Archive for marts 2010

h1

Konservatoren på arbejde

15. marts 2010

Jeg tog jo ikke til Nepal som konservator, og jeg har ikke opsøgt museumsverdenen. Men for nogle dage siden kom der en forespørgsel fra et af Kathmandu’s ældste tempelkomplekser, Seto Machhendranath. Om jeg ville rådgive dem i et par sager omkring tempelkompleksets vedligeholdelse og håndteringen af en samling originalt bygningstømmer og 4 små fresker i ’portbygningen’.
Den mulighed for at kigge bag kulisserne af et tempel var jeg selvfølgelig jublende glad for … bare det, at sådan en forespørgsel kommer helt af sig selv, er jo en frydefuld oplevelse.
Seto Machhendranath ligger lige udenfor Kathmandu Durbar Square, det ene af Kathmandudalens syv stykker verdenskulturarv. Allerede sidste år besøgte jeg denne perle af et tempel. Her er et link til en hjemmeside, som en af ildsjælene bag templets bevaring og formidling, Alok Tuladhar, har lavet og vedligeholder: http://janabahaa.blogspot.com.
Det var en god dag at besøge templet i går. Dels var det dagen for genindvielse af den første restaurerede stupa i tempelgården, dels var der netop samme dag fundet en 700 år stupa på en byggeplads lige i nærheden. Nogen havde allerede bortskaffet de relikvier, der ligger gemt indeni en stupa. Hvor var de henne? Der var virkelig gang i mange ting i går.
Jeg kom lidt i god tid for at have tid til at kigge mig lidt omkring.
Alok og Jai, min bekendt fra Tuki-firmaet, viste mig rundt i tempelgården, langs templets ydervæg (dvs. bag gitteret, der er af nyere dato) og i den del af porthuset, hvor jeg må komme. Kun præsterne må komme ind i selve templet. I porthuset måtte jeg kun komme op på loftet, hvor de bevarede originale bygningsrester lå i en stor bunke. Jeg så ikke freskerne, og der findes ikke billeder af dem. Dog mente Alok, at han nok kunne på lov at fotodokumentere de fire fresker, der befinder sig i et aflåst rum sammen templets ’deity’. Vi fulgte arbejdet med at samle og indvi stupaen og diskuterede de restaureringsprincipper, der lå til grund for arbejdet. Jeg skulle være lidt varsom med at udtale mig om arbejdet. Dels kan jeg jo ikke forvente, at jeg på fem minutter kan overskue helheden, dels kender jeg ikke Nepals regler og traditioner omkring håndtering og bevaring af kulturarven, dels kan jeg ikke vurdere vægtningen af de religiøse hensyn i forhold til de bevaringsmæssige, dels må jeg udvise ekstra stor høflighed og respekt, her første gang, jeg besøger templet. Men det er min opfattelse efter første besøg, at Janabahaa Society har stor respekt for templets originale historiske materiale og en god fornemmelse for kunsten at balancere mellem bevaring og brug. Men de mangler vores tekniske muligheder for bl.a. at konsolidere stenoverflader i udendørs miljø, håndtere vægmalerier, stabilisere træ – og de mangler vores traditioner for opbygning af en udstilling. De kunne også bruge lidt rådgivning i daglig vedligeholdelse og brug af restaureringsmaterialer.
Det kunne være spændende at faa lov at følge op på dette besøg….. Jai har lige ringet for at hoere, om jeg har tid til at moede templets venner endnu engang, i eftermiddag … Fedt….

Lagt i Uden kategori | 3 kommentarer »

h1

Junkiri ~ ildflue …. Årets anden tur til Kantipur

10. marts 2010
En lidt barsk tur var det. 12 timer den ene vej og 16 timer den anden vej. Og kun en enkelt dag ind i mellem til at afslutte årets arbejde. Det var for lidt, men alle var glade.
Lidt ordforklaring: En tuki er saedvanligvis en petroleumslampe, med samme funktion som vores lille LED-lampe. Den sviner skoleboeger og -toej til, den er en stor brandtrussel og den er dyr i drift (en liter petroleum koster omkring 4 kr.). Ingen nepalesere, jeg har moedt, har nogensinde set saadan en genopladelig LED-lampe. Paa den staar med nepalesisk skrift: Junkiri. En junkiri er en lille flue, der lyser om natten. Alle nepalesere smiler varmt, naar de hoerer eller laeser navnet ‘Junkiri’.
Sambhu og Dirbahadur, der tog med til Kantipur for at lære at vedligeholde solenergianlægget og alle tukierne og for at hjælpe med at få al isenkrammet med hjem, havde en god tur til hovedstaden. De besøgte familie og venner. De glædede sig til at besøge Gandharbaerne i deres kontor i Thamel. Dirbahadur havde været i Kathmandu før, men det var Sambhu’s første tur til Kathmandu og uden tvivl en stor oplevelse for ham. Bare det yderst simple hotelværelse med glas i vinduerne, vand, der kommer ud af væggen, et siddetoilet med indlagt vand, varmt/koldt vand efter eget ønske, en ren seng og endda et fjernsyn, så man kunne ligge i sengen og følge med, var en kæmpeoverraskelse for ham. Desværre kunne vi på grund af sproget ikke snakke ret meget sammen. Jeg kan en anelse nepalesisk nu (efter fem lektioner). Det har været guld værd for mig, men det ikke nok til at føre en samtale.
Solenergianlægget består af
  1. et 75W solpanel fra EnergiMidt i Silkeborg
  2. en laderegulator, ligeledes fra EnergiMidt
  3. seks meter kabel
  4. en ladestation, der kan oplade 42 tukier på én gang og
  5. 60 tukier (en til hver familie)
  6. et værktøjssæt med diverse tænger, måleudstyr og loggegrej

Jeg kan have mine tvivl om, hvor god en introduktion, Sambhu og Dirbahadur fik i Kathmandu, men de så i hvert fald sådan ud, og de har fået en god kontakt til firmaet, der har solgt os tukierne og ladestationen. De tog fuldt og helt ansvaret for hjemtransporten, montering og introduktion til landsbyen. Der blev indgået en aftale om, at alle skulle betale 33 RS/år (2,30 kr.) til vedligeholdelse af anlæg og til reparation om nødvendigt af tukierne. Og der var kun tukier til de familier, der havde betalt deres medlemskab af kooperativet (3,50 kr./måned). Det var der jo så et par familier, der fik gjort den dag.
Den aften var der lys i alle de små hjem. For dem, der ikke har haft råd til en lommelygte, er det en kæmpestor ændring af dagligdagen. Tukien giver ikke mere lys end en lommelygte, men den kan stå selv eller hænge på væggen og lysets kan skinne derhen, hvor det skal bruges. Da jeg næste morgen stod op før solopgang, sad Siddhi Lals kone ved ildstedet og lavede en knap til salg i Danmark, samtidig med at hun lavede mad og te til mig. Siddhi Lals familie, der hører til Kantipurs mere velhavende, har solenergi, men de bruger det ikke om morgenen, og det lille lysstofrør i loftet giver ikke nær så godt arbejdslys som tukien.
Solfangeren sidder på Dirbahadurs tag og ladestationen står inde i huset. Dirbahadur bor ikke lige ved siden af skolen, hvor jeg havde forestillet mig, at anlægget skulle placeres. Men alle i landsbyen er enige om den placering, og det betyder ikke noget for folk, om de skal gå et par hundrede meter mere eller mindre. Efter 2-3 timers opladning af tukien er der lys til 10-12 timer. Så familierne skal ikke lade op hver dag, måske bare 1 eller 2 gange om ugen.
Selv om solfangeren er sponsoreret af EnergiMidt, har denne fødselsdagsgave til Kantipur været en større udskrivning. Omkring 5.500 kr., hvortil kommer overvægt Billund-Stansted og turen til Kathmandu for at hente anlægget. Jeg håber inderligt, at den store udskrivning er pengene værd, at tukierne bliver til glæde for alle, og at de vil lyse i 2-3 år (på et tidspunkt skal de 3 opladelige batterier indeni skiftes). Gad vide, hvordan alt ser ud om 2-3 år? Det tør jeg naesten ikke spå om. Men vil dog forsoege i et kommende indlaeg (Siddhi Lal og jeg har jo lagt planer for det kommende aar).
På vej hjem drøftede Siddhi Lal og jeg, hvem der skal have tilbuddet om at blive Kantipurs dyrlæge. Det skal være en yngre, intelligent person, som vil blive i Kantipur. Jeg har nu fået oplysning om, at uddannelsen er 1-årig, foregår på Chitwan Polytechnic Academy og koster omkring 7.000 kr., alt inkl.. Jeg har bedt om yderligere oplysninger om uddannelsen fra akademiet og om et budget. Og har peget på, at Yam efter min mening er den bedste af de foreslåede kandidater til uddannelsen. Han er nyvalgt sekretær i kooperativet, en rigtig dygtig fyr med nogen faglig baggrund, med visioner og en yderst hensynsfuld adfærd. Yam er 28 år og gift med Kalpana. Sammen har de Sirissa. Han taler bedre engelsk end Siddhi Lal, men det betyder ikke noget i denne sammenhaeng. Han har været i gang med en handelsuddannelse, men har, som det går rigtig mange, været nødt til at stoppe, da familiens økonomi ikke længere slog til. Nu er han løst ansat på en privatskole i nærheden. Bare det, at han overhovedet har et arbejde, er et tegn på, at han er dygtig og stræbsom. Kooperativet skal snarest drøfte og tage stilling til, om det er Yam eller en anden skal have veterinæruddannelsen. Og jeg skal have ringet til Siddhi Lal for at drøfte mit forslag til en økonomisk plan. For Yam skal ikke bare have uddannelsen foræret. Jeg bliver mere om mere bevidst om, at ingen skal have noget gratis (bortset fra fødselsdagsgaven).
Afrejsen søndag morgen blev lidt forceret. Det er jeg ked af. Men 15 kvinder havde ikke nået at aflevere deres husflid til mig lørdag aften. Jeg vidste, at de ville komme, så jeg var stået op kl. 5 for at pakke og være klar til at tage imod dem. Jeg fik en skål ris med kartofler og grønt til morgenmad. Og tog så afsked med først Siddhi Lal og China, derefter naboerne. Jeg fik selvfølgelig også en tika af Siddhi Lal, en lille blomst i haanden og en bag oeret - Tak, Lone og god rejse. En enkel og dejlig afsked. På gensyn, Siddhi Lal og Kantipur.

Lagt i Uden kategori | 4 kommentarer »

h1

Made in Kantipur. Kantipur maa baneko – et brev

4. marts 2010

Paa Kulturhistorisk Museum i Randers arbejder Marianne Lauesen i Bevaringen. Marianne, der er tekstil designer, er en kaempestoette i arbejdet med at faa ideer til, hvilken produktion vi kunne foreslaa kvinderne i Kantipur at gaa igang. Marianne har ogsaa foraeret Kantipur en masse af sine garnrester samt mange strikkepinde og haeklenaale. Lidt af tidnoed tillader jeg mig at vise jer et brev, jeg skrev til Marianne i gaar.

Kære Marianne
Jeg er lige kommet tilbage til Kathmandu efter 2 uger i Kantipur. Der lå 98 mails i min Indbakke, og den her fra dig blev jeg virkelig glad for.
Allerede på 2.dagen i Kantipur, da alle børn og Siddhi Lal var gået i skole, viste jeg et par kvinder dine fod- og håndledsvarmere. Jeg havde medbragt næsten 10 kg uldgarn fra Kathmandu. Og de gik straks i gang med
at strikke. Garnet var entrådet og lidt tykt, men det var, hvad jeg kunne finde.
Jeg viste dem også knapperne – dine to blå, den lille grå og min Himalayagarns knap. En af mændene savede en lille bunke bambus skiver, og de fik noget af dit garn. Og så var der også gang i knap-produktionen.
I en uge mødtes vi hver dag først på eftermiddagen – før kvinderne skulle i junglen efter grønt til gederne – for at lave knapper, strikke og hygge os. Der kom hver dag mellem 20 og 30 kvinder. Og jeg kan se, de bruger hver eneste ledig stund til at nørkle. Kvinderne er bare helt vilde med at lave begge dele. Hvad kommer den enorme motivation af? Deres arbejdsdag er i forvejen mindst 16 timer lang.
Jeg har købt alt, hvad de har lavet, som vel at mærke var pænt lavet. Jeg har givet dem en god pris. Der er jo ingen omkostninger, og vi danskere skal ikke tjene på det. Skulle vi lave overskud, går det også bare tilbage. En kvindes dagløn som fæstebonde i Kantipur er 10 kr. (mænd: 13 kr.) Jeg har købt ca. 300 knapper af kvinderne for gennemsnitlig 3 kr. pr. stk. Det er ikke meget, men for dem er det mange penge og en dejlig afveksling i hverdagen. Jeg skal passe på, ikke at skrue deres forventninger for højt op. Jeg er nødt til at harmonisere lidt med deres hverdag. Og jeg skal være sikker på at kunne sælge det i Danmark. Halvdelen (75 øre – 2,50 kr.) går til kvinden selv, og anden halvdel går til kooperativet (dvs. Kantipurs fremtid).
Hvor har jeg dog tit drømt om, at du var her. Med dine ideer og din håndarbejds- og designbaggrund. Pludselig begyndte der også at dukke kunsthåndværk af løbebinding op. Jeg opdagede helt tilfældigt en aften hos en af kvinderne en tallerken oppe  på tagremmen. Har set både nogle lidt grove tallerkener og nogle fantastisk fine skåle. Jeg har et par stykker med hjem. Inderst er der en kerne af en junglegræs, der hedder babiyo. Rundt om slik- og kikspapir (plastik), som de har samlet op (der ligger bare vildt meget af den slags og flyder rundt omkring, og nepaleserne har ikke opdaget, at det ikke er ligeså forgængeligt som bananskralder og peanutskaller). Og flettede armbånd. Disse produkter giver mig en meget bedre fornemmelse i maven. Jeg begyndte at indse, at vi må have fat i de lokale materialer og tekniker. Det er der bare meget mere mening i. Jeg har foreslået kvinderne, at de i løbet af de næste par
dage prøver at lave knapper af lokale materialer udelukkende. Dog gerne med lidt moderne forurening, bare det kommer fra Kantipur. Men om de lige fanger den med det samme? Det får vi se på lørdag, når jeg skal til Kantipur igen. Siddhi Lal’s kone, China, er den dygtigste af kvinderne, så vidt, jeg kan bedømme på nuværende tidspunkt. Hun lavede straks knapper, der var finere end dine og min. Hun er nu begyndt at lave armbånd med en hjemmelavet træknap som lukning (Janus og Emil snitter knapper) og med tyggegummipapir i afslutningen. China har lovet at prøve at bringe
budskabet om de lokale produkter og teknikker videre.
Jeg har været med andre ord været lidt bekymret for, om produktionen, som jeg har sat i gang, kan bære. Altså om vi kan sælge tingene i Danmark. Derfor har jeg trukket håndbremsen. Jeg har sagt til kvinderne, at jeg skal hjem og snakke med dig, før jeg vil sende mere garn til Kantipur. Derfor var det bare rigtig dejligt at tilbage til denne kommentar fra dig. Tænk, hvis knapperne virkelig kan afsættes i Danmark.
Nu vil jeg slutte, for jeg skal lige have skrevet et lille indlæg mere og et brev til Janus’ og Emils familier.
KH Lone

Hej Lone,
Hvor er det fedt at følge med i dine oplevelser.
Vil lige fortælle dig, at jeg har fået en kontakt til en som glæder sig til at se
knapper, og hun vil tage dem med på en textilmesse her i DK, og hun ved at de vil
gå som varmt brød. Hun vil købe dem og sælge dem videre. Så du kan være sikker på
at alt hvad der kan produceres vil blive solgt. Messen er i august 2010, så der er
lidt tid endnu.
Knus og mange hilsner
Marianne

Lagt i Made in Kantipur | 1 Kommentar »

h1

Namuna Dalit Utthan Kantipur 2010

4. marts 2010

Kantipur er rigtig godt på vej. Mit besøg, her et år efter dannelsen af kooperativet, er gået over al forventning. Sidste år nåede jeg kun lige at hilse på formand Siddhi Lal et par gange, men i år har vi knoklet sammen i 14 dage. Han er en god partner for os og en god mand for alle i Kantipur. Beskeden, ansvarsfuld, opmærksom, arbejdsom, begavet og afholdt af alle. Siddhi Lal er en god høvding for Kantipur.
Årsregnskabet så fornuftigt ud. Jeg havde frygtet det værste, men Siddhi Lal havde det hele parat til mig, regnskaber og kontoudtog stemte fint overens, og det hele så overskueligt ud. Jeg havde ingen betænkelighed ved at give tilsagn om at opfylde vores del af aftalen, nemlig at sætte lige så meget ind på bankkontoen, som Kantipur havde sparet op i 2009, nemlig 17.684 NRS. I alt 1260 kr.
Skoleprojektet kører forbilledligt, de danske studenter får en oplevelse for livet, og Kantipur og Ayodhyapur skoler får engelskundervisning til børn og inspiration til lærere. Begge skoler er lykkelige for de unges indsats. Skoleprojektet er en formidabel øjenåbner for alle. Janus og Emil, det andet hold unge fra Silkeborg, har det godt. De afslutter deres 7 ugers ophold i Kantipur i morgen.
Gedeprojektet, der nok var ved at køre lidt af skinnerne, har vi fået rettet op på. Alle geder har det godt. Der er nu lavet enklere og mere konkrete aftaler med alle låntagere, dvs. Kantipurs allerfattigste familier, om tilbagebetaling af geden eller butikken. Der er investeret i 6 nye geder, fordi der er kommet nye medlemmer til, som heller ikke ejer land eller dyr. En kvinde har fået tilskud til at starte en kosmetikbutik, og landsbyens tre butiksindehavere har lavet aftaler med hinanden, så de ikke udkonkurrerer hinanden. I alt 1.120 kr.
Vi har givet ekstra hjælp Kantipurs to allerfattigste familier. Den ene familie har fået penge til at bygge sit træhus færdigt og til at bygge sig et separat køkken. Den anden har fået penge til at bygge et separat køkken og til køkkengrej. Begge køkkener får aftræk fra ildstedet, så røgen ikke længere skal genere lungerne – lungesygdomme er et meget alvorligt problem i Nepal. Og dermed får Kantipur sine to første skorstene. I alt 910 kr.
Fire familier har fået bidrag (50 %) til et års betaling af deres børns uddannelse på universitetet i Narayanghat. Det var en svær udvælgelse for Siddhi Lal. Men da jeg meldte ud, at det skulle være to piger og to drenge, at de skulle være aktivt studerende og klare sig godt, og de skulle vælges fra den fattige ende og med hensyntagen til, om familien allerede havde fået udviklingshjælp af os, så var det jo alligevel ikke så svært. Jeg stillede som betingelse, at de fire unge skulle sende mig et brev, hvor de beskrev sig selv, deres studium og deres tanker og drømme om fremtiden. I alt 5.040 kr.
To nabolandsbyer, Ayodhyapur og Indrabasti, har ønsket optagelse i kooperativet. Sammen med Siddhi Lal og Manoj besøgte jeg de to landsbyer, og begge steder dannedes et ”branch-community”. Ligesom Kantipur gjorde, skal de starte opsparing blandt medlemmerne – 1,40 kr./måned. Efter nogle måneder, når denne opsparing er på skinner, kan de sammen med Siddhi Lal lave en plan for mikrolån til landsbyens fattigste – nøjagtig ligesom vi gjorde i Kantipur sidste år. Der er reserveret nogle midler til mikrolån i de to landsbyer. Det bliver Siddhi Lals hidtil største udfordring at få lavet den planlægning sammen med de to landsbyer og få bestyrelserne til at fungere. Heldigvis er der mange kvinder i bestyrelserne, og begge formænd er kvinder. Henholdsvis 1400 kr. og 2100 kr.
Når Siddhi Lal har fundet ud af, hvor meget det koster at uddanne en dyrlæge, hvor langt tid uddannelsen tager og hvem der skal uddannes, bevilger vi penge til uddannelse af en af byens unge til dyrlæge. Jeg ved fra anden side, at det nok vil beløbe sig til omkring 4200 kr.
Kooperativet skal danne en forening, en NGO. Det vil åbne mulighed for rådgivning og finansiering. Der er lidt omkostninger forbundet med foreningsdannelse og oprettelse af en ny bankkonto. Dem har jeg tilbudt, at vi betaler. Jeg husker ikke, hvor meget det vil beløbe sig til, men det skriver Siddhi Lal til mig om.
Sidst, men absolut ikke mindst, så er Kantipur nu sat i gang med at diskutere den store fremtid: Hvad skal de mange penge i banken bruges til? Hvad skal det hele gøre godt for? Hvordan skal de klare den fortsatte udvikling uden vores hjælp?
Et lille pilotprojekt satte vi i gang. For at vise en af mange veje til mulighederne. Jeg havde medbragt en masse garn fra Danmark og Kathmandu og nogle ideer til husflid, der måske kunne sælges i Danmark. Gammeldags knapper til hjemmestrikkede trøjer og sjælevarmere. Benvarmere. Håndledsvarmere. Det viste sig, at motivationen til den slags arbejde er enorm, og der er mange dygtige hænder. Mon ikke det blev til 25 ben- og håndledsvarmere samt omkring 300 knapper? Hvert eneste stykke blev vurderet og prissat, så alle blev bevidste om kvalitetskravene og så alle kunne se, at det gik retfærdigt for sig. Af kooperativet købte jeg for i alt 1500 kr. husflid til videresalg i Danmark. Kooperativet betaler kvinden halvdelen og sætter den anden halvdel i banken. Kantipurs fremtid.

Dette var den nøgterne status for vores udviklingsprojekt i Nepal. Jeg skylder jer stadig alle de gode og rørende historier. De må vente lidt. I har heller ikke hørt om Siddhi Lal´s og mine arbejdsplaner for det kommende år. De må også vente lidt. Jeg skal nemlig et smut til Kantipur igen, med solpanel og lamper. Herom kommer der også mere senere.

Lagt i Uden kategori | 8 kommentarer »

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.