Kære Venner…

… Så mødes vi igen herude på Verdens Tag.
At skrive rejsedagbog på denne måde giver mig en dejlig fornemmelse af, at I er med ude at rejse, at jeg ikke er alene.
Jeg håber, alt står godt til hjemme hos jer. Det er sent søndag aften, så I skal på arbejde i morgen. Jeg har aldrig helt forstået, hvorfor man på sin PC kan vælge mellem at starte ugen med søndag eller mandag. Her i Nepal – og sikkert mange andre steder – er søndagen ugens første arbejdsdag. Hvis man er offentlig ansat, har man fri om lørdagen.
Jeg kom hertil i går eftermiddags og blev modtaget af en dejlig velkomstkomité: Kamal, min gode ven og rådgiver – og så Trine og Winnie. De to dejlige piger havde overtalt Kamal til at holde mund med, at de også ville med i lufthavnen. Så da jeg lige skulle til at give Kamal et ordentligt dansk knus, sprang de to skøre tøser pludselig frem fra en stump mur, som de havde gemt sig bag.
Trine er lærer, og Winnie er socialrådgiver. De er begge fra Silkeborg og rejser på torsdag sammen med mig til Kantipur. De skal i 7 uger arbejde med videreuddannelse af lærerne i Kantipur, Ayodhyapur og Indrabasti skoler samt lave en socialantropologisk undersøgelse af skolegangskulturen i de tre landsbyer. Jeg skal kun være der en uges tid, men har til gengæld et stort og tætpakket program for alt det, vi skal nå.

Jeg må hellere lave snittet NU: Hvis du vil med til Kantipur, så skal du lægge vejen omkring den ny hjemmeside www.kantipur.dk. Hvis du har lyst til at høre om andre oplevelser fra rejsen, så er det her, det foregår.

Jeg bor på Hotel Cosmic denne gang (herom mere senere på måneden). Jeg fik en god nattesøvn, så mon ikke det jetlag er nemt og hurtigt overstået (det er altid sværere at rejse den anden vej). Dagen startede kl. 8 med Nepali undervisning på taget. Min dejlige lærer Umesh mente, da jeg ringede til ham i går aftes, at vi hellere måtte se at komme i gang. Han tog hårdt fat, og mine ører føltes røde det meste af timen. Jeg har ikke holdt mit Nepali ordentligt ved lige, og det på trods af, at jeg jo faktisk har 10 venner i Silkeborg, der taler nepalesisk. Efter morgenmaden – havregrød, omelet, brød og kaffe – var jeg hos skrædderen for at få taget mål til en lunghi og en petticoat, og jeg var hos et par grossister for at kigge på strikkegarn. Jeg mødtes med Trine og Winnie på en café, og jeg fik en omvisning på Hotel Cosmic. Aftensmad: Stuvet spinat med stegt hytteost og naan (tørstegt brød). Dertil en masse koldt vand og en kop peberte.
Der er næsten ingen strømafbrydelser på denne tid af året (dog 2 timer hver aften), og jeg har Internet på værelset. Så jeg kan sidde her og skrive til bloggen og hjemmesiden. Det må jeg indrømme, at jeg sætter pris på.
Det var den første dag af min tredje rejse til Nepal.
Endnu engang, tak fordi du tog med.

Eftermiddagsmøde på café i Kathmandu

Winnie og Trine i landsbytøjet

Tak for denne gang

Min tid i Nepal er slut for denne gang. Jeg er tilbage i Danmark og godt i gang med arbejdet på museet i Randers. Alt imens jeg nyder det danske forår, for det slår da virkelig alt .

Der er stadig pænt med besøgende her på bloggen, så jeg skal med dette korte indlæg og tre festlige billeder fra Kantipur slå af til en kort pause. Og sige alle besøgende mange, mange tak for interessen og opbakningen. Uden jer var der ikke noget ved det.

Der er god gang i sagerne i Kantipur: Yam starter snart på veterinæruddannelsen … kooperativet er ved at blive registreret som NGO … bestyrelsen arbejder på at en rapport om drikkevandssituationen … det oprindelig projekt med nu 28 geder, 1 gris og 2 butikker fortsætter som planlagt … opsparingen sættes i banken … fremtiden drøftes på de månedlige fællesmøder i kooperativet … de 60 solopladelige lamper lyser lystigt i de små hjem, takket være EnergiMidt i Silkeborg … Sambhu og Shyam Bahadur bygger køkkener … Indrabasti og Ayodhyapur, de to nye landsbykollektiver, er startet op … formanden har oprettet en e-mail adresse, så vi ’nemmere’ kan kommunikere …
Herhjemme er vi ved at forberede, at næste hold på seks unge fra Midtjylland til september tager til Kantipur for at undervise børnene og denne gang også lærerne. Og jeg arbejder på at skaffe afsætning for Kantipur kvindernes husflid, på at bygge en ny hjemmeside til udviklingsprojektet og på at formalisere det danske netværk. 

Et restaureringsprojekt omkring Seto Machhendranath templet kunne også godt gå hen og blive en realitet, men det er jo noget helt, helt andet.

 Jeg regner med at vende tilbage til Nepal – og til bloggen her - efter sommerferien.

Janus og Emil holdt sig ikke tilbage ved ‘Farvernes fest’

Indra har netop modtaget prisen som ‘Bedste medlem af kooperativet 2009′

Æresgæsten danser for landsbyen ved ankomsten til fødselsdagfesten

Konservatoren på arbejde

Jeg tog jo ikke til Nepal som konservator, og jeg har ikke opsøgt museumsverdenen. Men for nogle dage siden kom der en forespørgsel fra et af Kathmandu’s ældste tempelkomplekser, Seto Machhendranath. Om jeg ville rådgive dem i et par sager omkring tempelkompleksets vedligeholdelse og håndteringen af en samling originalt bygningstømmer og 4 små fresker i ’portbygningen’.
Den mulighed for at kigge bag kulisserne af et tempel var jeg selvfølgelig jublende glad for … bare det, at sådan en forespørgsel kommer helt af sig selv, er jo en frydefuld oplevelse.
Seto Machhendranath ligger lige udenfor Kathmandu Durbar Square, det ene af Kathmandudalens syv stykker verdenskulturarv. Allerede sidste år besøgte jeg denne perle af et tempel. Her er et link til en hjemmeside, som en af ildsjælene bag templets bevaring og formidling, Alok Tuladhar, har lavet og vedligeholder: http://janabahaa.blogspot.com.
Det var en god dag at besøge templet i går. Dels var det dagen for genindvielse af den første restaurerede stupa i tempelgården, dels var der netop samme dag fundet en 700 år stupa på en byggeplads lige i nærheden. Nogen havde allerede bortskaffet de relikvier, der ligger gemt indeni en stupa. Hvor var de henne? Der var virkelig gang i mange ting i går.
Jeg kom lidt i god tid for at have tid til at kigge mig lidt omkring.
Alok og Jai, min bekendt fra Tuki-firmaet, viste mig rundt i tempelgården, langs templets ydervæg (dvs. bag gitteret, der er af nyere dato) og i den del af porthuset, hvor jeg må komme. Kun præsterne må komme ind i selve templet. I porthuset måtte jeg kun komme op på loftet, hvor de bevarede originale bygningsrester lå i en stor bunke. Jeg så ikke freskerne, og der findes ikke billeder af dem. Dog mente Alok, at han nok kunne på lov at fotodokumentere de fire fresker, der befinder sig i et aflåst rum sammen templets ’deity’. Vi fulgte arbejdet med at samle og indvi stupaen og diskuterede de restaureringsprincipper, der lå til grund for arbejdet. Jeg skulle være lidt varsom med at udtale mig om arbejdet. Dels kan jeg jo ikke forvente, at jeg på fem minutter kan overskue helheden, dels kender jeg ikke Nepals regler og traditioner omkring håndtering og bevaring af kulturarven, dels kan jeg ikke vurdere vægtningen af de religiøse hensyn i forhold til de bevaringsmæssige, dels må jeg udvise ekstra stor høflighed og respekt, her første gang, jeg besøger templet. Men det er min opfattelse efter første besøg, at Janabahaa Society har stor respekt for templets originale historiske materiale og en god fornemmelse for kunsten at balancere mellem bevaring og brug. Men de mangler vores tekniske muligheder for bl.a. at konsolidere stenoverflader i udendørs miljø, håndtere vægmalerier, stabilisere træ – og de mangler vores traditioner for opbygning af en udstilling. De kunne også bruge lidt rådgivning i daglig vedligeholdelse og brug af restaureringsmaterialer.
Det kunne være spændende at faa lov at følge op på dette besøg….. Jai har lige ringet for at hoere, om jeg har tid til at moede templets venner endnu engang, i eftermiddag … Fedt….

Indgangen til Seto Machhendranath, ønskes revet ned

Templet fra 1600 tallet, med gitteret af nyere dato

Tempelkompleksest aeldste stupa, menes at være 2500 år gammel

Månedens præst

Præsten går en af sine fire daglige ture omkring templet

Pga svineriet må duerne kun fodres 4 timer hver morgen

Bag gitteret kan tempelfacaden studeres

Forgyldte kobberplader på de øvrige tre sider – af nyere dato… øøøh .. nyt foto følger

Rigt udskårne tagstøtter

Rengøring med vand og skurebørste

Hovedkræfterne bag Janabahaa Society, Alok til venstre og Jai til hoejre

Genindvielse af en af stupa i tempelgaarden

Templets ældste præst forestår puja

Relikvier lægges på plads og forsegles

Yderligere 3 sten sættes ovenpå, de forsegles og velsignes

Klargøring af aabninger til gudebillederne

Alle fire gudebilleder naesten på plads

Den østvendte Buddha – læg mærke til højre hånd

Stupaen er færdig og indvielsen overstået

Junkiri ~ ildflue …. Årets anden tur til Kantipur

En lidt barsk tur var det. 12 timer den ene vej og 16 timer den anden vej. Og kun en enkelt dag ind i mellem til at afslutte årets arbejde. Det var for lidt, men alle var glade.

Lidt ordforklaring: En tuki er saedvanligvis en petroleumslampe, med samme funktion som vores lille LED-lampe. Den sviner skoleboeger og -toej til, den er en stor brandtrussel og den er dyr i drift (en liter petroleum koster omkring 4 kr.). Ingen nepalesere, jeg har moedt, har nogensinde set saadan en genopladelig LED-lampe. Paa den staar med nepalesisk skrift: Junkiri. En junkiri er en lille flue, der lyser om natten. Alle nepalesere smiler varmt, naar de hoerer eller laeser navnet ‘Junkiri’.
Sambhu og Dirbahadur, der tog med til Kantipur for at lære at vedligeholde solenergianlægget og alle tukierne og for at hjælpe med at få al isenkrammet med hjem, havde en god tur til hovedstaden. De besøgte familie og venner. De glædede sig til at besøge Gandharbaerne i deres kontor i Thamel. Dirbahadur havde været i Kathmandu før, men det var Sambhu’s første tur til Kathmandu og uden tvivl en stor oplevelse for ham. Bare det yderst simple hotelværelse med glas i vinduerne, vand, der kommer ud af væggen, et siddetoilet med indlagt vand, varmt/koldt vand efter eget ønske, en ren seng og endda et fjernsyn, så man kunne ligge i sengen og følge med, var en kæmpeoverraskelse for ham. Desværre kunne vi på grund af sproget ikke snakke ret meget sammen. Jeg kan en anelse nepalesisk nu (efter fem lektioner). Det har været guld værd for mig, men det ikke nok til at føre en samtale.
Solenergianlægget består af

1. et 75W solpanel fra EnergiMidt i Silkeborg
2. en laderegulator, ligeledes fra EnergiMidt
3. seks meter kabel
4. en ladestation, der kan oplade 42 tukier på én gang og
5. 60 tukier (en til hver familie)
6. et værktøjssæt med diverse tænger, måleudstyr og loggegrej

Jeg kan have mine tvivl om, hvor god en introduktion, Sambhu og Dirbahadur fik i Kathmandu, men de så i hvert fald sådan ud, og de har fået en god kontakt til firmaet, der har solgt os tukierne og ladestationen. De tog fuldt og helt ansvaret for hjemtransporten, montering og introduktion til landsbyen. Der blev indgået en aftale om, at alle skulle betale 33 RS/år (2,30 kr.) til vedligeholdelse af anlæg og til reparation om nødvendigt af tukierne. Og der var kun tukier til de familier, der havde betalt deres medlemskab af kooperativet (3,50 kr./måned). Det var der jo så et par familier, der fik gjort den dag.
Den aften var der lys i alle de små hjem. For dem, der ikke har haft råd til en lommelygte, er det en kæmpestor ændring af dagligdagen. Tukien giver ikke mere lys end en lommelygte, men den kan stå selv eller hænge på væggen og lysets kan skinne derhen, hvor det skal bruges. Da jeg næste morgen stod op før solopgang, sad Siddhi Lals kone ved ildstedet og lavede en knap til salg i Danmark, samtidig med at hun lavede mad og te til mig. Siddhi Lals familie, der hører til Kantipurs mere velhavende, har solenergi, men de bruger det ikke om morgenen, og det lille lysstofrør i loftet giver ikke nær så godt arbejdslys som tukien.
Solfangeren sidder på Dirbahadurs tag og ladestationen står inde i huset. Dirbahadur bor ikke lige ved siden af skolen, hvor jeg havde forestillet mig, at anlægget skulle placeres. Men alle i landsbyen er enige om den placering, og det betyder ikke noget for folk, om de skal gå et par hundrede meter mere eller mindre. Efter 2-3 timers opladning af tukien er der lys til 10-12 timer. Så familierne skal ikke lade op hver dag, måske bare 1 eller 2 gange om ugen.
Selv om solfangeren er sponsoreret af EnergiMidt, har denne fødselsdagsgave til Kantipur været en større udskrivning. Omkring 5.500 kr., hvortil kommer overvægt Billund-Stansted og turen til Kathmandu for at hente anlægget. Jeg håber inderligt, at den store udskrivning er pengene værd, at tukierne bliver til glæde for alle, og at de vil lyse i 2-3 år (på et tidspunkt skal de 3 opladelige batterier indeni skiftes). Gad vide, hvordan alt ser ud om 2-3 år? Det tør jeg naesten ikke spå om. Men vil dog forsoege i et kommende indlaeg (Siddhi Lal og jeg har jo lagt planer for det kommende aar).
På vej hjem drøftede Siddhi Lal og jeg, hvem der skal have tilbuddet om at blive Kantipurs dyrlæge. Det skal være en yngre, intelligent person, som vil blive i Kantipur. Jeg har nu fået oplysning om, at uddannelsen er 1-årig, foregår på Chitwan Polytechnic Academy og koster omkring 7.000 kr., alt inkl.. Jeg har bedt om yderligere oplysninger om uddannelsen fra akademiet og om et budget. Og har peget på, at Yam efter min mening er den bedste af de foreslåede kandidater til uddannelsen. Han er nyvalgt sekretær i kooperativet, en rigtig dygtig fyr med nogen faglig baggrund, med visioner og en yderst hensynsfuld adfærd. Yam er 28 år og gift med Kalpana. Sammen har de Sirissa. Han taler bedre engelsk end Siddhi Lal, men det betyder ikke noget i denne sammenhaeng. Han har været i gang med en handelsuddannelse, men har, som det går rigtig mange, været nødt til at stoppe, da familiens økonomi ikke længere slog til. Nu er han løst ansat på en privatskole i nærheden. Bare det, at han overhovedet har et arbejde, er et tegn på, at han er dygtig og stræbsom. Kooperativet skal snarest drøfte og tage stilling til, om det er Yam eller en anden skal have veterinæruddannelsen. Og jeg skal have ringet til Siddhi Lal for at drøfte mit forslag til en økonomisk plan. For Yam skal ikke bare have uddannelsen foræret. Jeg bliver mere om mere bevidst om, at ingen skal have noget gratis (bortset fra fødselsdagsgaven).
Afrejsen søndag morgen blev lidt forceret. Det er jeg ked af. Men 15 kvinder havde ikke nået at aflevere deres husflid til mig lørdag aften. Jeg vidste, at de ville komme, så jeg var stået op kl. 5 for at pakke og være klar til at tage imod dem. Jeg fik en skål ris med kartofler og grønt til morgenmad. Og tog så afsked med først Siddhi Lal og China, derefter naboerne. Jeg fik selvfølgelig også en tika af Siddhi Lal, en lille blomst i haanden og en bag oeret - Tak, Lone og god rejse. En enkel og dejlig afsked. På gensyn, Siddhi Lal og Kantipur.

Dirbahadur og Sambhu med Kantipur’s solpanel

Ikke meget plads i det lille training center

Afgang fra Khangsar Guest House kl. 6.15

Skift til lokal bus i Narayanghat kl. 12

Dirbahadur, Sambhu og isenkram rejser på balkonen

Et næsehorn i junglen kl. 15

Næsten hjemme i Kantipur kl. 17

Ladestation fyldes op

Alt virker som det skal

Solpanelet løftes op på taget af Dirbahadurs hus

Yam, Siddhi Lal, Sambhu og Dirbahadur ved den færdigmonterede ladestation

Kvinderne hygger sig, mens det hele installeres

Himal, Siddhi Lals yngste søn, faar den første junkiri

Så får Bhubal og Bimira deres tuki

Keshmaya har travlt med at blive færdig med strikketøjet

Namaraj Gandharba, velhavende bonde og naturlæge med sin tuki

Santosh er Phulmaya’s naestyngste søn

Sarmila er også kommet for at hente sin Junkiri

Kvalitetsvurdering med Januka

- og med Bimira

Vi diskuterer Ukha’s armbånd – i ‘ildfluen’s lys

Farvel og mange tak for denne gang, Siddhi Lal

Made in Kantipur. Kantipur maa baneko – et brev

Paa Kulturhistorisk Museum i Randers arbejder Marianne Lauesen i Bevaringen. Marianne, der er tekstil designer, er en kaempestoette i arbejdet med at faa ideer til, hvilken produktion vi kunne foreslaa kvinderne i Kantipur at gaa igang. Marianne har ogsaa foraeret Kantipur en masse af sine garnrester samt mange strikkepinde og haeklenaale. Lidt af tidnoed tillader jeg mig at vise jer et brev, jeg skrev til Marianne i gaar.

Kære Marianne
Jeg er lige kommet tilbage til Kathmandu efter 2 uger i Kantipur. Der lå 98 mails i min Indbakke, og den her fra dig blev jeg virkelig glad for.
Allerede på 2.dagen i Kantipur, da alle børn og Siddhi Lal var gået i skole, viste jeg et par kvinder dine fod- og håndledsvarmere. Jeg havde medbragt næsten 10 kg uldgarn fra Kathmandu. Og de gik straks i gang med
at strikke. Garnet var entrådet og lidt tykt, men det var, hvad jeg kunne finde.
Jeg viste dem også knapperne – dine to blå, den lille grå og min Himalayagarns knap. En af mændene savede en lille bunke bambus skiver, og de fik noget af dit garn. Og så var der også gang i knap-produktionen.
I en uge mødtes vi hver dag først på eftermiddagen – før kvinderne skulle i junglen efter grønt til gederne – for at lave knapper, strikke og hygge os. Der kom hver dag mellem 20 og 30 kvinder. Og jeg kan se, de bruger hver eneste ledig stund til at nørkle. Kvinderne er bare helt vilde med at lave begge dele. Hvad kommer den enorme motivation af? Deres arbejdsdag er i forvejen mindst 16 timer lang.
Jeg har købt alt, hvad de har lavet, som vel at mærke var pænt lavet. Jeg har givet dem en god pris. Der er jo ingen omkostninger, og vi danskere skal ikke tjene på det. Skulle vi lave overskud, går det også bare tilbage. En kvindes dagløn som fæstebonde i Kantipur er 10 kr. (mænd: 13 kr.) Jeg har købt ca. 300 knapper af kvinderne for gennemsnitlig 3 kr. pr. stk. Det er ikke meget, men for dem er det mange penge og en dejlig afveksling i hverdagen. Jeg skal passe på, ikke at skrue deres forventninger for højt op. Jeg er nødt til at harmonisere lidt med deres hverdag. Og jeg skal være sikker på at kunne sælge det i Danmark. Halvdelen (75 øre – 2,50 kr.) går til kvinden selv, og anden halvdel går til kooperativet (dvs. Kantipurs fremtid).
Hvor har jeg dog tit drømt om, at du var her. Med dine ideer og din håndarbejds- og designbaggrund. Pludselig begyndte der også at dukke kunsthåndværk af løbebinding op. Jeg opdagede helt tilfældigt en aften hos en af kvinderne en tallerken oppe  på tagremmen. Har set både nogle lidt grove tallerkener og nogle fantastisk fine skåle. Jeg har et par stykker med hjem. Inderst er der en kerne af en junglegræs, der hedder babiyo. Rundt om slik- og kikspapir (plastik), som de har samlet op (der ligger bare vildt meget af den slags og flyder rundt omkring, og nepaleserne har ikke opdaget, at det ikke er ligeså forgængeligt som bananskralder og peanutskaller). Og flettede armbånd. Disse produkter giver mig en meget bedre fornemmelse i maven. Jeg begyndte at indse, at vi må have fat i de lokale materialer og tekniker. Det er der bare meget mere mening i. Jeg har foreslået kvinderne, at de i løbet af de næste par
dage prøver at lave knapper af lokale materialer udelukkende. Dog gerne med lidt moderne forurening, bare det kommer fra Kantipur. Men om de lige fanger den med det samme? Det får vi se på lørdag, når jeg skal til Kantipur igen. Siddhi Lal’s kone, China, er den dygtigste af kvinderne, så vidt, jeg kan bedømme på nuværende tidspunkt. Hun lavede straks knapper, der var finere end dine og min. Hun er nu begyndt at lave armbånd med en hjemmelavet træknap som lukning (Janus og Emil snitter knapper) og med tyggegummipapir i afslutningen. China har lovet at prøve at bringe
budskabet om de lokale produkter og teknikker videre.
Jeg har været med andre ord været lidt bekymret for, om produktionen, som jeg har sat i gang, kan bære. Altså om vi kan sælge tingene i Danmark. Derfor har jeg trukket håndbremsen. Jeg har sagt til kvinderne, at jeg skal hjem og snakke med dig, før jeg vil sende mere garn til Kantipur. Derfor var det bare rigtig dejligt at tilbage til denne kommentar fra dig. Tænk, hvis knapperne virkelig kan afsættes i Danmark.
Nu vil jeg slutte, for jeg skal lige have skrevet et lille indlæg mere og et brev til Janus’ og Emils familier.
KH Lone

Hej Lone,
Hvor er det fedt at følge med i dine oplevelser.
Vil lige fortælle dig, at jeg har fået en kontakt til en som glæder sig til at se
knapper, og hun vil tage dem med på en textilmesse her i DK, og hun ved at de vil
gå som varmt brød. Hun vil købe dem og sælge dem videre. Så du kan være sikker på
at alt hvad der kan produceres vil blive solgt. Messen er i august 2010, så der er
lidt tid endnu.
Knus og mange hilsner
Marianne

Namuna Dalit Utthan Kantipur 2010

Kantipur er rigtig godt på vej. Mit besøg, her et år efter dannelsen af kooperativet, er gået over al forventning. Sidste år nåede jeg kun lige at hilse på formand Siddhi Lal et par gange, men i år har vi knoklet sammen i 14 dage. Han er en god partner for os og en god mand for alle i Kantipur. Beskeden, ansvarsfuld, opmærksom, arbejdsom, begavet og afholdt af alle. Siddhi Lal er en god høvding for Kantipur.
Årsregnskabet så fornuftigt ud. Jeg havde frygtet det værste, men Siddhi Lal havde det hele parat til mig, regnskaber og kontoudtog stemte fint overens, og det hele så overskueligt ud. Jeg havde ingen betænkelighed ved at give tilsagn om at opfylde vores del af aftalen, nemlig at sætte lige så meget ind på bankkontoen, som Kantipur havde sparet op i 2009, nemlig 17.684 NRS. I alt 1260 kr.
Skoleprojektet kører forbilledligt, de danske studenter får en oplevelse for livet, og Kantipur og Ayodhyapur skoler får engelskundervisning til børn og inspiration til lærere. Begge skoler er lykkelige for de unges indsats. Skoleprojektet er en formidabel øjenåbner for alle. Janus og Emil, det andet hold unge fra Silkeborg, har det godt. De afslutter deres 7 ugers ophold i Kantipur i morgen.
Gedeprojektet, der nok var ved at køre lidt af skinnerne, har vi fået rettet op på. Alle geder har det godt. Der er nu lavet enklere og mere konkrete aftaler med alle låntagere, dvs. Kantipurs allerfattigste familier, om tilbagebetaling af geden eller butikken. Der er investeret i 6 nye geder, fordi der er kommet nye medlemmer til, som heller ikke ejer land eller dyr. En kvinde har fået tilskud til at starte en kosmetikbutik, og landsbyens tre butiksindehavere har lavet aftaler med hinanden, så de ikke udkonkurrerer hinanden. I alt 1.120 kr.
Vi har givet ekstra hjælp Kantipurs to allerfattigste familier. Den ene familie har fået penge til at bygge sit træhus færdigt og til at bygge sig et separat køkken. Den anden har fået penge til at bygge et separat køkken og til køkkengrej. Begge køkkener får aftræk fra ildstedet, så røgen ikke længere skal genere lungerne – lungesygdomme er et meget alvorligt problem i Nepal. Og dermed får Kantipur sine to første skorstene. I alt 910 kr.
Fire familier har fået bidrag (50 %) til et års betaling af deres børns uddannelse på universitetet i Narayanghat. Det var en svær udvælgelse for Siddhi Lal. Men da jeg meldte ud, at det skulle være to piger og to drenge, at de skulle være aktivt studerende og klare sig godt, og de skulle vælges fra den fattige ende og med hensyntagen til, om familien allerede havde fået udviklingshjælp af os, så var det jo alligevel ikke så svært. Jeg stillede som betingelse, at de fire unge skulle sende mig et brev, hvor de beskrev sig selv, deres studium og deres tanker og drømme om fremtiden. I alt 5.040 kr.
To nabolandsbyer, Ayodhyapur og Indrabasti, har ønsket optagelse i kooperativet. Sammen med Siddhi Lal og Manoj besøgte jeg de to landsbyer, og begge steder dannedes et ”branch-community”. Ligesom Kantipur gjorde, skal de starte opsparing blandt medlemmerne – 1,40 kr./måned. Efter nogle måneder, når denne opsparing er på skinner, kan de sammen med Siddhi Lal lave en plan for mikrolån til landsbyens fattigste – nøjagtig ligesom vi gjorde i Kantipur sidste år. Der er reserveret nogle midler til mikrolån i de to landsbyer. Det bliver Siddhi Lals hidtil største udfordring at få lavet den planlægning sammen med de to landsbyer og få bestyrelserne til at fungere. Heldigvis er der mange kvinder i bestyrelserne, og begge formænd er kvinder. Henholdsvis 1400 kr. og 2100 kr.
Når Siddhi Lal har fundet ud af, hvor meget det koster at uddanne en dyrlæge, hvor langt tid uddannelsen tager og hvem der skal uddannes, bevilger vi penge til uddannelse af en af byens unge til dyrlæge. Jeg ved fra anden side, at det nok vil beløbe sig til omkring 4200 kr.
Kooperativet skal danne en forening, en NGO. Det vil åbne mulighed for rådgivning og finansiering. Der er lidt omkostninger forbundet med foreningsdannelse og oprettelse af en ny bankkonto. Dem har jeg tilbudt, at vi betaler. Jeg husker ikke, hvor meget det vil beløbe sig til, men det skriver Siddhi Lal til mig om.
Sidst, men absolut ikke mindst, så er Kantipur nu sat i gang med at diskutere den store fremtid: Hvad skal de mange penge i banken bruges til? Hvad skal det hele gøre godt for? Hvordan skal de klare den fortsatte udvikling uden vores hjælp?
Et lille pilotprojekt satte vi i gang. For at vise en af mange veje til mulighederne. Jeg havde medbragt en masse garn fra Danmark og Kathmandu og nogle ideer til husflid, der måske kunne sælges i Danmark. Gammeldags knapper til hjemmestrikkede trøjer og sjælevarmere. Benvarmere. Håndledsvarmere. Det viste sig, at motivationen til den slags arbejde er enorm, og der er mange dygtige hænder. Mon ikke det blev til 25 ben- og håndledsvarmere samt omkring 300 knapper? Hvert eneste stykke blev vurderet og prissat, så alle blev bevidste om kvalitetskravene og så alle kunne se, at det gik retfærdigt for sig. Af kooperativet købte jeg for i alt 1500 kr. husflid til videresalg i Danmark. Kooperativet betaler kvinden halvdelen og sætter den anden halvdel i banken. Kantipurs fremtid.

Dette var den nøgterne status for vores udviklingsprojekt i Nepal. Jeg skylder jer stadig alle de gode og rørende historier. De må vente lidt. I har heller ikke hørt om Siddhi Lal´s og mine arbejdsplaner for det kommende år. De må også vente lidt. Jeg skal nemlig et smut til Kantipur igen, med solpanel og lamper. Herom kommer der også mere senere.

Siddhi Lal Gayak, formand for Namuna Dalit Utthan Kantipur

Tilbagebetaling af geder

Medlemmernes månedlige opsparing

Hej fra Kantipur Skole

Janus og Emil trives i Kantipur

Emil og Bubas er perlevenner

Ayodhyapur Skole byder mig velkommen

Laxmi, hendes 3 børn og 2 kid

China giver ‘Lone’ sutteflaske

Amrita og hendes to børn er den ene af Kantipurs to fattigste familier

Sarmila, Shyam Bahadur og deres to børn er den anden af Kantipurs to fattigste familier

Buddhisara vil gerne åbne en kosmetik butik

Sambhu, gift med Amrita, saver bambusringe til knapper

Harimaya Bika, nyvalgt formand i Ayodhyapur

Nyvalgt formand i Indrabsti, ups… hvad hedder hun

Vi mødtes hver dag et par timer for at strikke, lave knapper og hygge os

Der nørkles på højtryk

En del af den godkendte produktion af knapper

Bramin bryllup i Kathmandu. Bahunko bihe Naya Bazar maa

Vi skal til bryllup i Kathmandus centrum. To yngre forretningsfolk skal giftes. De er øverste kaste, braminer, og velhavende. Det ses på mængden af guld. Jeg vil lade billederne tale for sig selv og i stedet bruge spaltepladsen til at fortælle et par ting om ægteskab og bryllup i braminkasten. Jeg fortæller om traditioner, som stadig efterleves overalt i Nepal, bortset fra Kathmandu, hvor forretningslivet byder på nye, for os en anelse mere bekendte traditioner. Min viden om disse forhold er ikke stor, og jo mere jeg forsøger at sætte mig ind i det, desto mere indviklet bliver det.
Alle ægteskaber er arrangerede. Bruden og brudgommen kender muligvis ikke hinanden på forhånd. De har ofte aldrig set hinanden, før de mødes til selve brylluppet. Faderen er familiens absolutte overhoved. Han er enerådig om familiens fremtid. Måske rådgiver han sig med sine sønner, inden han mødes med den anden families overhoved. Det handler om status og økonomi. Jeg er ikke sikker på, at pigen medbringer anden medgift end de gaver, hun får til brylluppet. Og så sin arbejdskraft, selvfølgelig, og den er som bekendt stor. Når familierne er nået til enighed om deres forening, hentes brudgommen ind til en samtale, hvor han lover at være en god husbond. Dette møde besværges med en Tika, og så kan brylluppet arrangeres. Familierne bestemmer en tidsramme for brylluppet, en bestemt uge eller måned, og præsten afgør derefter det nøjagtige tidspunkt. Dette bryllup kan derfor sagtens være aftalt tre dage forinden. Brudgommen kommer først til pigens hus, hvor bryllupsfesten holdes, medbringende en symbolsk gave (husker I de drejede trækrukker med yoghurt?). En bramin præst og hans hjælpepræster gennemfører ceremonien og viser alle deltagerne tilrette. Brudgommen og hans familie venter på at bruden skal indfinde sig. Hun er ekstremt (ja, hvad pokker hedder det, det er jo ikke lige min stærke side …) ydmyg, genert, indadvendt, selvudslettende. På landet meget, meget mere end billederne her viser. Detaljerne omkring hvad der sker under ceremonien, kender jeg ikke, men når de to har byttet malla (den store halskæde), så er de mand og kone.
Gæsterne har gaver med, på landet altid fysiske gaver, i Kathmandu oftest en luftpostkuvert med penge, til den af ægteparret, som de kender. Mand og kone har fællesøkonomi. Afhængig af, hvor tæt en relation man har til bruden eller brudgommen, følges ritualer ved gaveafgivelsen. Fødderne får en Tika, præsten hælder vand på ægtefolkenes fødder, som gæsten kaster op i sit eget ansigt. Og så får både bruden og brudgommen også en Tika i panden.
Efter vielsen føres bruden bort. Og nu græder hun og mange af gæsterne med hende. Hun er virkelig ked af det. Nu starter det hårde liv for alvor. Måske sætter hendes svigerforældre ikke pris på hende, og helt givet er det, at fremtiden byder på hårdt arbejde fra tidlig morgen til sen aften. Jeg ved ikke, hvornår de to får lov at være alene sammen. Det skal jeg undersøge. Bryllupsfesten holdes i brudens barndomshjem og næste morgen følges parret og alle gæsterne til brudgommens barndomshjem, hvor der på andendagen holdes en mere uformel fest. Skilsmisse er meget sjældent forekommende i Nepal. Oftere forekommer formelt flerkoneri. Det er vist ikke helt efter loven, men for et ganske lille beløb til myndighederne kan manden gifte sig med kone nummer to. Ofte lever de sammen alle tre.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til det her. Der er rigtig mange ting her, der ikke harmonerer med vores opfattelse af kvindens rettigheder og ligestilling. Men jeg besøger dette smukke land, og jeg møder en livsglæde, som jeg ikke kender hjemmefra. Også hos kvinderne. Jeg har aldrig fået så mange smil fra andre mennesker, og jeg har aldrig tidligere mødt så megen hjertelighed. Med den livsindstilling i tankerne, kan jeg vist kun tillade mig at finde min dybeste respekt for mit værtsland frem – og håbe, at nepaleserne vil give mig yderligere indsigt i deres forunderlige kultur.

Ligesom jeg synes, dette lyder helt vildt, så er det også fuldstændig uforståeligt for nepaleserne, når de ser dette billede af Asmus og Karin, der har været kærester i to år eller mere. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre her i Nepal at tage et billede som dette. Bogstavelig talt umuligt. Disse kæmpestore, kulturelle forskelle griner vi meget af.

Intermezzo

Tak for de mange dejlige kommentarer.
Om en times tid tager jeg paa en lille udflugt op i bakkerne sydoest for Kathmandu – bare 1 overnatning. Stedet hedder Daman og er et kendt udsigtspunkt mod Himalaya. Jeg har proevet at finde det paa Google Map, men faar saa fat i en lille landsby, vest for Kathmandu. I mellemtiden maa I noejes med udsigten fra mit vaerelse. Kommer tilbage fredag eftermiddag.

Jeg er tilbage efter en hurtig, men dejlig tur til Daman. Det viste sig at være det Daman, jeg havde spottet på Google Map. Det var min guidebog, der havde sat stedet forkert af på et kort. Det rykker altså bare at se hele rækken af verdens højeste bjerge, 9 stk.

Chhetrapati, set fra Khangsar Guest House, vaerelse 404

Annapurna South

Mount Everest er det grå bjerg midt i billedet

Lørdag morgen i det gamle Kathmandu

Lige syd for Thamel, Kathmandus turistkvarter, hvor også jeg bor, ligger der gamle Kathmandu. Markedsgader og – pladser, templer, gamle, forfaldne huse og smalle gyder. Lørdag er fridag i Nepal, og det er en spændende dag at besøge det gamle Kathmandu. Men kom om morgenen, for allerede kl. 10 er der mennesker overalt. ’People jam’, fortæller man mig.
Jeg stod tidligt op i lørdags, kl. 8 var jeg på gaden. Dagen var ung og alle de handlende smilende og imødekommende. Jeg gik fra mit hotel gennem bydelen Chhetrapathi til Ason, det gamle handelscentrum, hvor man stadig kan finde ALT, hvad der er nepalesisk. På Indra Chowk ligger det første store tempel på dagens vandretur.
Kort efter Indra Chowk kommer jeg forbi den femte bod, som sælger friturestegte lækkerier, som hører morgenstunden til. Jeg er lidt småsulten, har ikke fået morgenmad. Stiller mig op i køen og tager bestik af situation. Hvordan fungerer det her? Hvad er det for noget, man sælger? Hvad mon det koster? Hvad mon det hedder? Moderen sidder på fortovskanten og passer frituren. Faderen på den ene side sætter store skefulde af dejen af i den varme olie. Fra en blikskål samler datteren på den anden side de færdige ’kugler’ op i en plastikpose, som hun har foret med avispapir. Folk køber 10 eller 15 stykker ad gangen. Mon jeg kan få tre? Jeg får spurgt manden ved siden af, hvad det er for noget. Gullamari chha, forklarer han. Pludselig har jeg alles opmærksomhed. Lutter smil og glade ansigter. Snakker hun nepalesisk? ’Ali ali’ skynder jeg mig at sige, det betyder ’kun lidt’. Og vi griner lidt sammen. Da det bliver min tur, spørger jeg, om jeg kan købe tre. Jeg får nu kun to gullamari, for det passer med 5 rupies, 35 øre. Og om de smagte godt!
Durbar Marg er et af Kathmandu dalens syv stykker verdenskulturarv – et stort kompleks af templer, helligdomme og paladser, både hinduistiske og buddhistiske, fra mellem 12. og 18. århundrede. Det er et levende museum … måske bør jeg slet ikke bruge ordet museum om dette sted. For det er alt sammen en del af dagliglivet i Kathmandu og har været det altid. Der kører biler tværs igennem, der går køer rundt overalt, der handles, bedes, ofres, tigges, spises, folk mødes, de slikker solskin, snakker og råber, børn løber rundt og leger. Så er der lige et bryllup her og en anden ceremoni der. Der sker noget hele tiden. Der var engang 3 kongedømmer i Kathmandu dalen. Det ene havde centrum her og hed (pudsigt nok) Kantipur. De to andre hed Lalitpur og Bhaktapur. De to sidste kongepaladser med tilhørende templer er også ophøjet til verdenskulturarv. De tre sidste billeder er også fra Durbar Marg. Alle Newar piger bliver gift med en frugt (bel eller bhel – ?), før de er kønsmodne. Nogle siger, at sådan er traditionen bare. Min Nepali lærer fortalte mig i morges, at når en pige er blevet gift med bhel, så må hun gifte sig igen, hvis hun engang skulle gå hen og blive enke. Med andre ord kan kun Newar kvinder blive gift to gange …. Mon ikke vi vender tilbage til sagen om Nepals enlige kvinder?

Frisklavet youghurt fra Bhaktapur er en stor delikatesse

Det var nu ungerne, jeg havde oeje for, men kunne det vaere tobak, de saelger?

Krydderier s’foelig

Mor og soen forretter dagens puja i et lille gadealter

Tempelblomster, tagetes er den allermest brugte

Templet paa Indra Chowk hedder …

Den unge taeppesaelger ville gerne fotograferes

Paa vej til arbejde kan man vel godt se sig om efter en jakke

Klaedesalg

En skovlfuld gullamari er klar til salg

Hari, tapaaiko kapaalko tel chha- 90 NRS chha

Her en skaersliber, men pricippet bruges til mange forskellige opgaver

Her saelges alt til templet hoerende

Praesten ville ogsaa meget gerne fotograferes – og fandt den rette positur frem

Mere om dette vigtige tempel foelger

Ditto

Dette tempel skulle efter sigende vaere skaaret ud af 1 stykke trae

Hinduerne fodrer de hellige koer

Fem smaa piger venter sammen med deres moedre

… venter paa at blive gift med bhel

Faderen maa paent – og stolt – vente udenfor

Hvor langt er vi saa?

Tja, hvor langt er vi så ….
På mit bord står en lille, såkaldt tuki. Den er ikke køn, men den lyser lystigt om kap med laptop skærmen. En tuki er her til lands normalt en petroleumslampe, som bruger 3 l petroleum om måneden, svarende til ca. 17 kr. Det er en dagløn. Men den lille tuki her på bordet kan oplades med solenergi. Den er ikke billig men har dog alligevel tjent sig hjem på 4 måneder. Den er miljøvenlig og sviner hverken skolebøgerne eller tøjet til. På en dag med rimeligt solskin – og dem er der heldigvis rigtig mange af – er den fuldt opladet på 4 timer og kan så lyse i 10-12 timer.
Solpanelet sover jeg i dobbeltseng sammen med. Men tro mig, der er ikke meget varme i det. Det ligger bare der i sin specialkasse, fremstillet af Kulturhistorisk Museum Randers’s bevaringsafdeling og af Nationalmuseets ’Magasin og Logistik’ og efter alle internationale standarder mærket til transport hertil som bagage.
Solpanelet har jeg ikke skrevet meget om. Dels var det efter ankomsten meget sjovere at skrive om gensynet med Nepal. Dels ville Manoj ikke vide af solpanelet i starten. Der var ingen grænser for, hvor meget bøvl det ville blive at tage det med til Kantipur. Jeg var både chokeret og ked af hans reaktion. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle fortælle jer.
Min idé var fra starten at give Kantipur en gave i anledningen af 1-året for dannelsen af kooperativet ’Namuna Dalit Utthan Kantipur’. Gaven skulle bakke skoleprojektet op, styrke fællesskabet og blive til varig glæde for flest mulige og ikke mindst skolebørnene. Ingen har elektricitet, kun få har en solfanger og et par nøgne pærer. Børnene skal som regel hjælpe til med arbejdet indtil solnedgang. Så hvordan skal de kunne læse lektier? … en solfanger på skolen’s tag og en genopladelig lampe til hver familie. Lamperne lader så allesammen op, mens børnene går i skole. Det måtte da være noget, der kunne bruges…
I dag var Manoj og jeg ude og besøge et firma, Ecca, der udvikler miljøvenligt udstyr og helhedsløsninger. Jeg har gennem længere tid forhandlet med Ecca for at finde ud af, om de kunne levere en stribe læse-lektier-lampe, der kan oplades med det 75W solpanel, som EnergiMidt havde tilbudt at sende med mig til Nepal.
Først var Manoj med mig hjemme på mit værelse for at se solpanelet og de andre ting, jeg har bragt med (herom mere senere). Allerede der blev han vist lidt imponeret.
Men vi blev begge meget positivt overraskede over besøget hos Ecca. Dels var regnestykket med petroleum’et ret overbevisende, dels kunne vi jo pludselig se, at det åbnede mulighed for yderligere udvikling. Hvis familierne nu betalte kooperativet for opladning af lamperne, så ville besparelsen da ikke gå til spilde eller blive drukket op, men gå til landsbyens videre udvikling. 2-4.000 kr. om året vil der komme ind. Med i det hele er et tilbud om at uddanne to unge fra landsbyen til at vedligeholde og reparere tukierne. Måske starter vi på den måde også uddannelsen af en elektriker til Kantipur. Manden fra Ecca var meget bevidst om at fortælle os begge, at dette er en investering i Kantipurs fremtid, men at Kantipur selv skal tage ansvaret for investeringens nytteværdi og potentiale. Han var med andre ord meget bevidst om bæredygtighed: Ind med den gode idé, lidt startkapital, lidt overskud og lidt opmuntring, men ellers ud med mig igen.
Fortsættelse følger…

Tuki og laptop, de klarer begge let 8 timers stroemsvigt

Manoj og Jai med Tuki’er og vandrensningsudstyr

Solpanelet pakkes hjemme paa Farmen