerne og skaelde ud. Kl. 7:30 er det ved at vaere lyst, og saa staar jeg op. Det er altid dejligt at komme ud i gaden. Namaste.

Singing bowl’s – hvordan pokker mon jeg finder ud af, hvad der er turistjunk og hvad der er en singingbowl?

Ved broenden kommer hver dag mange mennesker for at blive vasket, vaske toej og hente vand

Madrasser og dyner fyldt med raa bomuld laves i vejkanten

Butik i det gamle Katmandu – toerret fisk og alt muligt andet

Verdens stoerste blomkaal – hvad mon der goedes med?

Tallerkener af ?-blade

Ung gandhabar med Sarangi

Det anede mig, men skulle lige have det bekraeftet: Transportchauffoerernes fagforening

Min lokale poelsevogn, fortsaettelse foelger

Mit foerste fixpunkt, midt-midt i Thamel

For faa eller for mange elektrikere her?

Det varmer og det er hyggeligt med et lille baal i gaden

Jul 2008 i Buddhas fødeby

Det er 1. Juledag. Jeg har boet på Hotel Lumbini Garden i 3 nætter – et alt for dyrt hotel. Det første døgn var jeg den eneste gæst, men nu myldrer her med buddhistiske munke og thailandske turister. Jeg har lejet en cykel på hotellet, den viste sig at være tjenerens. Forhåbentlig får han den leje, jeg betaler hotellet. Jeg har i dag set Buddha fødested for anden gang og besøgt en række landes og organisationers klostre og templer. Brochurerne siger, at her findes 32 klostre ud af 43 planlagte.

 

Min aftensmad i dag er det første rigtige måltid, siden jeg kom til Lumbini. Julestemningen har i år været dikteret af en ond mave. Det startede den første nat. Jeg var ellers helt på toppen, da jeg om aftenen havde nydt mit første varme bad i Nepal. Om natten begyndte det at gøre ondt i maven, jeg sov dårligt og tidligt på morgenen startede min første diarré. Det var lidt ensomt her på det tomme hotel, men ret behageligt, når det nu endelig skulle være, at sengen var blød, alt der var lunt nat og dag, at der var et godt badeværelse, og at toilettet fungerede.

 

Ved middagstid i går tog jeg, smaautilpas, en spadseretur til Sacret Garden, som man kalder det særlige område i Lumbini Garden, hvor Buddha blev født i maj 623 f.Kr.. Der er lavet en stor, cirkulær sø udenom ruinområdet. Buddhas fødested mod nord og en kæmpestor ’Stupa of Peace’ mod syd danner en 3,5 km lang akse, som de fine templer/klostre ligger langs. Det er meningen, at vand i aksen skal samle hele anlægget, som er tegnet af japanske Kenzo Tange i 1970. Allerførst på aksen findes ’Lamp of Peace’ med en ild, der altid brænder. På aksen, men syd for klostrene, ligger gratis eller billig indkvartering for pilgrimme mod øst og for turister mod vest. Mod vest findes også et forskningscenter og et museum, begge i samme, meget særprægede arkitektur.

Lumbini Garden er imponerende og smukt udtænkt, og der er helt sikkert store penge og megen prestige forbundet med haven (U Thant var en stor fortaler for at Nepal skulle etablere et mål for pilgrimme, et center for fred og et turistmål her; selve Sacret Garden naturligt nok udpeget af FN som verdens kulturarv). Byggeriet af Lumbini Garden er startet i 1978, og man bygger stadig på såvel klostrene, som på aksen og flere andre anlæg. Så vidt, jeg kan bedømme, er der ikke afsat de fornødne økonomiske midler, så anlægget forfalder hurtigere, end det bliver bygget færdigt…. Men som sagt er det set med mine vestlige øjne.

Mon ikke Google og Google Earth kan supplere med spændende og illustrativ information?

En engelsk bekendt, Peter Riley, som jeg havde truffet i Kathmandu, ringede ved frokosttid i dag, da jeg var hjemme på værelset for at få en lille middagslur. Vi havde snakket om at holde jul sammen. Pete havde også haft dårlig mave og var nok kommet endnu mindre til kræfter end mig. Han havde, fordi han truffet et par koreanere på vej hertil, indkvarteret sig i det koreanske tempel – det havde jeg godt hørt, at man kunne. Jeg havde også hørt om den lækre mad, der bliver serveret for templets gæster. Pete og jeg tilbragte et par timer sammen i Sacret Garden, som virkelig er et smukt og fredfyld sted. Det var dejligt med en snak. Men da han stadig ikke havde det for godt og ikke var sikker på, om han kunne finde hjem til klosteret efter mørkets frembrud, skiltes vi ved 17-tiden. Jeg tog et smut på Internetcafé – med den hidtil langsomste forbindelse – i Lumbini landsby. For eremit, det er jeg åbenbart ikke. Jeg har det nu bedre, når der er mennesker omkring mig at snakke med – og bedst, når der er noget at tage sig til sammen med de mennesker.

Og nu vil jeg tage et varmt bad og gå i seng. Læser Heinrich Harrer’s: Syv år i Tibet. Det er jo perfekt rejselekture. Faktisk har jeg truffet en tibetansk familie, som er på pilgrimsrejse til Lumbini. Først i bussen hertil, siden i et tempel nær Sacret Garden. De ser ud som er de lige vandret ud af Heinrich Harrers bog. Jeg kan ikke få nok af at kigge på dem – og de kan ikke få nok af at kigge på mig… En skam, jeg ikke har fået taget et billede af dem.

Skulle nok ikke have spist dal-bhat paa denne landevejskro….

Bedested for alverdens buddhister

Fra bedstedet mod den hellige soe med vandskildpadder, templet over Budddhas foedested og Ashoka’s pille

Ruiner fra en periode paa 1500 aar omkring foedestedet

‘The Peace Lamp’ – med ‘Stupa of Peace’ i anden ende af aksen

Juledag i Lumbini I

Juledag i Lumbini II

Juldag i Lumbini III

 

Bottom – up … det skal komme nedefra

Den sidste formiddag i Telkot strømmede kvinderne pludselig til Bimala’s hus, alle medbringende et lille grønt hæfte, der indeni lignede et skolehæfte. Jeg havde mødt de fleste af kvinderne før. Bimala fandt en presenning frem, som kvinderne foldede ud i det hjørne af pladsen foran huset, hvor der var mest sol på den tid af dagen. Der skulle være møde – og undervisning. En nydelig mand, iklædt noget der lignede en skudsikker vest, satte sig på ’min’ skammel foran alle kvinderne og begyndte at råbe kvindernes navne op. Der manglede kun nogle få. Derefter begyndte han at kræve penge ind. Jeg blev mere og mere småforarget, for det var ikke bare håndører, han samlede ind. Det var hundred-, ja tusindvis af Rupees, han skovlede ned i sin rygsæk, som han brugte som skriveunderlag. Hvorfor pokker skulle disse fattige kvinder betale penge til denne smarte fyr? Det eneste, jeg i min fantasi kunne finde på, var, at han opkrævede fagforeningskontingenter. Og hvad havde jeg set af gode tiltag i denne landsby, der kunne være skabt af en fagforening? Dialogen blev ind imellem lidt højlydt, men der blev først og fremmest udvekslet en masse morsomheder blandt kvinder. De havde det sjovt og måtte dæmpes ind imellem, for at manden kunne få ro til at skovle penge ind.

Først om eftermiddagen, da jeg sad i bussen sammen med Sangita, på vej til Kathmandu, fandt jeg ud af, at kvinderne udgjorde en gruppe mikrolånere, der mødtes hver anden uge med deres låneorganisation ‘Gramina mahila lagu rin pariyojona’, ’Landbykvinder for fremtiden’ (eller sådan noget lignende, kan dens navn oversættes til … skal snart vende tilbage med mere info om, hvad organisationen staar for). De har alle taget et mikrolån på mellem 1000 og 30.000 Rps (130-3900 kr.) til et eller andet formål, der kan give dem lidt økonomisk vækst, udvikling, fremskridt eller bare hæve dem op mod eller over fattigdomsgrænsen. Alle lån betales tilbage over 1 år, med en rente på 10%. En havde taget lån til en ko, en anden til inventar til et tehus, en tredje til blomkålsplanter til udplantning.

Jeg har efter turen til Telkot drøftet mikrolån med Madhur Shresta, der har en privat It-skole her i Katmandu. Madhur fortalte mig bl.a. at mikrolånerne altid er samlede i grupper, hvor de hæfter for hinanden. På denne måde opbygges bl.a. ogsaa en meget vigtig fornemmelse for solidaritet. Han fortalte mig også, hvorledes mikrolånvirksomheden er en enestående mulighed for at samtidig at opbygge viden hos mikrolånerne. Den udvikling, lånerne pludselig oplever sig som en del af, er stærkt motiverende for deres lyst til at vide mere om sanitære forhold, budget og regnskab, husdyrhold og alverdens andre ting. Det nytter alt sammen lige pludselig.

Jeg har længe inden afrejsen til Nepal interesseret mig for mikrolån. Blev faktisk inspireret af en artikel i Samvirke i sommer til selv at prøve at gå ind i mikrolån til 3.verden. Prøv selv: www.myC4.com, dansk mikrolånvirksomhed, der dog kun opererer i Afrika indtil videre og www.kiva.org, amerikansk eller international organisation, der opererer i hele verden (også lidt i Nepal – jeg har bl.a. givet 2 små mikrolån til kvinder her i Kathmandu-området).

Desværre kender jeg ikke flere internet-mikrolån-virksomheder end disse to. Madhur heller ikke, men han kunne fortælle mig, at der ud over Kiva, der har administreret i alt … mikrolån her i Nepal (og det er jo ingenting) ikke findes internet-mikrolån i Nepal. Tænk, om vi kunne sidde hjemme i stuen i Danmark og støtte en gruppe mennesker i Kathmandu, der ønskede at samle plastik til genbrug eller en gruppe mennesker i en landsby i bjergene, der ville lave vandforsyning til landsbyen eller….

Det vil jeg bruge lidt tid på, mens jeg er i Nepal. Selv om jeg godt er klar over, at det er en mundfuld, der er lidt (laes: meget) for stor og for svaer for mig …

Kvinder paa vej ud af fattigdom

Laanergruppe Telkot moedes hver anden uge med en repraesentant for mikrolaanorganisationen

Nyttigt tidsfordriv …