Nayapul, Thikedhunga, Ulleri, Gorepani

Floddalen ved Birethandi – en halv time fra Nayapul

Tid til et kort hvil

Samme sted, lidt til venstre

Thikedhunga forude

Chandra Guesthouse, Thikedhunga, gaardspladsen

Der skulle vi op naeste morgen

Op, op, op

Tid til et lille hvil, lidt vand og en kiks. Herligt!

Og tid til lidt business

Saa dukker de op, de hvide bjerge

Husbyggeri, maendene blander moertel

Mor og ungerne hugger skaerver til moertelen

Binod slaeber, men han er glad for sit job som baerer

Ram, ogsaa kaldet Kamal

Vi melder vores ankomst til Gorepani hos politiet

20.1.09: Den første dag vandrede vi fra Nayapul (1070m) til Tirkhedhunga (1540m) og overnattede i et guesthouse, tilhørende en Gurung familie. Der var ikke andre gæster end os, men flere grupper af vandrende kom hen over gårdspladsen efter vores ankomst og en masse skolebørn på vej hjem fra skole. Husets unge piger passede biksen, mens forældrene var på indkøb i Pokhara. En flok æsler kom med forsyninger til den lille butik, der hørte til guesthouse’t. På denne tur ville vi ikke møde en eneste bil eller motorcykel. En flod brusede kraftigt langt under os, og et lille vandkraftværk gav lys til os og mange andre huse på bjergskråningerne hele aftenen og natten. Nepal er det land i verden, der har de næststørste vandressourcer, kun overgået af Brasilien. Udnyttelse af bare en tredjedel af denne ressource til dække hele Nepals behov for elektricitet. Men i øjeblikket er hele landet uden strøm i 18 ud af døgnets 24 timer. Det skyldes dels, at et stort indisk drevet vandkraftværk brød sammen efter oversvømmelse sidste år – og inderne har ikke fået det repareret – dels at bjergene ikke leverer så meget smeltevand i år, som de plejer. Situationen er selvfølgelig ikke holdbar, og Nepal premierminister har i sidste uge lovet, at der vil blive købt strøm i Indien (efter sigende til en pris, der er 3 gange så høj som den pris Indien betaler for nepalesisk strøm). Fra vores værelse kunne vi se den bakke, vi skulle over næste morgen. Den så ret uoverkommelig ud. Men den skulle kun være 500 m høj, og vi ville klare den på 1½ time. Sådan en sag havde jeg da godt og vel klaret på min lille tur nytårsdag. Jeg var ved så godt mod, at jeg tog en lille ekstra tur op til skolen, der lå et godt stykke ovenfor Tirkhedhunga. Her fik jeg en omvisning af et par af lærerne, der boede på skolen. Ram havde sagt til os, at det ville blive koldt om natten, så vi pakkede os godt ind: sovepose, fleece inderpose, tæppe og vattæppe – og svedte begge to, så det drev. Næste morgen forlod vi vores guesthouse kl. 9 og startede med at gå nedad, 100 m vel, til floden, over en hængebro og derefter op, op, op. Ram lærte os at gå langsomt, zigzage på trapperne og holde mange, men små pauser. Derfor overhalede vi efterhånden alle de stræbsomme grupper, f den første halve time havde overhalet os. ”Hvis vi går for hårdt til den, kommer vi til at holde flere og længere pauser. Og vi vil ikke have det godt”. Efter 1½ time drak vi te i Ulleri (1960m), og efter yderligere 1½ time spiste vi Dal Bhat i Banthanti (2300m). Efter endnu 1½ times vandring kom vi til Gorepani (2740m). Gorepani er et stort sted, hvor mange trekkingruter og ekspeditioner krydser hinanden. Dermed var turens hårdeste etape overstået, en stigning på i alt 1200 m på 4½ time. Det er ikke højden, der trætter. Det er stigningen, der kræver kondition og gode ben. I Gorepani blev vi indlogeret i vores egen lille hytte, med udsigt til fire rigtige bjerge: Nilgiri (7061m), Annapurna-I (8091m), Annapurna South (7219 m) og Hiunchuli (6441m). Det var i Gorepani, at vi tørrede tøj i spisestuen og varmede os ved ”masseovnen” og begyndte at spille kort med Binod. Det var også i Gorepani, at Ram for sidste gang fik lov at få indflydelse på, hvordan vi skulle forberede os på lave nattetemperaturer. Igen måtte vi begge svede, så det drev. Næste morgen blev vi vækket kl. 5.30, fordi vi ville se solopgangen over Himalaya. Vi havde svært ved at forestille os, at det kunne blive meget flottere end udsigten fra vores sovepose. Men nu er vi her jo, og hvornår mon vi kommer herop igen? Vi besteg Poon Hill (3240m) inden solopgang. Det var en hård tur, men det syn, der mødte os deroppe, var mere end hele besværet værd. Jeg vil lade billederne tale for sig selv. Klik paa dem, hvis du vil se dem i stor stoerrelse.