Feri Vetaula – see you next time

Har været i Telkot i dag – for femte og sidste gang. Bimala tog imod mig ved bussen. Hun havde det røde sjal på, jeg havde givet hende. Hun havde vist glemt, at jeg ikke kunne forstå, hvad hun sagde. Hun fik i hvert fald fortalt en farlig masse, inden Sangita kom ned. Så kom også Kalpana og hendes to børn for at sige goddag. Og mange andre, jeg kender fra sidst. Havde købt 24 små bananer til børnene. Jeg besøgte Bimala’s hus og det var som at komme hjem igen. I det hele taget bar dette besøg præg af, at nu kender vi hinanden. Fortroligheden begynder at vise sig. Jeg havde masser at fortælle, og alle de unge, der de tidligere gange ikke har sagt ret meget, begyndte at snakke engelsk. Så der var noget at snakke om hele tiden. Der var en dejlig stemning. Selv Laxmi, first wife, havde det meget bedre end sidst og satte sig ned for at snakke med. Jeg fik serveret te med sukker og bøffelmælk på gårdspladsen og spiste Dal Bhat ved ildstedet, siddende på min lille ’birka’. Bimala fandt en æske Tika’er (selvklæbende røde prikker) frem. Dem skulle jeg have, for så ville det jo vare længe, inden jeg glemte hende. Når en kvinde sætter sådan en Tika på en anden kvindes pande, er det en stor tillidserklæring og et oprigtigt ønske om lykke. Så, hvis hun nu gav mig en hel æske med hjem…. Bimala fandt også en lille halskæde frem, støvede den af og sagde: ”Tag denne halskæde med hjem til din søns kæreste”. Bimala’s bortrejste mands søster, Homkumari, kom forbi for at fortælle, at hendes søn, Ukesh, studerede i Danmark. Vi blev enige om, at så måtte jeg da hellere tage et billede af hende og sende til Ukesh sammen med en hilsen hjemmefra. Efter snak og te og mad kom Kalpana for at hente os. Vi gik hjem til hendes hus, som jeg har været med til at bygge og køkkenet, som jeg i sidste måned betalte tagplader til og to dages løn til Badri for at lave dør og tag til (dermed ender dette køkken med at koste 85 kr.). Det skulle have været færdigt for længst, men Tikaram har haft arbejde (i dag var han i øvrigt ikke hjemme, han var til bryllup). Det undrer mig lidt, men jeg er ikke så bekymret for denne familie. Den skal nok klare sig. Og tilmed kommer Dorte til Telkot om en måned og kan følge op på sagerne. Faktisk er familien bæredygtig nu, efter en lille indsats fra et par Silkeborggensere og efter at Kalpana – ud over sin skrædderforretning – også er begyndt at dyrke champignons. Det nærmer sig det tidspunkt, hvor vi skal trække os tilbage. Familien kan selv nu. Køkkenet vil blive lavet, og om en måned vil familien flytte ind i sit nye hus. Om en uge begynder Kalpana at sælge champignons.

Vi gik videre om til Sabitris hus (jeg skal lige sige, at Telkot ligger meget smukt i et hårnålesving, klisteret fast på bakkesiden (husk, vi snakker først om bjergsider, når vi er over 6000 m, og der er evig sne på toppen) med udsigt ud over en dal, fuld af terrassebrug, og foråret kommer nu. Jeg kan bare ikke fotografere det). Hele familien var hjemme. To efterladte kvinder, Chandramaya og Bagbati, og tre børn, Sabitri, Devraj og ?. Gamle Chandramaya, der plejer at pyldre noget (sikkert med god grund), smilede i dag og var snakkesalig. Hun gik ind i huset og fandt en smuk halskæde, som jeg skulle have. Det er jo alt for meget at gøre ud af mig, disse mennesker er så fattige og jeg er så rig, men nepalesere elsker at give gaver. Halskæden var lidt for kort, synes de to kvinder. Så de gjorde den lige længere med en tyk bomuldstråd, som blev omviklet med sig selv – ja, hvad hedder nu den håndarbejdsteknik?. Vi fik te og hyggede os i over en time. Jeg fik bl.a. lært en meget brugt nepalesisk talemåde: Vi ses næste gang. Feri Vetaula. Den vending får jeg brug for nu. Jeg har fået ros i dag for det nepalesiske, jeg har lært. Jeg glaedede mig at hoere, men jeg synes jo nok selv, det er pinligt lidt, jeg har laert.

På vej tilbage fra traf vi helt tilfældigt Bishnu Subedi, som står meget højt på min liste over personer, jeg skal have besøgt inden afrejsen. Bishnu viste mig det hus, han er ved at bygge midt i Telkot: Sundhedsklinik, forsamlingshus og gæstehus (ogsaa til Dorte og mig). Og han tilbød mig at køre med tilbage til Katmandu.

Efter en kop te i Bimala’s hus tog jeg afsked med alle de kære mennesker. Feri vetaula … og der bliver en næste gang! 

Bimala Lamichhane, min mor i Telkot

Homkumari Neupane

Kalpana, Ismaelis og Ismitir i koekkenet, der snart bliver faerdigt

Vaad, kogt rishalm og svampesporer i en plastikpose = champignons

25 portioner champignons klar til salg fra naeste uge

Bagbati Bishowkarma, Sabitri’s mor

Chandramaya Bishowkarma, Sabitris mormor

Sabitri Bishowkarma

Devraj Bishowkarma, Sabitris lillebror

… Bishowkarma, Sabitris lillesøster

Hele familien Bishowkarma

Halskaeden skulle nu vaere lidt laengere

Sangita og Sabitri