Made in Kantipur. Kantipur maa baneko – et brev

Paa Kulturhistorisk Museum i Randers arbejder Marianne Lauesen i Bevaringen. Marianne, der er tekstil designer, er en kaempestoette i arbejdet med at faa ideer til, hvilken produktion vi kunne foreslaa kvinderne i Kantipur at gaa igang. Marianne har ogsaa foraeret Kantipur en masse af sine garnrester samt mange strikkepinde og haeklenaale. Lidt af tidnoed tillader jeg mig at vise jer et brev, jeg skrev til Marianne i gaar.

Kære Marianne
Jeg er lige kommet tilbage til Kathmandu efter 2 uger i Kantipur. Der lå 98 mails i min Indbakke, og den her fra dig blev jeg virkelig glad for.
Allerede på 2.dagen i Kantipur, da alle børn og Siddhi Lal var gået i skole, viste jeg et par kvinder dine fod- og håndledsvarmere. Jeg havde medbragt næsten 10 kg uldgarn fra Kathmandu. Og de gik straks i gang med
at strikke. Garnet var entrådet og lidt tykt, men det var, hvad jeg kunne finde.
Jeg viste dem også knapperne – dine to blå, den lille grå og min Himalayagarns knap. En af mændene savede en lille bunke bambus skiver, og de fik noget af dit garn. Og så var der også gang i knap-produktionen.
I en uge mødtes vi hver dag først på eftermiddagen – før kvinderne skulle i junglen efter grønt til gederne – for at lave knapper, strikke og hygge os. Der kom hver dag mellem 20 og 30 kvinder. Og jeg kan se, de bruger hver eneste ledig stund til at nørkle. Kvinderne er bare helt vilde med at lave begge dele. Hvad kommer den enorme motivation af? Deres arbejdsdag er i forvejen mindst 16 timer lang.
Jeg har købt alt, hvad de har lavet, som vel at mærke var pænt lavet. Jeg har givet dem en god pris. Der er jo ingen omkostninger, og vi danskere skal ikke tjene på det. Skulle vi lave overskud, går det også bare tilbage. En kvindes dagløn som fæstebonde i Kantipur er 10 kr. (mænd: 13 kr.) Jeg har købt ca. 300 knapper af kvinderne for gennemsnitlig 3 kr. pr. stk. Det er ikke meget, men for dem er det mange penge og en dejlig afveksling i hverdagen. Jeg skal passe på, ikke at skrue deres forventninger for højt op. Jeg er nødt til at harmonisere lidt med deres hverdag. Og jeg skal være sikker på at kunne sælge det i Danmark. Halvdelen (75 øre – 2,50 kr.) går til kvinden selv, og anden halvdel går til kooperativet (dvs. Kantipurs fremtid).
Hvor har jeg dog tit drømt om, at du var her. Med dine ideer og din håndarbejds- og designbaggrund. Pludselig begyndte der også at dukke kunsthåndværk af løbebinding op. Jeg opdagede helt tilfældigt en aften hos en af kvinderne en tallerken oppe  på tagremmen. Har set både nogle lidt grove tallerkener og nogle fantastisk fine skåle. Jeg har et par stykker med hjem. Inderst er der en kerne af en junglegræs, der hedder babiyo. Rundt om slik- og kikspapir (plastik), som de har samlet op (der ligger bare vildt meget af den slags og flyder rundt omkring, og nepaleserne har ikke opdaget, at det ikke er ligeså forgængeligt som bananskralder og peanutskaller). Og flettede armbånd. Disse produkter giver mig en meget bedre fornemmelse i maven. Jeg begyndte at indse, at vi må have fat i de lokale materialer og tekniker. Det er der bare meget mere mening i. Jeg har foreslået kvinderne, at de i løbet af de næste par
dage prøver at lave knapper af lokale materialer udelukkende. Dog gerne med lidt moderne forurening, bare det kommer fra Kantipur. Men om de lige fanger den med det samme? Det får vi se på lørdag, når jeg skal til Kantipur igen. Siddhi Lal’s kone, China, er den dygtigste af kvinderne, så vidt, jeg kan bedømme på nuværende tidspunkt. Hun lavede straks knapper, der var finere end dine og min. Hun er nu begyndt at lave armbånd med en hjemmelavet træknap som lukning (Janus og Emil snitter knapper) og med tyggegummipapir i afslutningen. China har lovet at prøve at bringe
budskabet om de lokale produkter og teknikker videre.
Jeg har været med andre ord været lidt bekymret for, om produktionen, som jeg har sat i gang, kan bære. Altså om vi kan sælge tingene i Danmark. Derfor har jeg trukket håndbremsen. Jeg har sagt til kvinderne, at jeg skal hjem og snakke med dig, før jeg vil sende mere garn til Kantipur. Derfor var det bare rigtig dejligt at tilbage til denne kommentar fra dig. Tænk, hvis knapperne virkelig kan afsættes i Danmark.
Nu vil jeg slutte, for jeg skal lige have skrevet et lille indlæg mere og et brev til Janus’ og Emils familier.
KH Lone

Hej Lone,
Hvor er det fedt at følge med i dine oplevelser.
Vil lige fortælle dig, at jeg har fået en kontakt til en som glæder sig til at se
knapper, og hun vil tage dem med på en textilmesse her i DK, og hun ved at de vil
gå som varmt brød. Hun vil købe dem og sælge dem videre. Så du kan være sikker på
at alt hvad der kan produceres vil blive solgt. Messen er i august 2010, så der er
lidt tid endnu.
Knus og mange hilsner
Marianne