Hvor langt er vi saa?

Tja, hvor langt er vi så ….
På mit bord står en lille, såkaldt tuki. Den er ikke køn, men den lyser lystigt om kap med laptop skærmen. En tuki er her til lands normalt en petroleumslampe, som bruger 3 l petroleum om måneden, svarende til ca. 17 kr. Det er en dagløn. Men den lille tuki her på bordet kan oplades med solenergi. Den er ikke billig men har dog alligevel tjent sig hjem på 4 måneder. Den er miljøvenlig og sviner hverken skolebøgerne eller tøjet til. På en dag med rimeligt solskin – og dem er der heldigvis rigtig mange af – er den fuldt opladet på 4 timer og kan så lyse i 10-12 timer.
Solpanelet sover jeg i dobbeltseng sammen med. Men tro mig, der er ikke meget varme i det. Det ligger bare der i sin specialkasse, fremstillet af Kulturhistorisk Museum Randers’s bevaringsafdeling og af Nationalmuseets ’Magasin og Logistik’ og efter alle internationale standarder mærket til transport hertil som bagage.
Solpanelet har jeg ikke skrevet meget om. Dels var det efter ankomsten meget sjovere at skrive om gensynet med Nepal. Dels ville Manoj ikke vide af solpanelet i starten. Der var ingen grænser for, hvor meget bøvl det ville blive at tage det med til Kantipur. Jeg var både chokeret og ked af hans reaktion. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle fortælle jer.
Min idé var fra starten at give Kantipur en gave i anledningen af 1-året for dannelsen af kooperativet ’Namuna Dalit Utthan Kantipur’. Gaven skulle bakke skoleprojektet op, styrke fællesskabet og blive til varig glæde for flest mulige og ikke mindst skolebørnene. Ingen har elektricitet, kun få har en solfanger og et par nøgne pærer. Børnene skal som regel hjælpe til med arbejdet indtil solnedgang. Så hvordan skal de kunne læse lektier? … en solfanger på skolen’s tag og en genopladelig lampe til hver familie. Lamperne lader så allesammen op, mens børnene går i skole. Det måtte da være noget, der kunne bruges…
I dag var Manoj og jeg ude og besøge et firma, Ecca, der udvikler miljøvenligt udstyr og helhedsløsninger. Jeg har gennem længere tid forhandlet med Ecca for at finde ud af, om de kunne levere en stribe læse-lektier-lampe, der kan oplades med det 75W solpanel, som EnergiMidt havde tilbudt at sende med mig til Nepal.
Først var Manoj med mig hjemme på mit værelse for at se solpanelet og de andre ting, jeg har bragt med (herom mere senere). Allerede der blev han vist lidt imponeret.
Men vi blev begge meget positivt overraskede over besøget hos Ecca. Dels var regnestykket med petroleum’et ret overbevisende, dels kunne vi jo pludselig se, at det åbnede mulighed for yderligere udvikling. Hvis familierne nu betalte kooperativet for opladning af lamperne, så ville besparelsen da ikke gå til spilde eller blive drukket op, men gå til landsbyens videre udvikling. 2-4.000 kr. om året vil der komme ind. Med i det hele er et tilbud om at uddanne to unge fra landsbyen til at vedligeholde og reparere tukierne. Måske starter vi på den måde også uddannelsen af en elektriker til Kantipur. Manden fra Ecca var meget bevidst om at fortælle os begge, at dette er en investering i Kantipurs fremtid, men at Kantipur selv skal tage ansvaret for investeringens nytteværdi og potentiale. Han var med andre ord meget bevidst om bæredygtighed: Ind med den gode idé, lidt startkapital, lidt overskud og lidt opmuntring, men ellers ud med mig igen.
Fortsættelse følger…

Tuki og laptop, de klarer begge let 8 timers stroemsvigt

Manoj og Jai med Tuki’er og vandrensningsudstyr

Solpanelet pakkes hjemme paa Farmen