
Tak for denne gang
11. april 2010Min tid i Nepal er slut for denne gang. Jeg er tilbage i Danmark og godt i gang med arbejdet på museet i Randers. Alt imens jeg nyder det danske forår, for det slår da virkelig alt
.
Der er stadig pænt med besøgende her på bloggen, så jeg skal med dette korte indlæg og tre festlige billeder fra Kantipur slå af til en kort pause. Og sige alle besøgende mange, mange tak for interessen og opbakningen. Uden jer var der ikke noget ved det.
Der er god gang i sagerne i Kantipur: Yam starter snart på veterinæruddannelsen … kooperativet er ved at blive registreret som NGO … bestyrelsen arbejder på at en rapport om drikkevandssituationen … det oprindelig projekt med nu 28 geder, 1 gris og 2 butikker fortsætter som planlagt … opsparingen sættes i banken … fremtiden drøftes på de månedlige fællesmøder i kooperativet … de 60 solopladelige lamper lyser lystigt i de små hjem, takket være EnergiMidt i Silkeborg … Sambhu og Shyam Bahadur bygger køkkener … Indrabasti og Ayodhyapur, de to nye landsbykollektiver, er startet op … formanden har oprettet en e-mail adresse, så vi ’nemmere’ kan kommunikere …
Herhjemme er vi ved at forberede, at næste hold på seks unge fra Midtjylland til september tager til Kantipur for at undervise børnene og denne gang også lærerne. Og jeg arbejder på at skaffe afsætning for Kantipur kvindernes husflid, på at bygge en ny hjemmeside til udviklingsprojektet og på at formalisere det danske netværk.
Et restaureringsprojekt omkring Seto Machhendranath templet kunne også godt gå hen og blive en realitet, men det er jo noget helt, helt andet.
Jeg regner med at vende tilbage til Nepal – og til bloggen her - efter sommerferien.
- Janus og Emil holdt sig ikke tilbage ved ‘Farvernes fest’
- Indra har netop modtaget prisen som ‘Bedste medlem af kooperativet 2009′
- Æresgæsten danser for landsbyen ved ankomsten til fødselsdagfesten



