Kære Venner…

… Så mødes vi igen herude på Verdens Tag.
At skrive rejsedagbog på denne måde giver mig en dejlig fornemmelse af, at I er med ude at rejse, at jeg ikke er alene.
Jeg håber, alt står godt til hjemme hos jer. Det er sent søndag aften, så I skal på arbejde i morgen. Jeg har aldrig helt forstået, hvorfor man på sin PC kan vælge mellem at starte ugen med søndag eller mandag. Her i Nepal – og sikkert mange andre steder – er søndagen ugens første arbejdsdag. Hvis man er offentlig ansat, har man fri om lørdagen.
Jeg kom hertil i går eftermiddags og blev modtaget af en dejlig velkomstkomité: Kamal, min gode ven og rådgiver – og så Trine og Winnie. De to dejlige piger havde overtalt Kamal til at holde mund med, at de også ville med i lufthavnen. Så da jeg lige skulle til at give Kamal et ordentligt dansk knus, sprang de to skøre tøser pludselig frem fra en stump mur, som de havde gemt sig bag.
Trine er lærer, og Winnie er socialrådgiver. De er begge fra Silkeborg og rejser på torsdag sammen med mig til Kantipur. De skal i 7 uger arbejde med videreuddannelse af lærerne i Kantipur, Ayodhyapur og Indrabasti skoler samt lave en socialantropologisk undersøgelse af skolegangskulturen i de tre landsbyer. Jeg skal kun være der en uges tid, men har til gengæld et stort og tætpakket program for alt det, vi skal nå.

Jeg må hellere lave snittet NU: Hvis du vil med til Kantipur, så skal du lægge vejen omkring den ny hjemmeside www.kantipur.dk. Hvis du har lyst til at høre om andre oplevelser fra rejsen, så er det her, det foregår.

Jeg bor på Hotel Cosmic denne gang (herom mere senere på måneden). Jeg fik en god nattesøvn, så mon ikke det jetlag er nemt og hurtigt overstået (det er altid sværere at rejse den anden vej). Dagen startede kl. 8 med Nepali undervisning på taget. Min dejlige lærer Umesh mente, da jeg ringede til ham i går aftes, at vi hellere måtte se at komme i gang. Han tog hårdt fat, og mine ører føltes røde det meste af timen. Jeg har ikke holdt mit Nepali ordentligt ved lige, og det på trods af, at jeg jo faktisk har 10 venner i Silkeborg, der taler nepalesisk. Efter morgenmaden – havregrød, omelet, brød og kaffe – var jeg hos skrædderen for at få taget mål til en lunghi og en petticoat, og jeg var hos et par grossister for at kigge på strikkegarn. Jeg mødtes med Trine og Winnie på en café, og jeg fik en omvisning på Hotel Cosmic. Aftensmad: Stuvet spinat med stegt hytteost og naan (tørstegt brød). Dertil en masse koldt vand og en kop peberte.
Der er næsten ingen strømafbrydelser på denne tid af året (dog 2 timer hver aften), og jeg har Internet på værelset. Så jeg kan sidde her og skrive til bloggen og hjemmesiden. Det må jeg indrømme, at jeg sætter pris på.
Det var den første dag af min tredje rejse til Nepal.
Endnu engang, tak fordi du tog med.

Eftermiddagsmøde på café i Kathmandu

Winnie og Trine i landsbytøjet