Archive for januar 2009

h1

Paa vej til Chitwan

31. januar 2009

Asmus er taget hjem i dag. Vi har haft en dejlig tid sammen, og der er pludselig blevet lidt tomt. Jeg har puslet lidt med bloggen og et stoerre mail efterslaeb her i eftermiddag. Jeg er flyttet fra hotellet og hjem til vaerelset igen. I aften pakker jeg rygsaekken til naeste uges tur til Manoj Gandhabar’s landsby Kantipur i Chitwan, en dagsrejse herfra mod syd. Manoj har lovet at skaffe busbilletter og koebe lidt toj til sine tre boern for mig (han mente, det var bedre for prisen, at jeg holdt mig vaek og overlod indkoebet helt og holdent til ham). Jeg har haevet penge til koeb af 25 geder, men saa mange bliver det naeppe til? I morgen skal jeg skrive Manoj og mine ideer ned, saa jeg kan fortaelle landsbyen om dem. Og jeg skal have lavet et lille skema i 25 eksemplarer til registrering af omkring 25 gandhabar familier. Kort fortalt, er det Manoj’s og min ide, at vi sammen med de 25 familier, der er Kantipurs fattigste, skal laegge en plan for en baeredygtig fremtid. Vi skal proeve at finde et projekt, der kan samle de 25 familier om at faa et indskud pa 25 geder (eller tilsvarende) til at vokse. Vi skal have lavet et landsbyraad, der kan tage loebende beslutninger paa vegne af gandhabarerne. Og vi skal have aftalt, hvem der har ansvar for hvad og hvordan vi skal klare opfoelgningen af det, vi saetter igang.  Manoj og jeg har diskuteret projektet laenge, og jeg er spaendt paa, hvordan det vil gaa i naeste uge. Jeg har laant et par billeder af Dorte Just, som kender Manoj, hans familie og hans landsby og som jeg gerne her vil sige mange, mange tak  for kaempestor inspiration og stoette og hjaelp, baaede foer og undervejs i Nepal.

Lagt i Uden kategori | 12 kommentarer »

h1

Nayapul, Thikedhunga, Ulleri, Gorepani

30. januar 2009

20.1.09: Den første dag vandrede vi fra Nayapul (1070m) til Tirkhedhunga (1540m) og overnattede i et guesthouse, tilhørende en Gurung familie. Der var ikke andre gæster end os, men flere grupper af vandrende kom hen over gårdspladsen efter vores ankomst og en masse skolebørn på vej hjem fra skole. Husets unge piger passede biksen, mens forældrene var på indkøb i Pokhara. En flok æsler kom med forsyninger til den lille butik, der hørte til guesthouse’t. På denne tur ville vi ikke møde en eneste bil eller motorcykel. En flod brusede kraftigt langt under os, og et lille vandkraftværk gav lys til os og mange andre huse på bjergskråningerne hele aftenen og natten. Nepal er det land i verden, der har de næststørste vandressourcer, kun overgået af Brasilien. Udnyttelse af bare en tredjedel af denne ressource til dække hele Nepals behov for elektricitet. Men i øjeblikket er hele landet uden strøm i 18 ud af døgnets 24 timer. Det skyldes dels, at et stort indisk drevet vandkraftværk brød sammen efter oversvømmelse sidste år – og inderne har ikke fået det repareret – dels at bjergene ikke leverer så meget smeltevand i år, som de plejer. Situationen er selvfølgelig ikke holdbar, og Nepal premierminister har i sidste uge lovet, at der vil blive købt strøm i Indien (efter sigende til en pris, der er 3 gange så høj som den pris Indien betaler for nepalesisk strøm). Fra vores værelse kunne vi se den bakke, vi skulle over næste morgen. Den så ret uoverkommelig ud. Men den skulle kun være 500 m høj, og vi ville klare den på 1½ time. Sådan en sag havde jeg da godt og vel klaret på min lille tur nytårsdag. Jeg var ved så godt mod, at jeg tog en lille ekstra tur op til skolen, der lå et godt stykke ovenfor Tirkhedhunga. Her fik jeg en omvisning af et par af lærerne, der boede på skolen. Ram havde sagt til os, at det ville blive koldt om natten, så vi pakkede os godt ind: sovepose, fleece inderpose, tæppe og vattæppe – og svedte begge to, så det drev. Næste morgen forlod vi vores guesthouse kl. 9 og startede med at gå nedad, 100 m vel, til floden, over en hængebro og derefter op, op, op. Ram lærte os at gå langsomt, zigzage på trapperne og holde mange, men små pauser. Derfor overhalede vi efterhånden alle de stræbsomme grupper, f den første halve time havde overhalet os. ”Hvis vi går for hårdt til den, kommer vi til at holde flere og længere pauser. Og vi vil ikke have det godt”. Efter 1½ time drak vi te i Ulleri (1960m), og efter yderligere 1½ time spiste vi Dal Bhat i Banthanti (2300m). Efter endnu 1½ times vandring kom vi til Gorepani (2740m). Gorepani er et stort sted, hvor mange trekkingruter og ekspeditioner krydser hinanden. Dermed var turens hårdeste etape overstået, en stigning på i alt 1200 m på 4½ time. Det er ikke højden, der trætter. Det er stigningen, der kræver kondition og gode ben. I Gorepani blev vi indlogeret i vores egen lille hytte, med udsigt til fire rigtige bjerge: Nilgiri (7061m), Annapurna-I (8091m), Annapurna South (7219 m) og Hiunchuli (6441m). Det var i Gorepani, at vi tørrede tøj i spisestuen og varmede os ved ”masseovnen” og begyndte at spille kort med Binod. Det var også i Gorepani, at Ram for sidste gang fik lov at få indflydelse på, hvordan vi skulle forberede os på lave nattetemperaturer. Igen måtte vi begge svede, så det drev. Næste morgen blev vi vækket kl. 5.30, fordi vi ville se solopgangen over Himalaya. Vi havde svært ved at forestille os, at det kunne blive meget flottere end udsigten fra vores sovepose. Men nu er vi her jo, og hvornår mon vi kommer herop igen? Vi besteg Poon Hill (3240m) inden solopgang. Det var en hård tur, men det syn, der mødte os deroppe, var mere end hele besværet værd. Jeg vil lade billederne tale for sig selv. Klik paa dem, hvis du vil se dem i stor stoerrelse.

Lagt i Uden kategori | 6 kommentarer »

h1

Mere fra trekkingturen

29. januar 2009

21.1.09: I dag spiste vi frokost – Dal Bhat – i Banthanti, et sted, hvor et par huse klemte sig op ad en lodret klippevæg. Det så nærmest ud som om, bjerget  var ved at falde ned over os.

Tre herlige piger, der fik os alle til at grine, lavede mad til os. Jeg har jo for længst fundet ud af, at Dal Bhat smager bedst, når den spises med fingrene. Ram og Binot giver mig uden at tøve ret. Når jeg spiser med fingrene, gør de det også. Asmus synes, det ser ulækkert ud og prøver med alle sine talegaver at overbevise mig om det vanvittige i at spise med fingrene, når der er bestik paa bordet. Han undgår tilmed bevidst at dokumentere diskussionsemnet. Et ungt par fra Vesten, som vi har mødt flere gange siden Pokhara, lod sig også lokke af den muntre stemning til også at prøve. Indrømmet, det er også grænseoverskridende for mig at stikke klør fem ned i maden for derefter at spise med dem. Men det er en god fornemmelse, når det første skridt er taget, og Nepals nationalret, ris med linsesuppe og grøntsager smager pludseligt guddommeligt.  

Samme sted, i Banthanti, kom den ældste af pigerne ud på køkkentrappen, da maden var serveret. Nepaleserne morede sig kosteligt over et eller andet, som Asmus og jeg ikke kunne fange en eneste brik af. Efter et stykke tid spurgte pigen mig, om vi også droppede en måned i dette forår. Det havde hverken Asmus eller jeg hørt noget om. Pigen fortalte, at en måned ville blive skåret ud af den nepalesiske kalender her i foråret, omkring april. Grinende spurgte hun mig, hvad vi i Vesten ville lave imens. Jeg sagde, at vi jo hellere måtte lægge os til at sove… Så grinede alle igen. Nepaleserne har dejlig let ved at grine. Jeg foreslog så, at vi da også kunne bruge tiden på at tage på ferie i Nepal. Nej, nej, det skulle vi endelig ikke gøre. For Nepal ville jo slet ikke være det. Det lød jo rigtigt nok.

Om jeg når at finde ud af, hvorfor en måned vil blive skåret væk…?… men lad mig fortælle den smule, jeg ved om de nepalesiske kalendere. Nepal har mange kalendere. Den officielle, nuværende kalender, Bikram Sambat (BS) er en solkalender, mens de religiøse højtider følger den gamle månekalender. Bikram Sambar er forskudt med 56 år og 8½ måned i forhold til vores gregorianske kalender. Det officielle nytår i Nepal falder omkring vores 13.april (de etniske grupper fejret nytår på forskellige tidspunkter; i skrivende stund (28.1) holdes der f.eks. nytårsfester i Nagarkot, hvor der bor mange Tamang’er). Det vil sige, at vores ”onsdag 28. januar 2009” svarer til Nepals ”Budhha bar 15 Magha 2065” (her skrevet med vores bogstaver og tal … jeg tror ikke, I kan klare mere input i dag – J… jeg skal nok undersøge, hvorfor onsdag kaldes Buddha bar).

Den største etniske gruppe her i Katmandudalen er newar’erne. Deres nytår ligger i vores oktober-november, to dage før nymåne, og nytårsfesten kaldes Dipávali (lysenes fest) eller Tihar (en række lamper). Tihar betragtes af mange nepalesere som årets vigtigste fest. Vores ”28. januar 2009 svarer til newarernes ”Ditiya 26 Chillatwo 1129” (den 26. dag efter fuldmåne i måneden Chillatwo i året 1129 … og nu spørger I nok, hvordan det år er skruet sammen – L)

Jeg har i dag ladet mig fortælle, at det er den sidste måned (Chaitra) i det kommende år (2066), der bliver skåret bort, og at det sker for at justere kalenderåret til månens cyklus. Jeg har dog også ladet mig fortælle, astrologerne ikke er enige om nødvendigheden af at skære noget af tiden … måske bliver det slet ikke til noget. Det skal også siges, at måneden Chaitra myldrer med højtider, som Nepal selvfølgelig ikke vil kunne overleve uden.

Indrømmet, i dette indlæg har jeg igen været på dybt vand…. 

Lagt i Uden kategori | 4 kommentarer »

h1

Paa trekking ved foden af de høje bjerge

27. januar 2009

25.1.2008: Vi kom tilbage i gaar eftermiddags og har vaeret lidt fortumlede og temmelig traette siden. Vores vandretur i ‘bjergene’ var en kaempestor oplevelse. Sidste soendag tog vi med bus fra Katmandu til Pokhara, 200 km mod vest. Pokhara (800 m) ligger meget smukt ved Fewa soeen og er stille og idyllisk ved siden af Katmandu.

Vi havde koebt turen i Katmandu, hos en trekkingarrangoer, som jeg havde faaet anbefalet hjemmefra. Ejeren selv, Ram Sapkota, var guide paa turen og Binot (efternavn?) var baerer. Ram er en fantastisk guide, og vi havde det fint sammen alle fire. Baade Ram og Binot kommer fra landet, og de er begge brahminer. Ram har arbejdet sig op (langt) nedefra og bor nu med sin kone og 2 soenner i Katmandu. Binot er bonde i Gorkha. Ram er i dag veludddannet (historie og statskundskab) og meget politisk bevidst (reformvenlig). Han har derfor baade viden, erfaring, politisk indsigt og stort socialt engagement at oese af. En kronologisk beretning fra denne vandretur vil fylde for meget. Derfor har jeg valgt at snuppe brudstykker fra min dagbog og kigge lidt naermere paa nogle af de billeder, vi har taget undervejs.

23.1.2009: Klokken er halv syv paa fjerdedagen. Jeg vaagnede for en times tid siden, da jeg lugtede roeg fra koekkenet nedenunder. Det har ikke vaeret koldt i nat, selv om vi kunne kigge ud af vaeggene … ogsaa her i Tadapani ser det ud til, at Ram har skaffet os det bedste vaerelse.  Jeg sidder nu i spisestuen og nyder en kop kaffe med maelk. Ud af vinduerne lige foran mig begynder solen at skinne paa toppen af Annapurna South (7219 m) og lidt senere paa Machapuchhre (6997 m), ogsaa kaldet Fishtail paa grund af den kloevede bjergtop. Udenfor vinduet til hoejre bliver himlen mere og mere roed. Vi befinder os i 2590 m hoejde, altsaa langt under bjergene. Det er smaakoldt her i spisestuen - desvaerre ikke som i gaar aftes, da der var sat konservesdaaser med gloeder fra komfuret ind under spisebordet. Her til morgen er der kun det tykke, uldne bordforhaeng at varme sig ved.. I gaar, da vi overnattede i Gorepani (2840 m), hyggede gaesterne sig i spisestuen omkring en olietoende, der var bygget om til braendeovn. Toenden stod paa en 40 cm hoj, 1,5×1,5 m stor sokkel. Ovenpaa toenden var der bygget en kasse, hvor tykke vandroer gik igennem. Hele anordningen var pakket ind i ler. Ikke helt en masseovn, men naesten, vel. Paa kanten af soklen var et ikke saerligt smukt traestativ klampet sammen. Det viste sig at vaere et toerrestativ .. som vi ogsaa omgaaende flyttede ind i. Det er jo genialt. Nu begyender de andre gaester at staa op. Ram, Asmus og Binot kommer ogsaa. Tid til morgenmad. Jeg skal helt sikkert have en ordentlig skaalfuld havregroed, tibetanske broed og maaske et par spejlaeg. Jeg er bare hundesulten. Og en kop kaffe mere. Asmus faar sikkert en osteomelet og samme broed (frisklavet paa panden, i olie). Ram og Binot skal have suppe med boenner, linser og groentsager og dertil broed, kan jeg se. Ogsaa stegt paa panden, men ikke i olie. Turen i dag gaar foerst ned, saa stejt op og stejlt ned. 4,5 times vandring har vi foran os, men det bliver ikke den haardeste dag. Vi slutter i Gandrung, en efter sigende smuk Gurung landsby paa en sydvendt bjergskraaning.

20.1.2009: Ifølge traditionen er det yngste søn, der skal tage sig af forældrene. Når den ældste søn skal giftes og flytte hjemmefra, gøres familiens ejendomme op, og de deles ligeligt mellem de mandlige familiemedlemmer, det vil sige mellem faderen og sønnerne. Ældste søn får således sin del at starte fremtiden med og resten bliver i familien. Når næstældste søn når til ægteskabet, gøres boet op igen, så også næstældste søn kan få sin andel med hjemmefra. Pigerne får ikke andet med hjemmefra end deres arbejdskraft. Den yngste søn bliver på denne måde naturligt den , der skal tage vare på sine forældre. Han har tilmed fælles økonomi med sine forældre.

Da Ram’s mor skulle giftes, fik hun – udenom ret og tradition – en ged af sine forældre. En ged svarer til en god årsløn, så det var en stor ting, og hun forstod at få noget ud af gaven. Hun passede på geden og kunne bl.a. give sine fire sønner hver en ged, efterhånden som de fik brug for det. Ram fik sin ged, da han var 15 år og gerne ville i gymnasiet. Ram valgte at sælge sin ged og købe en lille forretning, hvor han solgte sæbe, linser, karameller, cigaretter og andre småting. Om morgenen, før skoletid, og om eftermiddagen var han i butikken, hvor han også kunne lave lektier, når der ikke var kunder. For fortjenesten kunne han betale sine skolepenge, skoletøjet og skolematerialerne. Efter gymnasiet solgte han butikken, for han havde en drøm om at læse videre i Katmandu. Han solgte butikken rigtig godt – for et beløb, der svarer til 4 geder. Da Ram er yngste søn, tilfaldt fortjenesten (eller måske kun en del af den?) familien, det vil sige faderen. Uanset om forældrene syntes om hans drøm om at læse videre, havde familien ikke råd. Ram stak af hjemmefra. Tog til Pokhara og startede en lille budforretning under et af de store Buddhatræer, der står på midt hovedgaden (fra det sted, hvor Ram fortalte os sin livshistorie, kunne vi se Buddhatræet). Han transporterede varer for de handelsdrivende og deres kunder. Ram skrev hjem til sine forældre, at de ikke skulle være bekymrede for ham og snart kunne han da også tage hjem med de første par tusinde rupies til faderen. Der var god gang i turismen i Pokhara, så forretningen udviklede til en porterforretning, hvor Ram var porter for byens trekkingfirmaer. Vi skriver nu 1995 i vores gregorianske kalender. Ram tog efter nogen tid til Kathmandu for at læse historie og statskundskab. Som selvstuderende kunne han kan spare nogle udgifter, og han kunne passe et arbejde, først som porter, siden som guide hos Jysk Rejsebureau. I vores år 2000 forlod Ram Highlander, som Jysk Rejsebureau’s kontor her i Nepal hedder, og startede for sig selv.

Lagt i Uden kategori | 7 kommentarer »

h1

Paa vej til filmen

18. januar 2009

Nu kan I have det saa godt, for jeg er gaaet til filmen!! I gaar blev jeg hyret til en ny nepalesisk spillefilm, Palpalma – om kaerlighed, venskab og tiltraekning. Og her i formiddag var Asmus og jeg i studiet for at indspille et stykke lyd. Ok, det er ikke nogen stor rolle, jeg har. Jeg skal laegge lyd til en laeges ord til en syg, kvindelig patient: “She’s getting fine. But she needs to have a rest for two days. OK. Get well soon”. Det er alt. Filmen, som er paa 125 minutter og har et budget paa omkring 300.000 kr., har premiere midt i februar. Og jeg vil selvfoelgelig faa en saerlig invitation til premieren. 

 

Lagt i Uden kategori | 8 kommentarer »

h1

15. januar 2009

15. januar 2009

Halvanden maaned har jeg vaeret i Nepal. Halvanden har jeg tilbage. Al erfaring viser, at tiden loeber staerkere og staerkere i alle gode stunder. Det er en saerlig dag i dag, for Asmus kommer. Han skal vaere her i 2 uger. Vi har planlagt et par ting, men ogsaa levnet plads til at lave ingenting og til at vaere dagsturist i Katmandu. Loerdag eller soendag skal vi paa tur til Telkot. Jeg glaeder mig til at gense Kalpana, Tikaram, deres to boern, Badri, Bimala og hendes familie – og til at se, hvordan det er gaaet med Kalpana og Tikarams hus. Asmus vil uden tvivl vaere mere end velkommen overalt. Snarest efter weekenden tager vi paa en uges bjergvandring. Det er paa tide at se lidt naermere paa smaabakkerne mod nord, ogsaa kaldet Himalaya. En uge er faktisk lidt for kort tid til de helt store natur- og kulturoplevelser (tror jeg nok), men vi vaelger en rute, hvor vi vil faa et indtryk af verdens hoejeste bjerge og af de mennesker, der bor paa vej derop. Som sagt har Asmus og jeg ogsaa nogle dage sammen, som endnu ikke er lagt i plan og skema.

I begyndelsen af februar, naar Asmus er taget hjem til historiestudierne igen, vil jeg tage med Manoj Gandhabar til hans landsby Kantipur i Madi i Chitwan (en dagsrejse SV for Kathmandu). Manoj og jeg har den sidste maaned drukket mange kopper te sammen og snakket om, hvordan vi sammen kunne goere noget godt for de fattigste familier i Kantipur. Manoj har laert mig meget om livsvilkaarene for Nepals nederste samfundslag, Dalitterne. Gandhabarerne hoere til denne kaste. Jeg har en lille pose penge med hjemmefra, som Manoj og jeg diskuterer, hvordan vi faar mest ud af. Mere om Manoj og Kantipur om 14 dage. Efter Kantipur tager jeg maaske en uge til Vestnepal, men den tur er straks mere usikker. Jeg skal se at faa muligt et alternativ paa skinner. Derudover ingen store planer endnu.

Lagt i Uden kategori | 3 kommentarer »

h1

Pashupatinath

6. januar 2009

Hinduerne brænder sine døde og lader de sidste jordiske rester forsvinde ud i havet. Hvis man dør eller brændes ved Ganges frigøres man fra den endeløse cyklus af genfødsler.

Øst for Katmandus centrum flyder floden Bagmati, en af Ganges bifloder. Her ved floden ligger Nepals største hindutempel, Pashupatinath, Shiva i skikkelse af dyrenes beskytter. Der er kun adgang for hinduer. Ved siden af templet ligger to rækker ligbrændingspladser, hvor det er forståeligt nok er særligt attraktivt at blive brændt. Den øvre ligbrændingsplads er for de kongelige og samfundets øverste lag, den nedre er for almindelige mennesker. Der brændes døgnet rundt. De pårørende forestår selv ligbrændingen: Et leje bygges af svært tømmer. Herpå lægges den afdøde, der er dækket af et klæde. Der tændes op under den afdøde med straa og tændbriketter. Over den døde lægges fra ansigtet og nedefter neg af strå, vædet i floden for at sikre, at de ikke flyver væk, men bliver ved bålet. Store smørklatter (margarine) fordeles over den afdøde.

På selve kremeringsstedet befinder sig kun familien og den afdøde, men over pladsen, på broerne over floden og på trapper på den anden side af floden befinder der sig mange tilskuere. Der foregår andre rituelle handlinger ved floden, og der er liv og aktiviteter alle vegne. Men også stor højtidelighed. Ligbrændingen tager flere timer, og det lykkedes mig ikke i løbet af de tre timer, jeg var her, at se en hel ligfærd til ende. Men jeg lagde mærke til, at der kun var mænd til stede under selve afbrændingen, og at den afdødes drengebørn var blevet kronragede. I 13 dage efter ligbrændingen skal den dødes ægtefælle leve afsondret, gå klædt i hvidt og må ikke spise salt. En kvinde må ikke bære røde farver i et helt år efter sin mands død.

Jeg må i øvrigt beklage, at denne beretning er behæftet med en næsten utilstedelig uvidenhed om, hvad der i grunden foregår i og omkring templerne.

Jeg var ikke helt tryg ved at besøge dette sted. Jeg har aldrig set et menneske blive brændt. Hjemme kører rustvognen jo bare væk med den kære afdøde. Men kremeringen her foregik med største naturlighed og ro. Ingen dramatik, ingen voldsomme følelsesudbrud. Og hos mig ingen antydning af hverken ubehag eller fremmedgjorthed. Kun stor respekt.

Hinduerne brænder sine døde og lader de sidste jordiske rester forsvinde ud i havet. Buddhisterne brænder også sine døde, men bærer de sidste jordiske rester, de brændte knogler, op på toppen af et bjerg og lægger dem under en sten.

 

Lagt i 1 | 9 kommentarer »

h1

Danseskole

6. januar 2009

Man skal smede, mens jernet er varmt. Det er nu en uge siden, jeg var med Tsering i danseskole, men jeg har ikke faaet skrevet en linje.

Tsering er af tibetansk afstamning. Han og hans familie bor i de tibetanske bosættelse her i Kathmandu.  Både han og hans far arbejder på tæppefabrikken, der laver tibetanske tæpper. Der er omkring 16.000 tibetanske flygtninge i Nepal. Kort efter flugten fra Lhasa i 1959 grundlagde Dalai Lama, The Tibetan Institute of Performing Arts (TIPA). Instituttet, der eksisterer den dag i dag, skal bevare og styrke den tibetanske identitet og de ældgamle traditioner omkring den tibetanske opera, Lhamo.

Sammen med 30 andre unge mennesker øver Tsering hver lørdag dans og sang i Kathmandus Lhamo trup. Træningen foregår i en nedlagt fabrik i Bouddha, bydelen omkring den store stupa Bouddhanath, hvor der bor rigtig mange tibetanere. Danselærere, uddannet på TIPA, underviser.  Gamle mænd, der for 2 menneskealdre var Lhamodansere i Tibet, sidder hele på bænken langs væggen og kommenterer de unges dans. De gaar vældigt op i det hele, rådgiver danselærerne og morer sig kosteligt.

Ogsaa en stor flok unge, der gerne vil optages i Lhamo truppen, deltager i danseskolen. Måske optages de efter et halvt års prøvetid.  

Lhamo blev opfundet af en buddhistisk munk, Thangtong Gyalpo, i 1300-tallet. Ved underholdning skaffede han penge til at bygge broer over de største af Tibets floder – broer, der skulle gøre det nemmere at udbrede kendskabet til buddhismen. Syv søstre, broarbejdere, smukke som gudinder (Lhamo-er), skal have givet navn til den tibetanske opera. Lhamo blev meget udbredt og populært i århundrederne efter. Alle store distrikter i Tibet havde sin Lhamo trup, og hvert år samledes de i Dalai Lamas sommerpalads, Norbulingka, i Lhasa. 

I det gamle Tibet tog en forestilling flere dage, men nu om stunder varer en forestilling et par timer. Der danses og synges efter en nøje fastlagt plan. Handlingen i operaerne er hentet fra buddhistisk fortællinger og den tibetanske historie. Dragterne og maskerne er farvestrålende og imponerende. Musikinstrumenterne er først og fremmest tromme og bækken, men ogsaa den tibetanske guitar “Dangen” og xylofoner indgaar i Lhamo. 

Jeg forsøgte at lave videooptagelser med mit kamara, men både billede og lyd var af en sådan kvalitet, at det ikke vil yde Lhamoen retfærdighed at bringe klippene her. I stedet må vi nøjes med et par still billeder fra Bouddha i lørdags og saa til gengæld en samling fantastiske opagelser fra en af truppens forestillinger. Hvem der bare havde været der….

Læs mere: Dansk Selskab for Tibetansk Kultur: Tibetanere i eksil

Lagt i 1 | 2 kommentarer »

h1

Katmandu-Godavari-Latebanjang-Narayandanda-Dandachaur-Panauti-Katmandu

2. januar 2009
Vi startede med at laase os ind paa Jysk Rejsebureau’s kontor nytaarsmorgen kl. 8. Der havde vaeret fest om natten, og resterne af festen laa spredt og klagende sig rundt omkring paa gulvet. Naa skidt, vi skulle bare have noteret mine forsikringsdata og saa afsted med mikrobus til Godavari (1563 m). Vi fik morgenmad paa busholdepladsen der, chili-kartoffelsuppe med tre haardkogte aaeg… Mhmmm…

Det blev en lidt anden tur end planlagt. Mingma Sherpa, bjergbestiger fra Khumbu, tog et par raske, hensigtsmaaesige og hensynsfulde beslutninger undervejs.

Den botaniske have med orkideerne, som virkelig skulle vaere noget saerligt, ogsaa her om vinteren, droppede vi. Den var ikke aaben endnu, og jeg har et staaende tilbud om at se den paa anden maade. Efter et par minutter begyndte opstigningen gennem skov og krat, til Latebanjang (2117m). En stigning paa 554 m paa 2 timer. Det var nok for mig. Pulchowk, 600 m hoejere oppe paa en anden bjergtop blev droppet. Jeg har forresten aldrig vaeret saa hoejt oppe foer. Undervejs fik vi nogle fantastiske udsigter over Katmandudalen, desvaerre var det lidt diset denne formiddag.

Paa toppen ligger en 5-6 huse. Vi blev moedt at et aeldre par, der sad foran deres hus og noed en kop hjemmelavet hirsesnaps. I de andre huse var der ingen hjemme, alle var paa arbejde i skoven. Undtagen det sidste lille, lerklinede hus. Der var bedstemorhjemme sammen med de smaa boerneboern, der tumlede rundt paa terrasserne nedenfor huset. Mailitamang paa 72 aar fandt en maatte frem til os. Mingma gav en hende en cigaret, som hun tydeligvis noed rigtig meget. Jeg havde et par chokoladekiks, som hun gemte i det klaede, hun havde bundet om maven. Mailitamang boede i huset sammen med sin svigersoen (og – underforstaaet – datteren og de 4 boerneboern). Vi havde en hyggelig stund, foer vi takkede af og gik videre.

Nedad, nedad, nedad. Ad smaa stier, langs markskel. Foerst gennem et noget udtoerret bjerglandskab med smaa, spredt beliggende huse, men senere, da vi var kommet forbi en lille flods udspring, gennem stadig frodigere landbrugsland. det gik knap saa stejlt ned, som det var gaaet opad, men til gengaeld var stien glat og stenet (jeg taenkte paa de forsikringsdata, vi havde efterladt paa kontoret i Katmandu og paa, hvad Mingma ville goere, hvis jeg faldt og braekkede benet her.. hans armbaandsur kunne fortaelle hoejden, maaske var det ogsaa en slags GPS?).

Naa, skidt med det, det var bare med at haenge i. Mingma var naesten hele tiden et godt stykke foran mig. Maaske af taktisk, psykologiske grunde. Kun engang imellem sagtede han farten, saa jeg kunne komme op til ham og snakke lidt. Og saa var han vaek igen. Hvis jeg skulle have bestemt tempoet, havde vi vaeret noedt til at tage en overnatning undervejs. Til gengaeld fandt jeg efterhaanden ud af at sige til mig selv, at jeg ikke skulle have daarlig samvittighed. Jeg havde jo betalt for denne oplevelse. Saa jeg standsede bare op, naar den fantastiske bjerglandskab boed mig at nyde det.

Undervejs moedte vi boender, der var paa vej ud eller hjem. Med boern i den skolepligtige alder. Skulle de ikke vaere i skole nu? Jo, sagde Mingma, det burde de. Alle hilste venligt “Namaste”, den hilsen alle bruger, som vi siger “hej”. Vi gik gennem skov og krat langs floden, krydsede den flere steder. Stejle skraenter paa begge sider af floden, overalt hvor muligt terrassebrug. Kom forbi enkelte huse, der nu var stoerre end dem paa toppen. Pludselig aabnede dalen sig, og der laa pludselige huse overalt paa skraenterne, gule sennepsmarker, lysgroenne hvede- og majsmarker og nyploejede marker. Endda et lille vandkraftvaerk kom vi forbi. En lille landsby dukkede op, Narayandanda, med hundredevis af boern i forskelligt farvede skoleuniformer. Der er altsaa muligt at gaa i skole her.

Jeg fornemmede faktisk stor velstand her, maalt med Nepals maalestok selvfoelgelig. Velholdte huse, arbejdssomme mennesker, sunde og rene boern. Mingma kunne bekraefte, at boennerne var meget produktive her og landbruget meget givtigt. En subtropisk dal med avl af kartofler, ris, majs, hvede, kinaradisser, sennep, tomater, hvidloeg, loeg, clemmentiner, ingefaer, salat, hvidkaal – ja alt syntes muligt at dyrke her.

Vi sluttede vandreturen af i Dandachaur (1700 m) , en lidt grim landsby med busstop. Fattige folk, masser af affald, skrot, uplejede omgivelser … Er det naar foerst naar bilerne ikke kan komme frem, at det bliver smukt? Eller hvordan haenger det sammen? Det maa vi vende tilbage til. I hvert fald var vi hundesultne begge to. Mingma spiste mindst 5 ‘aebleskive’-ringe (hvad mon de hedder?), jeg kun en, foer vi ved tretiden fik vores frokost, Chowmin med groentsager og varm, nymalket komaelk (nu kan jeg med stor overbevisning sige, at boeffelmaelk er en meget stor delikatesse, komaelk smager som derhjemme).

Vi tog bussen til Panauti. Klokken var mange,  saa der var ikke tid til at ose rundt der. Busskift til Bhaktapurbussen. Trafikkaos og forurening paa vej ind i Katmandu. Puh ha, det er altsaa ikke rart. Tilbage kl. 18 - som planlagt. En fin dag. Og taenk, intet at maerke i benene dagen efter. Jeg skal godt nok traene lidt, inden Asmus og jeg skal paa trekking om 14 dagen, men det skal jeg nu nok klare. Heller ingen problemer at maerke i forhold til hojder paa 2100 m. Det er jo bare herligt. Asmus og jeg skal efter planen op i 3200 m.

*** Der skal saettes kartofler her. Kartoflerne laegges (direkte?) ovenpaa goedningen og de hyppes straks. Derved dannes dybe render mellem raekkerne. Heri vandes. Kartofler hedder ‘aalu’ paa nepali.

Alle billeder kan forstoerres ved at klikke paa dem.

Lagt i Uden kategori | 10 kommentarer »