Jeg må hellere lave snittet NU: Hvis du vil med til Kantipur, så skal du lægge vejen omkring den ny hjemmeside www.kantipur.dk. Hvis du har lyst til at høre om andre oplevelser fra rejsen, så er det her, det foregår.

Jeg bor på Hotel Cosmic denne gang (herom mere senere på måneden). Jeg fik en god nattesøvn, så mon ikke det jetlag er nemt og hurtigt overstået (det er altid sværere at rejse den anden vej). Dagen startede kl. 8 med Nepali undervisning på taget. Min dejlige lærer Umesh mente, da jeg ringede til ham i går aftes, at vi hellere måtte se at komme i gang. Han tog hårdt fat, og mine ører føltes røde det meste af timen. Jeg har ikke holdt mit Nepali ordentligt ved lige, og det på trods af, at jeg jo faktisk har 10 venner i Silkeborg, der taler nepalesisk. Efter morgenmaden – havregrød, omelet, brød og kaffe – var jeg hos skrædderen for at få taget mål til en lunghi og en petticoat, og jeg var hos et par grossister for at kigge på strikkegarn. Jeg mødtes med Trine og Winnie på en café, og jeg fik en omvisning på Hotel Cosmic. Aftensmad: Stuvet spinat med stegt hytteost og naan (tørstegt brød). Dertil en masse koldt vand og en kop peberte.
Der er næsten ingen strømafbrydelser på denne tid af året (dog 2 timer hver aften), og jeg har Internet på værelset. Så jeg kan sidde her og skrive til bloggen og hjemmesiden. Det må jeg indrømme, at jeg sætter pris på.
Det var den første dag af min tredje rejse til Nepal.
Endnu engang, tak fordi du tog med.

Der er stadig pænt med besøgende her på bloggen, så jeg skal med dette korte indlæg og tre festlige billeder fra Kantipur slå af til en kort pause. Og sige alle besøgende mange, mange tak for interessen og opbakningen. Uden jer var der ikke noget ved det.

Der er god gang i sagerne i Kantipur: Yam starter snart på veterinæruddannelsen … kooperativet er ved at blive registreret som NGO … bestyrelsen arbejder på at en rapport om drikkevandssituationen … det oprindelig projekt med nu 28 geder, 1 gris og 2 butikker fortsætter som planlagt … opsparingen sættes i banken … fremtiden drøftes på de månedlige fællesmøder i kooperativet … de 60 solopladelige lamper lyser lystigt i de små hjem, takket være EnergiMidt i Silkeborg … Sambhu og Shyam Bahadur bygger køkkener … Indrabasti og Ayodhyapur, de to nye landsbykollektiver, er startet op … formanden har oprettet en e-mail adresse, så vi ’nemmere’ kan kommunikere …
Herhjemme er vi ved at forberede, at næste hold på seks unge fra Midtjylland til september tager til Kantipur for at undervise børnene og denne gang også lærerne. Og jeg arbejder på at skaffe afsætning for Kantipur kvindernes husflid, på at bygge en ny hjemmeside til udviklingsprojektet og på at formalisere det danske netværk. 

Et restaureringsprojekt omkring Seto Machhendranath templet kunne også godt gå hen og blive en realitet, men det er jo noget helt, helt andet.

 Jeg regner med at vende tilbage til Nepal – og til bloggen her - efter sommerferien.

1. et 75W solpanel fra EnergiMidt i Silkeborg
2. en laderegulator, ligeledes fra EnergiMidt
3. seks meter kabel
4. en ladestation, der kan oplade 42 tukier på én gang og
5. 60 tukier (en til hver familie)
6. et værktøjssæt med diverse tænger, måleudstyr og loggegrej

Jeg kan have mine tvivl om, hvor god en introduktion, Sambhu og Dirbahadur fik i Kathmandu, men de så i hvert fald sådan ud, og de har fået en god kontakt til firmaet, der har solgt os tukierne og ladestationen. De tog fuldt og helt ansvaret for hjemtransporten, montering og introduktion til landsbyen. Der blev indgået en aftale om, at alle skulle betale 33 RS/år (2,30 kr.) til vedligeholdelse af anlæg og til reparation om nødvendigt af tukierne. Og der var kun tukier til de familier, der havde betalt deres medlemskab af kooperativet (3,50 kr./måned). Det var der jo så et par familier, der fik gjort den dag.
Den aften var der lys i alle de små hjem. For dem, der ikke har haft råd til en lommelygte, er det en kæmpestor ændring af dagligdagen. Tukien giver ikke mere lys end en lommelygte, men den kan stå selv eller hænge på væggen og lysets kan skinne derhen, hvor det skal bruges. Da jeg næste morgen stod op før solopgang, sad Siddhi Lals kone ved ildstedet og lavede en knap til salg i Danmark, samtidig med at hun lavede mad og te til mig. Siddhi Lals familie, der hører til Kantipurs mere velhavende, har solenergi, men de bruger det ikke om morgenen, og det lille lysstofrør i loftet giver ikke nær så godt arbejdslys som tukien.
Solfangeren sidder på Dirbahadurs tag og ladestationen står inde i huset. Dirbahadur bor ikke lige ved siden af skolen, hvor jeg havde forestillet mig, at anlægget skulle placeres. Men alle i landsbyen er enige om den placering, og det betyder ikke noget for folk, om de skal gå et par hundrede meter mere eller mindre. Efter 2-3 timers opladning af tukien er der lys til 10-12 timer. Så familierne skal ikke lade op hver dag, måske bare 1 eller 2 gange om ugen.
Selv om solfangeren er sponsoreret af EnergiMidt, har denne fødselsdagsgave til Kantipur været en større udskrivning. Omkring 5.500 kr., hvortil kommer overvægt Billund-Stansted og turen til Kathmandu for at hente anlægget. Jeg håber inderligt, at den store udskrivning er pengene værd, at tukierne bliver til glæde for alle, og at de vil lyse i 2-3 år (på et tidspunkt skal de 3 opladelige batterier indeni skiftes). Gad vide, hvordan alt ser ud om 2-3 år? Det tør jeg naesten ikke spå om. Men vil dog forsoege i et kommende indlaeg (Siddhi Lal og jeg har jo lagt planer for det kommende aar).
På vej hjem drøftede Siddhi Lal og jeg, hvem der skal have tilbuddet om at blive Kantipurs dyrlæge. Det skal være en yngre, intelligent person, som vil blive i Kantipur. Jeg har nu fået oplysning om, at uddannelsen er 1-årig, foregår på Chitwan Polytechnic Academy og koster omkring 7.000 kr., alt inkl.. Jeg har bedt om yderligere oplysninger om uddannelsen fra akademiet og om et budget. Og har peget på, at Yam efter min mening er den bedste af de foreslåede kandidater til uddannelsen. Han er nyvalgt sekretær i kooperativet, en rigtig dygtig fyr med nogen faglig baggrund, med visioner og en yderst hensynsfuld adfærd. Yam er 28 år og gift med Kalpana. Sammen har de Sirissa. Han taler bedre engelsk end Siddhi Lal, men det betyder ikke noget i denne sammenhaeng. Han har været i gang med en handelsuddannelse, men har, som det går rigtig mange, været nødt til at stoppe, da familiens økonomi ikke længere slog til. Nu er han løst ansat på en privatskole i nærheden. Bare det, at han overhovedet har et arbejde, er et tegn på, at han er dygtig og stræbsom. Kooperativet skal snarest drøfte og tage stilling til, om det er Yam eller en anden skal have veterinæruddannelsen. Og jeg skal have ringet til Siddhi Lal for at drøfte mit forslag til en økonomisk plan. For Yam skal ikke bare have uddannelsen foræret. Jeg bliver mere om mere bevidst om, at ingen skal have noget gratis (bortset fra fødselsdagsgaven).
Afrejsen søndag morgen blev lidt forceret. Det er jeg ked af. Men 15 kvinder havde ikke nået at aflevere deres husflid til mig lørdag aften. Jeg vidste, at de ville komme, så jeg var stået op kl. 5 for at pakke og være klar til at tage imod dem. Jeg fik en skål ris med kartofler og grønt til morgenmad. Og tog så afsked med først Siddhi Lal og China, derefter naboerne. Jeg fik selvfølgelig også en tika af Siddhi Lal, en lille blomst i haanden og en bag oeret - Tak, Lone og god rejse. En enkel og dejlig afsked. På gensyn, Siddhi Lal og Kantipur.

Kære Marianne
Jeg er lige kommet tilbage til Kathmandu efter 2 uger i Kantipur. Der lå 98 mails i min Indbakke, og den her fra dig blev jeg virkelig glad for.
Allerede på 2.dagen i Kantipur, da alle børn og Siddhi Lal var gået i skole, viste jeg et par kvinder dine fod- og håndledsvarmere. Jeg havde medbragt næsten 10 kg uldgarn fra Kathmandu. Og de gik straks i gang med
at strikke. Garnet var entrådet og lidt tykt, men det var, hvad jeg kunne finde.
Jeg viste dem også knapperne – dine to blå, den lille grå og min Himalayagarns knap. En af mændene savede en lille bunke bambus skiver, og de fik noget af dit garn. Og så var der også gang i knap-produktionen.
I en uge mødtes vi hver dag først på eftermiddagen – før kvinderne skulle i junglen efter grønt til gederne – for at lave knapper, strikke og hygge os. Der kom hver dag mellem 20 og 30 kvinder. Og jeg kan se, de bruger hver eneste ledig stund til at nørkle. Kvinderne er bare helt vilde med at lave begge dele. Hvad kommer den enorme motivation af? Deres arbejdsdag er i forvejen mindst 16 timer lang.
Jeg har købt alt, hvad de har lavet, som vel at mærke var pænt lavet. Jeg har givet dem en god pris. Der er jo ingen omkostninger, og vi danskere skal ikke tjene på det. Skulle vi lave overskud, går det også bare tilbage. En kvindes dagløn som fæstebonde i Kantipur er 10 kr. (mænd: 13 kr.) Jeg har købt ca. 300 knapper af kvinderne for gennemsnitlig 3 kr. pr. stk. Det er ikke meget, men for dem er det mange penge og en dejlig afveksling i hverdagen. Jeg skal passe på, ikke at skrue deres forventninger for højt op. Jeg er nødt til at harmonisere lidt med deres hverdag. Og jeg skal være sikker på at kunne sælge det i Danmark. Halvdelen (75 øre – 2,50 kr.) går til kvinden selv, og anden halvdel går til kooperativet (dvs. Kantipurs fremtid).
Hvor har jeg dog tit drømt om, at du var her. Med dine ideer og din håndarbejds- og designbaggrund. Pludselig begyndte der også at dukke kunsthåndværk af løbebinding op. Jeg opdagede helt tilfældigt en aften hos en af kvinderne en tallerken oppe  på tagremmen. Har set både nogle lidt grove tallerkener og nogle fantastisk fine skåle. Jeg har et par stykker med hjem. Inderst er der en kerne af en junglegræs, der hedder babiyo. Rundt om slik- og kikspapir (plastik), som de har samlet op (der ligger bare vildt meget af den slags og flyder rundt omkring, og nepaleserne har ikke opdaget, at det ikke er ligeså forgængeligt som bananskralder og peanutskaller). Og flettede armbånd. Disse produkter giver mig en meget bedre fornemmelse i maven. Jeg begyndte at indse, at vi må have fat i de lokale materialer og tekniker. Det er der bare meget mere mening i. Jeg har foreslået kvinderne, at de i løbet af de næste par
dage prøver at lave knapper af lokale materialer udelukkende. Dog gerne med lidt moderne forurening, bare det kommer fra Kantipur. Men om de lige fanger den med det samme? Det får vi se på lørdag, når jeg skal til Kantipur igen. Siddhi Lal’s kone, China, er den dygtigste af kvinderne, så vidt, jeg kan bedømme på nuværende tidspunkt. Hun lavede straks knapper, der var finere end dine og min. Hun er nu begyndt at lave armbånd med en hjemmelavet træknap som lukning (Janus og Emil snitter knapper) og med tyggegummipapir i afslutningen. China har lovet at prøve at bringe
budskabet om de lokale produkter og teknikker videre.
Jeg har været med andre ord været lidt bekymret for, om produktionen, som jeg har sat i gang, kan bære. Altså om vi kan sælge tingene i Danmark. Derfor har jeg trukket håndbremsen. Jeg har sagt til kvinderne, at jeg skal hjem og snakke med dig, før jeg vil sende mere garn til Kantipur. Derfor var det bare rigtig dejligt at tilbage til denne kommentar fra dig. Tænk, hvis knapperne virkelig kan afsættes i Danmark.
Nu vil jeg slutte, for jeg skal lige have skrevet et lille indlæg mere og et brev til Janus’ og Emils familier.
KH Lone

Hej Lone,
Hvor er det fedt at følge med i dine oplevelser.
Vil lige fortælle dig, at jeg har fået en kontakt til en som glæder sig til at se
knapper, og hun vil tage dem med på en textilmesse her i DK, og hun ved at de vil
gå som varmt brød. Hun vil købe dem og sælge dem videre. Så du kan være sikker på
at alt hvad der kan produceres vil blive solgt. Messen er i august 2010, så der er
lidt tid endnu.
Knus og mange hilsner
Marianne

Dette var den nøgterne status for vores udviklingsprojekt i Nepal. Jeg skylder jer stadig alle de gode og rørende historier. De må vente lidt. I har heller ikke hørt om Siddhi Lal´s og mine arbejdsplaner for det kommende år. De må også vente lidt. Jeg skal nemlig et smut til Kantipur igen, med solpanel og lamper. Herom kommer der også mere senere.

Ligesom jeg synes, dette lyder helt vildt, så er det også fuldstændig uforståeligt for nepaleserne, når de ser dette billede af Asmus og Karin, der har været kærester i to år eller mere. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre her i Nepal at tage et billede som dette. Bogstavelig talt umuligt. Disse kæmpestore, kulturelle forskelle griner vi meget af.

Jeg er tilbage efter en hurtig, men dejlig tur til Daman. Det viste sig at være det Daman, jeg havde spottet på Google Map. Det var min guidebog, der havde sat stedet forkert af på et kort. Det rykker altså bare at se hele rækken af verdens højeste bjerge, 9 stk.