Bramin bryllup i Kathmandu. Bahunko bihe Naya Bazar maa

Vi skal til bryllup i Kathmandus centrum. To yngre forretningsfolk skal giftes. De er øverste kaste, braminer, og velhavende. Det ses på mængden af guld. Jeg vil lade billederne tale for sig selv og i stedet bruge spaltepladsen til at fortælle et par ting om ægteskab og bryllup i braminkasten. Jeg fortæller om traditioner, som stadig efterleves overalt i Nepal, bortset fra Kathmandu, hvor forretningslivet byder på nye, for os en anelse mere bekendte traditioner. Min viden om disse forhold er ikke stor, og jo mere jeg forsøger at sætte mig ind i det, desto mere indviklet bliver det.
Alle ægteskaber er arrangerede. Bruden og brudgommen kender muligvis ikke hinanden på forhånd. De har ofte aldrig set hinanden, før de mødes til selve brylluppet. Faderen er familiens absolutte overhoved. Han er enerådig om familiens fremtid. Måske rådgiver han sig med sine sønner, inden han mødes med den anden families overhoved. Det handler om status og økonomi. Jeg er ikke sikker på, at pigen medbringer anden medgift end de gaver, hun får til brylluppet. Og så sin arbejdskraft, selvfølgelig, og den er som bekendt stor. Når familierne er nået til enighed om deres forening, hentes brudgommen ind til en samtale, hvor han lover at være en god husbond. Dette møde besværges med en Tika, og så kan brylluppet arrangeres. Familierne bestemmer en tidsramme for brylluppet, en bestemt uge eller måned, og præsten afgør derefter det nøjagtige tidspunkt. Dette bryllup kan derfor sagtens være aftalt tre dage forinden. Brudgommen kommer først til pigens hus, hvor bryllupsfesten holdes, medbringende en symbolsk gave (husker I de drejede trækrukker med yoghurt?). En bramin præst og hans hjælpepræster gennemfører ceremonien og viser alle deltagerne tilrette. Brudgommen og hans familie venter på at bruden skal indfinde sig. Hun er ekstremt (ja, hvad pokker hedder det, det er jo ikke lige min stærke side …) ydmyg, genert, indadvendt, selvudslettende. På landet meget, meget mere end billederne her viser. Detaljerne omkring hvad der sker under ceremonien, kender jeg ikke, men når de to har byttet malla (den store halskæde), så er de mand og kone.
Gæsterne har gaver med, på landet altid fysiske gaver, i Kathmandu oftest en luftpostkuvert med penge, til den af ægteparret, som de kender. Mand og kone har fællesøkonomi. Afhængig af, hvor tæt en relation man har til bruden eller brudgommen, følges ritualer ved gaveafgivelsen. Fødderne får en Tika, præsten hælder vand på ægtefolkenes fødder, som gæsten kaster op i sit eget ansigt. Og så får både bruden og brudgommen også en Tika i panden.
Efter vielsen føres bruden bort. Og nu græder hun og mange af gæsterne med hende. Hun er virkelig ked af det. Nu starter det hårde liv for alvor. Måske sætter hendes svigerforældre ikke pris på hende, og helt givet er det, at fremtiden byder på hårdt arbejde fra tidlig morgen til sen aften. Jeg ved ikke, hvornår de to får lov at være alene sammen. Det skal jeg undersøge. Bryllupsfesten holdes i brudens barndomshjem og næste morgen følges parret og alle gæsterne til brudgommens barndomshjem, hvor der på andendagen holdes en mere uformel fest. Skilsmisse er meget sjældent forekommende i Nepal. Oftere forekommer formelt flerkoneri. Det er vist ikke helt efter loven, men for et ganske lille beløb til myndighederne kan manden gifte sig med kone nummer to. Ofte lever de sammen alle tre.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til det her. Der er rigtig mange ting her, der ikke harmonerer med vores opfattelse af kvindens rettigheder og ligestilling. Men jeg besøger dette smukke land, og jeg møder en livsglæde, som jeg ikke kender hjemmefra. Også hos kvinderne. Jeg har aldrig fået så mange smil fra andre mennesker, og jeg har aldrig tidligere mødt så megen hjertelighed. Med den livsindstilling i tankerne, kan jeg vist kun tillade mig at finde min dybeste respekt for mit værtsland frem – og håbe, at nepaleserne vil give mig yderligere indsigt i deres forunderlige kultur.

Ligesom jeg synes, dette lyder helt vildt, så er det også fuldstændig uforståeligt for nepaleserne, når de ser dette billede af Asmus og Karin, der har været kærester i to år eller mere. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre her i Nepal at tage et billede som dette. Bogstavelig talt umuligt. Disse kæmpestore, kulturelle forskelle griner vi meget af.

Intermezzo

Tak for de mange dejlige kommentarer.
Om en times tid tager jeg paa en lille udflugt op i bakkerne sydoest for Kathmandu – bare 1 overnatning. Stedet hedder Daman og er et kendt udsigtspunkt mod Himalaya. Jeg har proevet at finde det paa Google Map, men faar saa fat i en lille landsby, vest for Kathmandu. I mellemtiden maa I noejes med udsigten fra mit vaerelse. Kommer tilbage fredag eftermiddag.

Jeg er tilbage efter en hurtig, men dejlig tur til Daman. Det viste sig at være det Daman, jeg havde spottet på Google Map. Det var min guidebog, der havde sat stedet forkert af på et kort. Det rykker altså bare at se hele rækken af verdens højeste bjerge, 9 stk.

Chhetrapati, set fra Khangsar Guest House, vaerelse 404

Annapurna South

Mount Everest er det grå bjerg midt i billedet

Lørdag morgen i det gamle Kathmandu

Lige syd for Thamel, Kathmandus turistkvarter, hvor også jeg bor, ligger der gamle Kathmandu. Markedsgader og – pladser, templer, gamle, forfaldne huse og smalle gyder. Lørdag er fridag i Nepal, og det er en spændende dag at besøge det gamle Kathmandu. Men kom om morgenen, for allerede kl. 10 er der mennesker overalt. ’People jam’, fortæller man mig.
Jeg stod tidligt op i lørdags, kl. 8 var jeg på gaden. Dagen var ung og alle de handlende smilende og imødekommende. Jeg gik fra mit hotel gennem bydelen Chhetrapathi til Ason, det gamle handelscentrum, hvor man stadig kan finde ALT, hvad der er nepalesisk. På Indra Chowk ligger det første store tempel på dagens vandretur.
Kort efter Indra Chowk kommer jeg forbi den femte bod, som sælger friturestegte lækkerier, som hører morgenstunden til. Jeg er lidt småsulten, har ikke fået morgenmad. Stiller mig op i køen og tager bestik af situation. Hvordan fungerer det her? Hvad er det for noget, man sælger? Hvad mon det koster? Hvad mon det hedder? Moderen sidder på fortovskanten og passer frituren. Faderen på den ene side sætter store skefulde af dejen af i den varme olie. Fra en blikskål samler datteren på den anden side de færdige ’kugler’ op i en plastikpose, som hun har foret med avispapir. Folk køber 10 eller 15 stykker ad gangen. Mon jeg kan få tre? Jeg får spurgt manden ved siden af, hvad det er for noget. Gullamari chha, forklarer han. Pludselig har jeg alles opmærksomhed. Lutter smil og glade ansigter. Snakker hun nepalesisk? ’Ali ali’ skynder jeg mig at sige, det betyder ’kun lidt’. Og vi griner lidt sammen. Da det bliver min tur, spørger jeg, om jeg kan købe tre. Jeg får nu kun to gullamari, for det passer med 5 rupies, 35 øre. Og om de smagte godt!
Durbar Marg er et af Kathmandu dalens syv stykker verdenskulturarv – et stort kompleks af templer, helligdomme og paladser, både hinduistiske og buddhistiske, fra mellem 12. og 18. århundrede. Det er et levende museum … måske bør jeg slet ikke bruge ordet museum om dette sted. For det er alt sammen en del af dagliglivet i Kathmandu og har været det altid. Der kører biler tværs igennem, der går køer rundt overalt, der handles, bedes, ofres, tigges, spises, folk mødes, de slikker solskin, snakker og råber, børn løber rundt og leger. Så er der lige et bryllup her og en anden ceremoni der. Der sker noget hele tiden. Der var engang 3 kongedømmer i Kathmandu dalen. Det ene havde centrum her og hed (pudsigt nok) Kantipur. De to andre hed Lalitpur og Bhaktapur. De to sidste kongepaladser med tilhørende templer er også ophøjet til verdenskulturarv. De tre sidste billeder er også fra Durbar Marg. Alle Newar piger bliver gift med en frugt (bel eller bhel – ?), før de er kønsmodne. Nogle siger, at sådan er traditionen bare. Min Nepali lærer fortalte mig i morges, at når en pige er blevet gift med bhel, så må hun gifte sig igen, hvis hun engang skulle gå hen og blive enke. Med andre ord kan kun Newar kvinder blive gift to gange …. Mon ikke vi vender tilbage til sagen om Nepals enlige kvinder?

Frisklavet youghurt fra Bhaktapur er en stor delikatesse

Det var nu ungerne, jeg havde oeje for, men kunne det vaere tobak, de saelger?

Krydderier s’foelig

Mor og soen forretter dagens puja i et lille gadealter

Tempelblomster, tagetes er den allermest brugte

Templet paa Indra Chowk hedder …

Den unge taeppesaelger ville gerne fotograferes

Paa vej til arbejde kan man vel godt se sig om efter en jakke

Klaedesalg

En skovlfuld gullamari er klar til salg

Hari, tapaaiko kapaalko tel chha- 90 NRS chha

Her en skaersliber, men pricippet bruges til mange forskellige opgaver

Her saelges alt til templet hoerende

Praesten ville ogsaa meget gerne fotograferes – og fandt den rette positur frem

Mere om dette vigtige tempel foelger

Ditto

Dette tempel skulle efter sigende vaere skaaret ud af 1 stykke trae

Hinduerne fodrer de hellige koer

Fem smaa piger venter sammen med deres moedre

… venter paa at blive gift med bhel

Faderen maa paent – og stolt – vente udenfor

Hvor langt er vi saa?

Tja, hvor langt er vi så ….
På mit bord står en lille, såkaldt tuki. Den er ikke køn, men den lyser lystigt om kap med laptop skærmen. En tuki er her til lands normalt en petroleumslampe, som bruger 3 l petroleum om måneden, svarende til ca. 17 kr. Det er en dagløn. Men den lille tuki her på bordet kan oplades med solenergi. Den er ikke billig men har dog alligevel tjent sig hjem på 4 måneder. Den er miljøvenlig og sviner hverken skolebøgerne eller tøjet til. På en dag med rimeligt solskin – og dem er der heldigvis rigtig mange af – er den fuldt opladet på 4 timer og kan så lyse i 10-12 timer.
Solpanelet sover jeg i dobbeltseng sammen med. Men tro mig, der er ikke meget varme i det. Det ligger bare der i sin specialkasse, fremstillet af Kulturhistorisk Museum Randers’s bevaringsafdeling og af Nationalmuseets ’Magasin og Logistik’ og efter alle internationale standarder mærket til transport hertil som bagage.
Solpanelet har jeg ikke skrevet meget om. Dels var det efter ankomsten meget sjovere at skrive om gensynet med Nepal. Dels ville Manoj ikke vide af solpanelet i starten. Der var ingen grænser for, hvor meget bøvl det ville blive at tage det med til Kantipur. Jeg var både chokeret og ked af hans reaktion. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle fortælle jer.
Min idé var fra starten at give Kantipur en gave i anledningen af 1-året for dannelsen af kooperativet ’Namuna Dalit Utthan Kantipur’. Gaven skulle bakke skoleprojektet op, styrke fællesskabet og blive til varig glæde for flest mulige og ikke mindst skolebørnene. Ingen har elektricitet, kun få har en solfanger og et par nøgne pærer. Børnene skal som regel hjælpe til med arbejdet indtil solnedgang. Så hvordan skal de kunne læse lektier? … en solfanger på skolen’s tag og en genopladelig lampe til hver familie. Lamperne lader så allesammen op, mens børnene går i skole. Det måtte da være noget, der kunne bruges…
I dag var Manoj og jeg ude og besøge et firma, Ecca, der udvikler miljøvenligt udstyr og helhedsløsninger. Jeg har gennem længere tid forhandlet med Ecca for at finde ud af, om de kunne levere en stribe læse-lektier-lampe, der kan oplades med det 75W solpanel, som EnergiMidt havde tilbudt at sende med mig til Nepal.
Først var Manoj med mig hjemme på mit værelse for at se solpanelet og de andre ting, jeg har bragt med (herom mere senere). Allerede der blev han vist lidt imponeret.
Men vi blev begge meget positivt overraskede over besøget hos Ecca. Dels var regnestykket med petroleum’et ret overbevisende, dels kunne vi jo pludselig se, at det åbnede mulighed for yderligere udvikling. Hvis familierne nu betalte kooperativet for opladning af lamperne, så ville besparelsen da ikke gå til spilde eller blive drukket op, men gå til landsbyens videre udvikling. 2-4.000 kr. om året vil der komme ind. Med i det hele er et tilbud om at uddanne to unge fra landsbyen til at vedligeholde og reparere tukierne. Måske starter vi på den måde også uddannelsen af en elektriker til Kantipur. Manden fra Ecca var meget bevidst om at fortælle os begge, at dette er en investering i Kantipurs fremtid, men at Kantipur selv skal tage ansvaret for investeringens nytteværdi og potentiale. Han var med andre ord meget bevidst om bæredygtighed: Ind med den gode idé, lidt startkapital, lidt overskud og lidt opmuntring, men ellers ud med mig igen.
Fortsættelse følger…

Tuki og laptop, de klarer begge let 8 timers stroemsvigt

Manoj og Jai med Tuki’er og vandrensningsudstyr

Solpanelet pakkes hjemme paa Farmen

Gensyn med Telkot

I løbet af natten stod det klart, at jeg måtte til Telkot i dag (læs: i går). Vel vidende, at der måske ikke var nogen hjemme i Telkot, der kunne snakke engelsk. Og såfremt selvfølgelig, at ikke morgenstunden og mailboksen havde andre planer med mig. Det havde de ikke, så jeg vandrede gennem Asan, den gamle bydel, over til Bakthapur bussen. To busskift i Bakthapur. Købte morgenmad et tilfældigt sted i Bhaktapur, hvor også nepaleserne spiser. Tre lune cell roti (friturestegte ringe af noget, der mest ligner æbleskivedej, pakket ind i avispapir). Uhm. Og så videre med bus op ad bjergvejen til Telkot.
Til nye besøgende her på bloggen bør jeg fortælle, at Telkot er en lille landsby, 1½ times buskørsel mod nordøst. Sidste år boede jeg en lille uge i Telkot, mens jeg hjalp en skrædderfamilie, Kalpana, Tikaram og deres to små børn med at bygge en lerklinet hytte. Det var kort efter ankomsten til Nepal. Hos Bimala, hvor jeg boede og spiste, mens vi byggede hus, fik jeg overhalet mit kulturchok.
Det var dagens overraskelse i Telkot, at jeg bare dukkede op ud af den blå luft. Og gensynsglæden ville ingen ende tage. Ved busstoppestedet sad Githa, Bimala’s næstældste datter, og læste avis. Hun fik et pjosk. Vi gik hånd i hånd op til Bimala, der må have set, at vi kom. For hun stod parat med åbne arme deroppe ved huset. Githa klarede flot opgaven med at oversætte og tilrettelægge dagen. Det plejer ellers at være storesøster Sangitha, der klarer det. Efter en kop te gik vi over til Kalpana, der blev ligeså overrasket. Hun var alene hjemme med datteren. Jeg så det fine hus, som vi byggede sidste år, og køkkenet, som kom til senere. Med skorsten over ildstedet.  Det var bare så nydeligt og fint alt sammen. Og Kalpana så bare så glad ud. Kalpanas lille dreng, Smail, var selvfølgelig i skole. Han klarer sig godt i første klasse og er meget glad for at gå i skole. Familien Nepali er dalitter, dvs. laveste kaste, og de får derfor tilskud fra staten til Smail’s skolegang. Jeg betaler resten.
Til middag Dal Bhaat selvfølgelig. Det var netop lidt over et år siden, jeg for første gang spiste Dal Bhaat. Og det var netop her i Bimala’s hus. Det var hun ret stolt af.
Når en gæst vender tilbage efter et år, er det tradition, at man besøger templet. Så Ghita og jeg gik op til templet ovenfor deres hus. Hun viste mig alle de små altre og forklarede om guderne. Der var en storslået udsigt til Kathmandu og Bakthapur til den ene side og en mindre dal, tæt besat med marker i terrasser og landsbyer til den anden side. Dog lidt for diset til mit kamera.
Jeg må snart til Telkot igen. Blev inviteret til bryllup næste lørdag, men kan jeg nu nå det?

Kamala i sin nye, store systue

Ghita ved Shiva alteret

Ghita og Brahma/Bishnu/? – hvad hedder den tredje gud her?

Nirmala, Bimala’s svigerinde hoester tori (sennep til olie)

Laeg ogsaa maerke maerke til tusindbenene i gaasegang

Bimala, min mor og soester i Telkot

Namaste

Så er jeg i Nepal igen. Det er bestemt ikke  det værste, der kan ske mig kan jeg mærke.
Turen fra lufthavnen var en vidunderlig oplevelse for alle sanser. Mylderet, farverne, larmen, støvet, beskidte unger, der leger på fortovene, mænd, der sidder og snakker på trappestenene og så de smukke, arbejdsomme kvinder. Den støvede eftermiddagssol, mystiske forretninger, affaldet, ramponerede, ældgamle biler, skrigen og råben. Og lugten af …? Den lugt kender jeg ikke andre steder fra. Det var en meget stoerre oplevelse end foerste gang, jeg kom til Nepal. Det kan naesten kun skyldes oejnene, der ser. De er mere fortrolige, mere trygge, mere nysgerrige.
Jeg har fået et nepalesisk SIM-kort i dag. I en lille biks i Paknajol. Skulle udfylde en meget omfattende formular på nepalesisk, aflevere et pasbillede og betale 35 kr. (det er mere end en overnatning her på hotellet). Heldigvis var der folk i butikken, der kunne hjælpe til med lidt oversættelse. Jeg slap for at udfylde en masse felter. To felter af stor betydning var dog felterne, hvor jeg skulle skrive min fars (jeg er 55 år) og min bedstefars navne. Jeg kluklo indeni, men nød også at skrive de to navne. Dejligt at have brug for dem igen. Det var ligesom at hive dem tilbage for en kort stund. Peter Petersen og Carl Petersen.
Jeg har mødt Manoj Gandharba og snakket med Emil og Janus i Kantipur. De har det fint alle tre. Janus og Emil har haft geografi paa engelsk med boerne i Kantipur skole i dag. Janus bad mig tage toiletpapir med, når jeg kommer. Det bliver nu først om 14 dage, for Manoj kan ikke få fri fra sit arbejde før. Men det er Janus indforstået med.
Vejret er dejligt. Overtøj er næsten ikke nødvendigt længere, heller ikke om aftenen. Manoj og jeg sad og slikkede sol et par timer og kom helt til at svede, mens vi sad og snakkede på en tagterrasse i formiddags. Der kom mange gandharba’er for at hilse på, så vi fik ikke snakket meget projekt.
Jeg ved endnu ikke, hvad morgendagen – 2.dagen – byder. Men det finder jeg ud af i morgen tidlig. Mit værelse, som ellers vender mod både øst, syd og vest, bliver lidt småkøligt i løbet af natten. Så jeg vil tage mine forholdsregler i nat. Trænger til en god nats søvn. Billeder må I have til gode et par dage.
KTM, sø 31.1.2010, 22.02.
… for resten… her i Nepal er vi 4 timer og 3 kvarter foran jer hjemme i Danmark – men kun 1 kvarter foran Delhi. Er det nu ikke lidt mærkeligt, at man går i så små sko, når man laver tidszoner? 15 minutter. En forklaring eller en lille diskussion er meget velkommen. Tilfoej endelig en kommentar nedenfor.
Go’nat.