Bramin bryllup i Kathmandu. Bahunko bihe Naya Bazar maa

Vi skal til bryllup i Kathmandus centrum. To yngre forretningsfolk skal giftes. De er øverste kaste, braminer, og velhavende. Det ses på mængden af guld. Jeg vil lade billederne tale for sig selv og i stedet bruge spaltepladsen til at fortælle et par ting om ægteskab og bryllup i braminkasten. Jeg fortæller om traditioner, som stadig efterleves overalt i Nepal, bortset fra Kathmandu, hvor forretningslivet byder på nye, for os en anelse mere bekendte traditioner. Min viden om disse forhold er ikke stor, og jo mere jeg forsøger at sætte mig ind i det, desto mere indviklet bliver det.
Alle ægteskaber er arrangerede. Bruden og brudgommen kender muligvis ikke hinanden på forhånd. De har ofte aldrig set hinanden, før de mødes til selve brylluppet. Faderen er familiens absolutte overhoved. Han er enerådig om familiens fremtid. Måske rådgiver han sig med sine sønner, inden han mødes med den anden families overhoved. Det handler om status og økonomi. Jeg er ikke sikker på, at pigen medbringer anden medgift end de gaver, hun får til brylluppet. Og så sin arbejdskraft, selvfølgelig, og den er som bekendt stor. Når familierne er nået til enighed om deres forening, hentes brudgommen ind til en samtale, hvor han lover at være en god husbond. Dette møde besværges med en Tika, og så kan brylluppet arrangeres. Familierne bestemmer en tidsramme for brylluppet, en bestemt uge eller måned, og præsten afgør derefter det nøjagtige tidspunkt. Dette bryllup kan derfor sagtens være aftalt tre dage forinden. Brudgommen kommer først til pigens hus, hvor bryllupsfesten holdes, medbringende en symbolsk gave (husker I de drejede trækrukker med yoghurt?). En bramin præst og hans hjælpepræster gennemfører ceremonien og viser alle deltagerne tilrette. Brudgommen og hans familie venter på at bruden skal indfinde sig. Hun er ekstremt (ja, hvad pokker hedder det, det er jo ikke lige min stærke side …) ydmyg, genert, indadvendt, selvudslettende. På landet meget, meget mere end billederne her viser. Detaljerne omkring hvad der sker under ceremonien, kender jeg ikke, men når de to har byttet malla (den store halskæde), så er de mand og kone.
Gæsterne har gaver med, på landet altid fysiske gaver, i Kathmandu oftest en luftpostkuvert med penge, til den af ægteparret, som de kender. Mand og kone har fællesøkonomi. Afhængig af, hvor tæt en relation man har til bruden eller brudgommen, følges ritualer ved gaveafgivelsen. Fødderne får en Tika, præsten hælder vand på ægtefolkenes fødder, som gæsten kaster op i sit eget ansigt. Og så får både bruden og brudgommen også en Tika i panden.
Efter vielsen føres bruden bort. Og nu græder hun og mange af gæsterne med hende. Hun er virkelig ked af det. Nu starter det hårde liv for alvor. Måske sætter hendes svigerforældre ikke pris på hende, og helt givet er det, at fremtiden byder på hårdt arbejde fra tidlig morgen til sen aften. Jeg ved ikke, hvornår de to får lov at være alene sammen. Det skal jeg undersøge. Bryllupsfesten holdes i brudens barndomshjem og næste morgen følges parret og alle gæsterne til brudgommens barndomshjem, hvor der på andendagen holdes en mere uformel fest. Skilsmisse er meget sjældent forekommende i Nepal. Oftere forekommer formelt flerkoneri. Det er vist ikke helt efter loven, men for et ganske lille beløb til myndighederne kan manden gifte sig med kone nummer to. Ofte lever de sammen alle tre.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til det her. Der er rigtig mange ting her, der ikke harmonerer med vores opfattelse af kvindens rettigheder og ligestilling. Men jeg besøger dette smukke land, og jeg møder en livsglæde, som jeg ikke kender hjemmefra. Også hos kvinderne. Jeg har aldrig fået så mange smil fra andre mennesker, og jeg har aldrig tidligere mødt så megen hjertelighed. Med den livsindstilling i tankerne, kan jeg vist kun tillade mig at finde min dybeste respekt for mit værtsland frem – og håbe, at nepaleserne vil give mig yderligere indsigt i deres forunderlige kultur.

Ligesom jeg synes, dette lyder helt vildt, så er det også fuldstændig uforståeligt for nepaleserne, når de ser dette billede af Asmus og Karin, der har været kærester i to år eller mere. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre her i Nepal at tage et billede som dette. Bogstavelig talt umuligt. Disse kæmpestore, kulturelle forskelle griner vi meget af.