Paa trekking ved foden af de høje bjerge

25.1.2008: Vi kom tilbage i gaar eftermiddags og har vaeret lidt fortumlede og temmelig traette siden. Vores vandretur i ‘bjergene’ var en kaempestor oplevelse. Sidste soendag tog vi med bus fra Katmandu til Pokhara, 200 km mod vest. Pokhara (800 m) ligger meget smukt ved Fewa soeen og er stille og idyllisk ved siden af Katmandu.

Vi havde koebt turen i Katmandu, hos en trekkingarrangoer, som jeg havde faaet anbefalet hjemmefra. Ejeren selv, Ram Sapkota, var guide paa turen og Binot (efternavn?) var baerer. Ram er en fantastisk guide, og vi havde det fint sammen alle fire. Baade Ram og Binot kommer fra landet, og de er begge brahminer. Ram har arbejdet sig op (langt) nedefra og bor nu med sin kone og 2 soenner i Katmandu. Binot er bonde i Gorkha. Ram er i dag veludddannet (historie og statskundskab) og meget politisk bevidst (reformvenlig). Han har derfor baade viden, erfaring, politisk indsigt og stort socialt engagement at oese af. En kronologisk beretning fra denne vandretur vil fylde for meget. Derfor har jeg valgt at snuppe brudstykker fra min dagbog og kigge lidt naermere paa nogle af de billeder, vi har taget undervejs.

23.1.2009: Klokken er halv syv paa fjerdedagen. Jeg vaagnede for en times tid siden, da jeg lugtede roeg fra koekkenet nedenunder. Det har ikke vaeret koldt i nat, selv om vi kunne kigge ud af vaeggene … ogsaa her i Tadapani ser det ud til, at Ram har skaffet os det bedste vaerelse.  Jeg sidder nu i spisestuen og nyder en kop kaffe med maelk. Ud af vinduerne lige foran mig begynder solen at skinne paa toppen af Annapurna South (7219 m) og lidt senere paa Machapuchhre (6997 m), ogsaa kaldet Fishtail paa grund af den kloevede bjergtop. Udenfor vinduet til hoejre bliver himlen mere og mere roed. Vi befinder os i 2590 m hoejde, altsaa langt under bjergene. Det er smaakoldt her i spisestuen - desvaerre ikke som i gaar aftes, da der var sat konservesdaaser med gloeder fra komfuret ind under spisebordet. Her til morgen er der kun det tykke, uldne bordforhaeng at varme sig ved.. I gaar, da vi overnattede i Gorepani (2840 m), hyggede gaesterne sig i spisestuen omkring en olietoende, der var bygget om til braendeovn. Toenden stod paa en 40 cm hoj, 1,5×1,5 m stor sokkel. Ovenpaa toenden var der bygget en kasse, hvor tykke vandroer gik igennem. Hele anordningen var pakket ind i ler. Ikke helt en masseovn, men naesten, vel. Paa kanten af soklen var et ikke saerligt smukt traestativ klampet sammen. Det viste sig at vaere et toerrestativ .. som vi ogsaa omgaaende flyttede ind i. Det er jo genialt. Nu begyender de andre gaester at staa op. Ram, Asmus og Binot kommer ogsaa. Tid til morgenmad. Jeg skal helt sikkert have en ordentlig skaalfuld havregroed, tibetanske broed og maaske et par spejlaeg. Jeg er bare hundesulten. Og en kop kaffe mere. Asmus faar sikkert en osteomelet og samme broed (frisklavet paa panden, i olie). Ram og Binot skal have suppe med boenner, linser og groentsager og dertil broed, kan jeg se. Ogsaa stegt paa panden, men ikke i olie. Turen i dag gaar foerst ned, saa stejt op og stejlt ned. 4,5 times vandring har vi foran os, men det bliver ikke den haardeste dag. Vi slutter i Gandrung, en efter sigende smuk Gurung landsby paa en sydvendt bjergskraaning.

Binot, Ram og Asmus

Binot og jeg udgjorde bagtroppen

Ram og Asmus

Annapurna South (7219 m) – lige uden for vinduet

Solopgang

Dejligt at kunne varme sig, laese bog, toerre toej og snakke paa en gang

Asmus i soveposen i Gorepani

Efter en times vandring fra Gorepani

- er vi naaet til naeste bakketop. Baade Poon Hill og Gorepani ses i baggrunden

20.1.2009: Ifølge traditionen er det yngste søn, der skal tage sig af forældrene. Når den ældste søn skal giftes og flytte hjemmefra, gøres familiens ejendomme op, og de deles ligeligt mellem de mandlige familiemedlemmer, det vil sige mellem faderen og sønnerne. Ældste søn får således sin del at starte fremtiden med og resten bliver i familien. Når næstældste søn når til ægteskabet, gøres boet op igen, så også næstældste søn kan få sin andel med hjemmefra. Pigerne får ikke andet med hjemmefra end deres arbejdskraft. Den yngste søn bliver på denne måde naturligt den , der skal tage vare på sine forældre. Han har tilmed fælles økonomi med sine forældre.

Da Ram’s mor skulle giftes, fik hun – udenom ret og tradition – en ged af sine forældre. En ged svarer til en god årsløn, så det var en stor ting, og hun forstod at få noget ud af gaven. Hun passede på geden og kunne bl.a. give sine fire sønner hver en ged, efterhånden som de fik brug for det. Ram fik sin ged, da han var 15 år og gerne ville i gymnasiet. Ram valgte at sælge sin ged og købe en lille forretning, hvor han solgte sæbe, linser, karameller, cigaretter og andre småting. Om morgenen, før skoletid, og om eftermiddagen var han i butikken, hvor han også kunne lave lektier, når der ikke var kunder. For fortjenesten kunne han betale sine skolepenge, skoletøjet og skolematerialerne. Efter gymnasiet solgte han butikken, for han havde en drøm om at læse videre i Katmandu. Han solgte butikken rigtig godt – for et beløb, der svarer til 4 geder. Da Ram er yngste søn, tilfaldt fortjenesten (eller måske kun en del af den?) familien, det vil sige faderen. Uanset om forældrene syntes om hans drøm om at læse videre, havde familien ikke råd. Ram stak af hjemmefra. Tog til Pokhara og startede en lille budforretning under et af de store Buddhatræer, der står på midt hovedgaden (fra det sted, hvor Ram fortalte os sin livshistorie, kunne vi se Buddhatræet). Han transporterede varer for de handelsdrivende og deres kunder. Ram skrev hjem til sine forældre, at de ikke skulle være bekymrede for ham og snart kunne han da også tage hjem med de første par tusinde rupies til faderen. Der var god gang i turismen i Pokhara, så forretningen udviklede til en porterforretning, hvor Ram var porter for byens trekkingfirmaer. Vi skriver nu 1995 i vores gregorianske kalender. Ram tog efter nogen tid til Kathmandu for at læse historie og statskundskab. Som selvstuderende kunne han kan spare nogle udgifter, og han kunne passe et arbejde, først som porter, siden som guide hos Jysk Rejsebureau. I vores år 2000 forlod Ram Highlander, som Jysk Rejsebureau’s kontor her i Nepal hedder, og startede for sig selv.