h1

Namuna Dalit Utthan Kantipur 2010

4. marts 2010

Kantipur er rigtig godt på vej. Mit besøg, her et år efter dannelsen af kooperativet, er gået over al forventning. Sidste år nåede jeg kun lige at hilse på formand Siddhi Lal et par gange, men i år har vi knoklet sammen i 14 dage. Han er en god partner for os og en god mand for alle i Kantipur. Beskeden, ansvarsfuld, opmærksom, arbejdsom, begavet og afholdt af alle. Siddhi Lal er en god høvding for Kantipur.
Årsregnskabet så fornuftigt ud. Jeg havde frygtet det værste, men Siddhi Lal havde det hele parat til mig, regnskaber og kontoudtog stemte fint overens, og det hele så overskueligt ud. Jeg havde ingen betænkelighed ved at give tilsagn om at opfylde vores del af aftalen, nemlig at sætte lige så meget ind på bankkontoen, som Kantipur havde sparet op i 2009, nemlig 17.684 NRS. I alt 1260 kr.
Skoleprojektet kører forbilledligt, de danske studenter får en oplevelse for livet, og Kantipur og Ayodhyapur skoler får engelskundervisning til børn og inspiration til lærere. Begge skoler er lykkelige for de unges indsats. Skoleprojektet er en formidabel øjenåbner for alle. Janus og Emil, det andet hold unge fra Silkeborg, har det godt. De afslutter deres 7 ugers ophold i Kantipur i morgen.
Gedeprojektet, der nok var ved at køre lidt af skinnerne, har vi fået rettet op på. Alle geder har det godt. Der er nu lavet enklere og mere konkrete aftaler med alle låntagere, dvs. Kantipurs allerfattigste familier, om tilbagebetaling af geden eller butikken. Der er investeret i 6 nye geder, fordi der er kommet nye medlemmer til, som heller ikke ejer land eller dyr. En kvinde har fået tilskud til at starte en kosmetikbutik, og landsbyens tre butiksindehavere har lavet aftaler med hinanden, så de ikke udkonkurrerer hinanden. I alt 1.120 kr.
Vi har givet ekstra hjælp Kantipurs to allerfattigste familier. Den ene familie har fået penge til at bygge sit træhus færdigt og til at bygge sig et separat køkken. Den anden har fået penge til at bygge et separat køkken og til køkkengrej. Begge køkkener får aftræk fra ildstedet, så røgen ikke længere skal genere lungerne – lungesygdomme er et meget alvorligt problem i Nepal. Og dermed får Kantipur sine to første skorstene. I alt 910 kr.
Fire familier har fået bidrag (50 %) til et års betaling af deres børns uddannelse på universitetet i Narayanghat. Det var en svær udvælgelse for Siddhi Lal. Men da jeg meldte ud, at det skulle være to piger og to drenge, at de skulle være aktivt studerende og klare sig godt, og de skulle vælges fra den fattige ende og med hensyntagen til, om familien allerede havde fået udviklingshjælp af os, så var det jo alligevel ikke så svært. Jeg stillede som betingelse, at de fire unge skulle sende mig et brev, hvor de beskrev sig selv, deres studium og deres tanker og drømme om fremtiden. I alt 5.040 kr.
To nabolandsbyer, Ayodhyapur og Indrabasti, har ønsket optagelse i kooperativet. Sammen med Siddhi Lal og Manoj besøgte jeg de to landsbyer, og begge steder dannedes et ”branch-community”. Ligesom Kantipur gjorde, skal de starte opsparing blandt medlemmerne – 1,40 kr./måned. Efter nogle måneder, når denne opsparing er på skinner, kan de sammen med Siddhi Lal lave en plan for mikrolån til landsbyens fattigste – nøjagtig ligesom vi gjorde i Kantipur sidste år. Der er reserveret nogle midler til mikrolån i de to landsbyer. Det bliver Siddhi Lals hidtil største udfordring at få lavet den planlægning sammen med de to landsbyer og få bestyrelserne til at fungere. Heldigvis er der mange kvinder i bestyrelserne, og begge formænd er kvinder. Henholdsvis 1400 kr. og 2100 kr.
Når Siddhi Lal har fundet ud af, hvor meget det koster at uddanne en dyrlæge, hvor langt tid uddannelsen tager og hvem der skal uddannes, bevilger vi penge til uddannelse af en af byens unge til dyrlæge. Jeg ved fra anden side, at det nok vil beløbe sig til omkring 4200 kr.
Kooperativet skal danne en forening, en NGO. Det vil åbne mulighed for rådgivning og finansiering. Der er lidt omkostninger forbundet med foreningsdannelse og oprettelse af en ny bankkonto. Dem har jeg tilbudt, at vi betaler. Jeg husker ikke, hvor meget det vil beløbe sig til, men det skriver Siddhi Lal til mig om.
Sidst, men absolut ikke mindst, så er Kantipur nu sat i gang med at diskutere den store fremtid: Hvad skal de mange penge i banken bruges til? Hvad skal det hele gøre godt for? Hvordan skal de klare den fortsatte udvikling uden vores hjælp?
Et lille pilotprojekt satte vi i gang. For at vise en af mange veje til mulighederne. Jeg havde medbragt en masse garn fra Danmark og Kathmandu og nogle ideer til husflid, der måske kunne sælges i Danmark. Gammeldags knapper til hjemmestrikkede trøjer og sjælevarmere. Benvarmere. Håndledsvarmere. Det viste sig, at motivationen til den slags arbejde er enorm, og der er mange dygtige hænder. Mon ikke det blev til 25 ben- og håndledsvarmere samt omkring 300 knapper? Hvert eneste stykke blev vurderet og prissat, så alle blev bevidste om kvalitetskravene og så alle kunne se, at det gik retfærdigt for sig. Af kooperativet købte jeg for i alt 1500 kr. husflid til videresalg i Danmark. Kooperativet betaler kvinden halvdelen og sætter den anden halvdel i banken. Kantipurs fremtid.

Dette var den nøgterne status for vores udviklingsprojekt i Nepal. Jeg skylder jer stadig alle de gode og rørende historier. De må vente lidt. I har heller ikke hørt om Siddhi Lal´s og mine arbejdsplaner for det kommende år. De må også vente lidt. Jeg skal nemlig et smut til Kantipur igen, med solpanel og lamper. Herom kommer der også mere senere.

8 kommentarer

  1. Kære Lone,

    Stort tillykke med den positive udvikling og success til dato!

    Knus,

    Peter


  2. Kære Lone
    Også tillykke fra mig. Det er stort, det du får sat i gang. Jeg kan rigtig godt lide den måde du sat et helt samfund i omdrejninger på.
    Jeg ventede spændt på at læse om solpanelet, men jeg kan så se at det kommer senere. Jeg glæder mig også til at høre alle de gode historier. Du bliver nødt til at finde ud af at beskrive projektet.
    Indtil videre må du have det godt.
    kh Nina


  3. Hvor er det bare fedt at det går så godt Lone! Jeg sidder næsten med tårer i øjnene – nu kører det hele jo næsten af sig selv! FEDT !! :) Godt med billeder og dejligt at høre om projektets efterhånden mange trin ;)


  4. Kaere Nina og Peter
    Tak for jeres omgaaende og varme kommentarer. Jeg har rigtig meget at fortaelle, men jeg skal nok vende tilbage saa hurtigt som muligt. Det vil desvaerre nok sige en lille uges tid. Min plan er at tage til Kantipur i morgen tidlig, vende tilbage soendag aften. Og derefter tage med Kamal til Dhading mandag for at besoege hans landby og familie og for at studere, hvordan han har organiseret et udviklingsprojekt der, som ligner vores. Dog formelt set mere velorganiseret, med en svensk NGO som partner (og donor). Jeg regner med at vaere tilbage i KTM torsdag aften, altsaa om en uge. Dette lyder som arbejde, men det er det nu ikke. Det bliver dette aars ferietur til Himalaya. Jeg glaeder mig meget til at slippe Kantipur lidt og se noget andet. Hav det godt saa laenge.


  5. Hvad pokker, Ann Katrine, du er da ogsaa overalt :-) . Jeg glaeder mig til at komme hjem og snakke med dig. Har aftalt med Janus og Emil, at vi samler alle i skoleprojektet 17 eller 18 april. Vi skal have 3 hold undervisere afsted efter sommerferien (2 hold til ungerne i tre landsbyer og 1 hold til kompetenceudvikling af laererne paa tre skoler). Janus og Emil vil meget gerne evaluere skoleprojektet sammen med os


  6. Kære Lone
    Det lyder da spændende med knapprojektet og som sædvanlig har du fat i det væsentlige. Lokal husflid må da kunne sælges til turister også?
    God tur videre frem.
    kh Nina


  7. Hej Lone – dejligt igen at læse nyt – specielt, når det er så god en udvikling. Det er utrolig livsbekræftende at læse og se hvordan et “lille” privat udviklingsprojekt på så kort tid kan få rodfæste og vokse.
    Ja – herhjemme står dine muldvarpefælder jo fortsat i den snedækkede og frosne jord. Jeg tør ikke længere love, at de er fjernet, når du kommer hjem. I går var det fortsat snestorm og de sidste par nætter har det været -10 C.
    Stor hilsen fra Farmen


  8. Fedt Lone! De er friske de drenge :) Jeg er hjemme den weekend, så det er ingen problem! Glæder mig til at høre mere, men! vigtigst af alt: glem os herhjemme, til du har nydt rejsen til fylde ;) krammer



Skriv et svar

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Skift )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Skift )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.