Junkiri ~ ildflue …. Årets anden tur til Kantipur

En lidt barsk tur var det. 12 timer den ene vej og 16 timer den anden vej. Og kun en enkelt dag ind i mellem til at afslutte årets arbejde. Det var for lidt, men alle var glade.

Lidt ordforklaring: En tuki er saedvanligvis en petroleumslampe, med samme funktion som vores lille LED-lampe. Den sviner skoleboeger og -toej til, den er en stor brandtrussel og den er dyr i drift (en liter petroleum koster omkring 4 kr.). Ingen nepalesere, jeg har moedt, har nogensinde set saadan en genopladelig LED-lampe. Paa den staar med nepalesisk skrift: Junkiri. En junkiri er en lille flue, der lyser om natten. Alle nepalesere smiler varmt, naar de hoerer eller laeser navnet ‘Junkiri’.
Sambhu og Dirbahadur, der tog med til Kantipur for at lære at vedligeholde solenergianlægget og alle tukierne og for at hjælpe med at få al isenkrammet med hjem, havde en god tur til hovedstaden. De besøgte familie og venner. De glædede sig til at besøge Gandharbaerne i deres kontor i Thamel. Dirbahadur havde været i Kathmandu før, men det var Sambhu’s første tur til Kathmandu og uden tvivl en stor oplevelse for ham. Bare det yderst simple hotelværelse med glas i vinduerne, vand, der kommer ud af væggen, et siddetoilet med indlagt vand, varmt/koldt vand efter eget ønske, en ren seng og endda et fjernsyn, så man kunne ligge i sengen og følge med, var en kæmpeoverraskelse for ham. Desværre kunne vi på grund af sproget ikke snakke ret meget sammen. Jeg kan en anelse nepalesisk nu (efter fem lektioner). Det har været guld værd for mig, men det ikke nok til at føre en samtale.
Solenergianlægget består af

1. et 75W solpanel fra EnergiMidt i Silkeborg
2. en laderegulator, ligeledes fra EnergiMidt
3. seks meter kabel
4. en ladestation, der kan oplade 42 tukier på én gang og
5. 60 tukier (en til hver familie)
6. et værktøjssæt med diverse tænger, måleudstyr og loggegrej

Jeg kan have mine tvivl om, hvor god en introduktion, Sambhu og Dirbahadur fik i Kathmandu, men de så i hvert fald sådan ud, og de har fået en god kontakt til firmaet, der har solgt os tukierne og ladestationen. De tog fuldt og helt ansvaret for hjemtransporten, montering og introduktion til landsbyen. Der blev indgået en aftale om, at alle skulle betale 33 RS/år (2,30 kr.) til vedligeholdelse af anlæg og til reparation om nødvendigt af tukierne. Og der var kun tukier til de familier, der havde betalt deres medlemskab af kooperativet (3,50 kr./måned). Det var der jo så et par familier, der fik gjort den dag.
Den aften var der lys i alle de små hjem. For dem, der ikke har haft råd til en lommelygte, er det en kæmpestor ændring af dagligdagen. Tukien giver ikke mere lys end en lommelygte, men den kan stå selv eller hænge på væggen og lysets kan skinne derhen, hvor det skal bruges. Da jeg næste morgen stod op før solopgang, sad Siddhi Lals kone ved ildstedet og lavede en knap til salg i Danmark, samtidig med at hun lavede mad og te til mig. Siddhi Lals familie, der hører til Kantipurs mere velhavende, har solenergi, men de bruger det ikke om morgenen, og det lille lysstofrør i loftet giver ikke nær så godt arbejdslys som tukien.
Solfangeren sidder på Dirbahadurs tag og ladestationen står inde i huset. Dirbahadur bor ikke lige ved siden af skolen, hvor jeg havde forestillet mig, at anlægget skulle placeres. Men alle i landsbyen er enige om den placering, og det betyder ikke noget for folk, om de skal gå et par hundrede meter mere eller mindre. Efter 2-3 timers opladning af tukien er der lys til 10-12 timer. Så familierne skal ikke lade op hver dag, måske bare 1 eller 2 gange om ugen.
Selv om solfangeren er sponsoreret af EnergiMidt, har denne fødselsdagsgave til Kantipur været en større udskrivning. Omkring 5.500 kr., hvortil kommer overvægt Billund-Stansted og turen til Kathmandu for at hente anlægget. Jeg håber inderligt, at den store udskrivning er pengene værd, at tukierne bliver til glæde for alle, og at de vil lyse i 2-3 år (på et tidspunkt skal de 3 opladelige batterier indeni skiftes). Gad vide, hvordan alt ser ud om 2-3 år? Det tør jeg naesten ikke spå om. Men vil dog forsoege i et kommende indlaeg (Siddhi Lal og jeg har jo lagt planer for det kommende aar).
På vej hjem drøftede Siddhi Lal og jeg, hvem der skal have tilbuddet om at blive Kantipurs dyrlæge. Det skal være en yngre, intelligent person, som vil blive i Kantipur. Jeg har nu fået oplysning om, at uddannelsen er 1-årig, foregår på Chitwan Polytechnic Academy og koster omkring 7.000 kr., alt inkl.. Jeg har bedt om yderligere oplysninger om uddannelsen fra akademiet og om et budget. Og har peget på, at Yam efter min mening er den bedste af de foreslåede kandidater til uddannelsen. Han er nyvalgt sekretær i kooperativet, en rigtig dygtig fyr med nogen faglig baggrund, med visioner og en yderst hensynsfuld adfærd. Yam er 28 år og gift med Kalpana. Sammen har de Sirissa. Han taler bedre engelsk end Siddhi Lal, men det betyder ikke noget i denne sammenhaeng. Han har været i gang med en handelsuddannelse, men har, som det går rigtig mange, været nødt til at stoppe, da familiens økonomi ikke længere slog til. Nu er han løst ansat på en privatskole i nærheden. Bare det, at han overhovedet har et arbejde, er et tegn på, at han er dygtig og stræbsom. Kooperativet skal snarest drøfte og tage stilling til, om det er Yam eller en anden skal have veterinæruddannelsen. Og jeg skal have ringet til Siddhi Lal for at drøfte mit forslag til en økonomisk plan. For Yam skal ikke bare have uddannelsen foræret. Jeg bliver mere om mere bevidst om, at ingen skal have noget gratis (bortset fra fødselsdagsgaven).
Afrejsen søndag morgen blev lidt forceret. Det er jeg ked af. Men 15 kvinder havde ikke nået at aflevere deres husflid til mig lørdag aften. Jeg vidste, at de ville komme, så jeg var stået op kl. 5 for at pakke og være klar til at tage imod dem. Jeg fik en skål ris med kartofler og grønt til morgenmad. Og tog så afsked med først Siddhi Lal og China, derefter naboerne. Jeg fik selvfølgelig også en tika af Siddhi Lal, en lille blomst i haanden og en bag oeret - Tak, Lone og god rejse. En enkel og dejlig afsked. På gensyn, Siddhi Lal og Kantipur.

Dirbahadur og Sambhu med Kantipur’s solpanel

Ikke meget plads i det lille training center

Afgang fra Khangsar Guest House kl. 6.15

Skift til lokal bus i Narayanghat kl. 12

Dirbahadur, Sambhu og isenkram rejser på balkonen

Et næsehorn i junglen kl. 15

Næsten hjemme i Kantipur kl. 17

Ladestation fyldes op

Alt virker som det skal

Solpanelet løftes op på taget af Dirbahadurs hus

Yam, Siddhi Lal, Sambhu og Dirbahadur ved den færdigmonterede ladestation

Kvinderne hygger sig, mens det hele installeres

Himal, Siddhi Lals yngste søn, faar den første junkiri

Så får Bhubal og Bimira deres tuki

Keshmaya har travlt med at blive færdig med strikketøjet

Namaraj Gandharba, velhavende bonde og naturlæge med sin tuki

Santosh er Phulmaya’s naestyngste søn

Sarmila er også kommet for at hente sin Junkiri

Kvalitetsvurdering med Januka

- og med Bimira

Vi diskuterer Ukha’s armbånd – i ‘ildfluen’s lys

Farvel og mange tak for denne gang, Siddhi Lal