Lørdag morgen i det gamle Kathmandu

Lige syd for Thamel, Kathmandus turistkvarter, hvor også jeg bor, ligger der gamle Kathmandu. Markedsgader og – pladser, templer, gamle, forfaldne huse og smalle gyder. Lørdag er fridag i Nepal, og det er en spændende dag at besøge det gamle Kathmandu. Men kom om morgenen, for allerede kl. 10 er der mennesker overalt. ’People jam’, fortæller man mig.
Jeg stod tidligt op i lørdags, kl. 8 var jeg på gaden. Dagen var ung og alle de handlende smilende og imødekommende. Jeg gik fra mit hotel gennem bydelen Chhetrapathi til Ason, det gamle handelscentrum, hvor man stadig kan finde ALT, hvad der er nepalesisk. På Indra Chowk ligger det første store tempel på dagens vandretur.
Kort efter Indra Chowk kommer jeg forbi den femte bod, som sælger friturestegte lækkerier, som hører morgenstunden til. Jeg er lidt småsulten, har ikke fået morgenmad. Stiller mig op i køen og tager bestik af situation. Hvordan fungerer det her? Hvad er det for noget, man sælger? Hvad mon det koster? Hvad mon det hedder? Moderen sidder på fortovskanten og passer frituren. Faderen på den ene side sætter store skefulde af dejen af i den varme olie. Fra en blikskål samler datteren på den anden side de færdige ’kugler’ op i en plastikpose, som hun har foret med avispapir. Folk køber 10 eller 15 stykker ad gangen. Mon jeg kan få tre? Jeg får spurgt manden ved siden af, hvad det er for noget. Gullamari chha, forklarer han. Pludselig har jeg alles opmærksomhed. Lutter smil og glade ansigter. Snakker hun nepalesisk? ’Ali ali’ skynder jeg mig at sige, det betyder ’kun lidt’. Og vi griner lidt sammen. Da det bliver min tur, spørger jeg, om jeg kan købe tre. Jeg får nu kun to gullamari, for det passer med 5 rupies, 35 øre. Og om de smagte godt!
Durbar Marg er et af Kathmandu dalens syv stykker verdenskulturarv – et stort kompleks af templer, helligdomme og paladser, både hinduistiske og buddhistiske, fra mellem 12. og 18. århundrede. Det er et levende museum … måske bør jeg slet ikke bruge ordet museum om dette sted. For det er alt sammen en del af dagliglivet i Kathmandu og har været det altid. Der kører biler tværs igennem, der går køer rundt overalt, der handles, bedes, ofres, tigges, spises, folk mødes, de slikker solskin, snakker og råber, børn løber rundt og leger. Så er der lige et bryllup her og en anden ceremoni der. Der sker noget hele tiden. Der var engang 3 kongedømmer i Kathmandu dalen. Det ene havde centrum her og hed (pudsigt nok) Kantipur. De to andre hed Lalitpur og Bhaktapur. De to sidste kongepaladser med tilhørende templer er også ophøjet til verdenskulturarv. De tre sidste billeder er også fra Durbar Marg. Alle Newar piger bliver gift med en frugt (bel eller bhel – ?), før de er kønsmodne. Nogle siger, at sådan er traditionen bare. Min Nepali lærer fortalte mig i morges, at når en pige er blevet gift med bhel, så må hun gifte sig igen, hvis hun engang skulle gå hen og blive enke. Med andre ord kan kun Newar kvinder blive gift to gange …. Mon ikke vi vender tilbage til sagen om Nepals enlige kvinder?

Frisklavet youghurt fra Bhaktapur er en stor delikatesse

Det var nu ungerne, jeg havde oeje for, men kunne det vaere tobak, de saelger?

Krydderier s’foelig

Mor og soen forretter dagens puja i et lille gadealter

Tempelblomster, tagetes er den allermest brugte

Templet paa Indra Chowk hedder …

Den unge taeppesaelger ville gerne fotograferes

Paa vej til arbejde kan man vel godt se sig om efter en jakke

Klaedesalg

En skovlfuld gullamari er klar til salg

Hari, tapaaiko kapaalko tel chha- 90 NRS chha

Her en skaersliber, men pricippet bruges til mange forskellige opgaver

Her saelges alt til templet hoerende

Praesten ville ogsaa meget gerne fotograferes – og fandt den rette positur frem

Mere om dette vigtige tempel foelger

Ditto

Dette tempel skulle efter sigende vaere skaaret ud af 1 stykke trae

Hinduerne fodrer de hellige koer

Fem smaa piger venter sammen med deres moedre

… venter paa at blive gift med bhel

Faderen maa paent – og stolt – vente udenfor

Hvor langt er vi saa?

Tja, hvor langt er vi så ….
På mit bord står en lille, såkaldt tuki. Den er ikke køn, men den lyser lystigt om kap med laptop skærmen. En tuki er her til lands normalt en petroleumslampe, som bruger 3 l petroleum om måneden, svarende til ca. 17 kr. Det er en dagløn. Men den lille tuki her på bordet kan oplades med solenergi. Den er ikke billig men har dog alligevel tjent sig hjem på 4 måneder. Den er miljøvenlig og sviner hverken skolebøgerne eller tøjet til. På en dag med rimeligt solskin – og dem er der heldigvis rigtig mange af – er den fuldt opladet på 4 timer og kan så lyse i 10-12 timer.
Solpanelet sover jeg i dobbeltseng sammen med. Men tro mig, der er ikke meget varme i det. Det ligger bare der i sin specialkasse, fremstillet af Kulturhistorisk Museum Randers’s bevaringsafdeling og af Nationalmuseets ’Magasin og Logistik’ og efter alle internationale standarder mærket til transport hertil som bagage.
Solpanelet har jeg ikke skrevet meget om. Dels var det efter ankomsten meget sjovere at skrive om gensynet med Nepal. Dels ville Manoj ikke vide af solpanelet i starten. Der var ingen grænser for, hvor meget bøvl det ville blive at tage det med til Kantipur. Jeg var både chokeret og ked af hans reaktion. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle fortælle jer.
Min idé var fra starten at give Kantipur en gave i anledningen af 1-året for dannelsen af kooperativet ’Namuna Dalit Utthan Kantipur’. Gaven skulle bakke skoleprojektet op, styrke fællesskabet og blive til varig glæde for flest mulige og ikke mindst skolebørnene. Ingen har elektricitet, kun få har en solfanger og et par nøgne pærer. Børnene skal som regel hjælpe til med arbejdet indtil solnedgang. Så hvordan skal de kunne læse lektier? … en solfanger på skolen’s tag og en genopladelig lampe til hver familie. Lamperne lader så allesammen op, mens børnene går i skole. Det måtte da være noget, der kunne bruges…
I dag var Manoj og jeg ude og besøge et firma, Ecca, der udvikler miljøvenligt udstyr og helhedsløsninger. Jeg har gennem længere tid forhandlet med Ecca for at finde ud af, om de kunne levere en stribe læse-lektier-lampe, der kan oplades med det 75W solpanel, som EnergiMidt havde tilbudt at sende med mig til Nepal.
Først var Manoj med mig hjemme på mit værelse for at se solpanelet og de andre ting, jeg har bragt med (herom mere senere). Allerede der blev han vist lidt imponeret.
Men vi blev begge meget positivt overraskede over besøget hos Ecca. Dels var regnestykket med petroleum’et ret overbevisende, dels kunne vi jo pludselig se, at det åbnede mulighed for yderligere udvikling. Hvis familierne nu betalte kooperativet for opladning af lamperne, så ville besparelsen da ikke gå til spilde eller blive drukket op, men gå til landsbyens videre udvikling. 2-4.000 kr. om året vil der komme ind. Med i det hele er et tilbud om at uddanne to unge fra landsbyen til at vedligeholde og reparere tukierne. Måske starter vi på den måde også uddannelsen af en elektriker til Kantipur. Manden fra Ecca var meget bevidst om at fortælle os begge, at dette er en investering i Kantipurs fremtid, men at Kantipur selv skal tage ansvaret for investeringens nytteværdi og potentiale. Han var med andre ord meget bevidst om bæredygtighed: Ind med den gode idé, lidt startkapital, lidt overskud og lidt opmuntring, men ellers ud med mig igen.
Fortsættelse følger…

Tuki og laptop, de klarer begge let 8 timers stroemsvigt

Manoj og Jai med Tuki’er og vandrensningsudstyr

Solpanelet pakkes hjemme paa Farmen

Gensyn med Telkot

I løbet af natten stod det klart, at jeg måtte til Telkot i dag (læs: i går). Vel vidende, at der måske ikke var nogen hjemme i Telkot, der kunne snakke engelsk. Og såfremt selvfølgelig, at ikke morgenstunden og mailboksen havde andre planer med mig. Det havde de ikke, så jeg vandrede gennem Asan, den gamle bydel, over til Bakthapur bussen. To busskift i Bakthapur. Købte morgenmad et tilfældigt sted i Bhaktapur, hvor også nepaleserne spiser. Tre lune cell roti (friturestegte ringe af noget, der mest ligner æbleskivedej, pakket ind i avispapir). Uhm. Og så videre med bus op ad bjergvejen til Telkot.
Til nye besøgende her på bloggen bør jeg fortælle, at Telkot er en lille landsby, 1½ times buskørsel mod nordøst. Sidste år boede jeg en lille uge i Telkot, mens jeg hjalp en skrædderfamilie, Kalpana, Tikaram og deres to små børn med at bygge en lerklinet hytte. Det var kort efter ankomsten til Nepal. Hos Bimala, hvor jeg boede og spiste, mens vi byggede hus, fik jeg overhalet mit kulturchok.
Det var dagens overraskelse i Telkot, at jeg bare dukkede op ud af den blå luft. Og gensynsglæden ville ingen ende tage. Ved busstoppestedet sad Githa, Bimala’s næstældste datter, og læste avis. Hun fik et pjosk. Vi gik hånd i hånd op til Bimala, der må have set, at vi kom. For hun stod parat med åbne arme deroppe ved huset. Githa klarede flot opgaven med at oversætte og tilrettelægge dagen. Det plejer ellers at være storesøster Sangitha, der klarer det. Efter en kop te gik vi over til Kalpana, der blev ligeså overrasket. Hun var alene hjemme med datteren. Jeg så det fine hus, som vi byggede sidste år, og køkkenet, som kom til senere. Med skorsten over ildstedet.  Det var bare så nydeligt og fint alt sammen. Og Kalpana så bare så glad ud. Kalpanas lille dreng, Smail, var selvfølgelig i skole. Han klarer sig godt i første klasse og er meget glad for at gå i skole. Familien Nepali er dalitter, dvs. laveste kaste, og de får derfor tilskud fra staten til Smail’s skolegang. Jeg betaler resten.
Til middag Dal Bhaat selvfølgelig. Det var netop lidt over et år siden, jeg for første gang spiste Dal Bhaat. Og det var netop her i Bimala’s hus. Det var hun ret stolt af.
Når en gæst vender tilbage efter et år, er det tradition, at man besøger templet. Så Ghita og jeg gik op til templet ovenfor deres hus. Hun viste mig alle de små altre og forklarede om guderne. Der var en storslået udsigt til Kathmandu og Bakthapur til den ene side og en mindre dal, tæt besat med marker i terrasser og landsbyer til den anden side. Dog lidt for diset til mit kamera.
Jeg må snart til Telkot igen. Blev inviteret til bryllup næste lørdag, men kan jeg nu nå det?

Kamala i sin nye, store systue

Ghita ved Shiva alteret

Ghita og Brahma/Bishnu/? – hvad hedder den tredje gud her?

Nirmala, Bimala’s svigerinde hoester tori (sennep til olie)

Laeg ogsaa maerke maerke til tusindbenene i gaasegang

Bimala, min mor og soester i Telkot

Namaste

Så er jeg i Nepal igen. Det er bestemt ikke  det værste, der kan ske mig kan jeg mærke.
Turen fra lufthavnen var en vidunderlig oplevelse for alle sanser. Mylderet, farverne, larmen, støvet, beskidte unger, der leger på fortovene, mænd, der sidder og snakker på trappestenene og så de smukke, arbejdsomme kvinder. Den støvede eftermiddagssol, mystiske forretninger, affaldet, ramponerede, ældgamle biler, skrigen og råben. Og lugten af …? Den lugt kender jeg ikke andre steder fra. Det var en meget stoerre oplevelse end foerste gang, jeg kom til Nepal. Det kan naesten kun skyldes oejnene, der ser. De er mere fortrolige, mere trygge, mere nysgerrige.
Jeg har fået et nepalesisk SIM-kort i dag. I en lille biks i Paknajol. Skulle udfylde en meget omfattende formular på nepalesisk, aflevere et pasbillede og betale 35 kr. (det er mere end en overnatning her på hotellet). Heldigvis var der folk i butikken, der kunne hjælpe til med lidt oversættelse. Jeg slap for at udfylde en masse felter. To felter af stor betydning var dog felterne, hvor jeg skulle skrive min fars (jeg er 55 år) og min bedstefars navne. Jeg kluklo indeni, men nød også at skrive de to navne. Dejligt at have brug for dem igen. Det var ligesom at hive dem tilbage for en kort stund. Peter Petersen og Carl Petersen.
Jeg har mødt Manoj Gandharba og snakket med Emil og Janus i Kantipur. De har det fint alle tre. Janus og Emil har haft geografi paa engelsk med boerne i Kantipur skole i dag. Janus bad mig tage toiletpapir med, når jeg kommer. Det bliver nu først om 14 dage, for Manoj kan ikke få fri fra sit arbejde før. Men det er Janus indforstået med.
Vejret er dejligt. Overtøj er næsten ikke nødvendigt længere, heller ikke om aftenen. Manoj og jeg sad og slikkede sol et par timer og kom helt til at svede, mens vi sad og snakkede på en tagterrasse i formiddags. Der kom mange gandharba’er for at hilse på, så vi fik ikke snakket meget projekt.
Jeg ved endnu ikke, hvad morgendagen – 2.dagen – byder. Men det finder jeg ud af i morgen tidlig. Mit værelse, som ellers vender mod både øst, syd og vest, bliver lidt småkøligt i løbet af natten. Så jeg vil tage mine forholdsregler i nat. Trænger til en god nats søvn. Billeder må I have til gode et par dage.
KTM, sø 31.1.2010, 22.02.
… for resten… her i Nepal er vi 4 timer og 3 kvarter foran jer hjemme i Danmark – men kun 1 kvarter foran Delhi. Er det nu ikke lidt mærkeligt, at man går i så små sko, når man laver tidszoner? 15 minutter. En forklaring eller en lille diskussion er meget velkommen. Tilfoej endelig en kommentar nedenfor.
Go’nat.

Velkommen 2010

Godt 10 måneder er gået, siden jeg kom hjem fra min første rejse til Nepal. Fredag 29. januar tager jeg afsted igen.
Udviklingsprojektet i Kantipur er blevet et halvstort projekt. Halvdelen af gederne har fået kid, det er ikke helt nok. Skoleprojektet et rigtig godt startet og skal forhåbentlig fortsætte. Det første hold undervisere, Ann Katrine og Matilde fra Silkeborg, vendte hjem lige før jul, og vi har netop sendt det andet hold danske unge afsted til Kantipur. Emil og Janus skal undervise ungerne i Kantipur og Ayodhyapur skoler i engelsk i 7 uger. Der er meget at evaluere sammen med Kantipur landsby; der bliver meget at snakke om.
Vi har fået en pæn portion fondsmidler til det videre arbejde. En uformel gruppe af venner, naboer, kolleger og familie støtter også – med både penge og forskellige spidskompetencer. Tak til jer alle! – Og så har vi fået en solfanger af Energi Midt. Den skal nok give mig lyse (læs: grå) striber i håret. Om alt dette skal I høre en masse mere.
Jeg glæder mig også rigtig meget til at besøge vennerne i Telkot. Hvordan går det mon Kalpana og Tikaram og deres 2 børn? Smail betaler jeg nu skolepenge til. Og hvordan står det til i Bimala’s hus. Skal jeg mon bo der igen eller skal jeg bo i gæsteværelset i den nye healthpost? Jeg skal også besøge Jyamrung i Dhading. Der har jeg ikke været før. Jyamrung er Kamal’s hjemby. Kamal var Asmus’s og min guide på vandreturen i Annapurna området, og jeg har siden da haft tæt kontakt til Kamal. Jeg bør begynde at lære lidt Nepali, Nepals officielle sprog. Og har da også fundet en dygtig lærer. Endvidere vil jeg gerne lære at meditere.
Jeres engagement i min første rejsedagbog var helt enestående. Jeg håber, at I også i år vil have tid og lyst til at følge med mig til Nepal. Jeg begriber stadig ikke, hvordan det kunne lade sig gøre at få så stor opbakning fra jer. Men jeg skal nok gøre mit bedste for at skrive, så I får lyst til at komme igen.
For det er jo i virkeligheden jer, der driver værket. Vi ses i begyndelsen af februar.

Dhanyabad

Så er det så vidt. Tre usædvanlige og bevægende måneder slutter i eftermiddag, når jeg flyver hjem. Men alt er jo en overgang til noget andet, så hvorfor ikke glæde mig til at komme hjem.

I har været med mig i Nepal, og I skal have tak for den tid, vi har haft sammen. Jeg er meget taknemmelig for alle jeres nysgerrige, positive, opmuntrende og inspirerende kommentarer.

I går eftermiddags gik jeg mig for sidste gang en tur til Asan, Kathmandu’s gamle bydel, til Indra Chowk. Hvor jeg end kigger hen, er der nyt at se på, at glædes over, at undres over, at smile ad, at lære af, at fascineres af, at tage sig til hovedet over, at blive chokeret over, at blive forelsket i. Jeg blev ikke færdig med Nepal denne gang. Dhanyabad.

Reklame eller eksperiment med vindkraft???

Te- og krydderihandel

Isenkraemmer naer Indra Chowk

Far og datter spiser morgenmad i min teashop

Dejlige kvinder paa groenttorvet

Hvor mon hun kommer fra?

Dette er ikke Mekka, men Katmandu

Der er mindst 50 af denne slags butikker i denne baggaard

Det er muslimerne, der laver halskaederne af glasperler – Pote

Sidste haand laegges paa en stor, groen halskaede

Der snoes lukketoej til den blaa halskaede

Machhindra Nath

Syvende baggaard, fuld af roedbraendt keramik

Det var sidste hilsen hjem

 

Gamcha Organic Farm

For et års tid siden lejede danske Søbogaard ejendommen Gamcha Farm, 4 smukke, gamle huse og 1 hektar jord. Med henblik på at støtte udviklingen af økologisk bevidsthed i Himalaya området. Økologi ligger lige for højre ben i det bjergrige Nepal, hvor infrastrukturen er så simpel, at der oftest ikke er vejadgang til landbrugsarealerne. Udenfor Kathmandu dalen er det er ikke inden for umiddelbar rækkevidde at bruge sprøjtemidler og kunstgødning. Men anlæg af veje og anden udvikling af landet er i disse år en stor trussel mod det Nepal, der gennem århundreder har dyrket alverdens grøntsager efter økologiske metoder. Eller sagt på en anden måde: Det er netop nu, at Nepal burde tage den meget store beslutning at forblive økologisk. Og indføre certificering og kontrol af sit landbrug. Men sådan en beslutning vil desværre nok være et mirakel. Danmark støtter Søbogaards utraditionelle udviklingsprojekt, indtil videre med midler til et pilotprojekt. Forhåbentlig finder Danida og ambassadør Finn Thilsted projektet så bæredygtigt, at det får lov at køre over en treårig periode.

Gamcha ligger ½ times kørsel og ½ times rask gang fra Kathmandu’s hjerte. Bønderne omkring Gamcha Farm har gennem mange år været kendt for sine økologiske grøntsager, og hver dag leverer Gamcha bønderne på motorcykler økologiske grøntsager til fine hoteller og restauranter i Kathmandu. Heidi Andersen er daglig leder på Søbogaards ejendom i Gamcha. Hun er ildsjælen, der sammen med 2 nepalesiske familier, der allerede boede på gården, da Søbogaard kom og flere andre ansatte, har sat husene i stand, ryddet vildnisset omkring husene og startet et eksperimentelt, økologisk gartneri og landbrug. Gården skal være en slags landbrugsskole. Gamcha er langt fremme med planerne om at introducere dyrkning af dansk hyld i Nepal. Om kort tid skal 2-3.000 små hyldetræer fra Gamcha plantes ud på Søbogaards farm i Kakani, en landsby to timers kørsel på den anden side af Kathmandu. Eksperimenter gennem 10 år viser, at den danske hyld gror fint i 2-2.500 m højde. Hylden blomstrer og bærer frugt, og blomster og frugt smager, som de skal. I modsætning til den nepalesiske hyld, der ikke bærer frugt, og hvis blomster er smagsløse. Og allerbedst: Nepaleserne er vilde med hyldeblomstsaft. Søbogaard håber i løbet af 2009 at åbne en økologisk café i Kathmandu med salg af blandt andet hjemmelavet hyldeblomstis og -saft.

Gamcha Organic Farm er en oase – en vidunderligt, fredfyldt plet lige udenfor Kathmandu. I det ene af husene er der indrettet et gæstehus, som er blevet et yndet refugium for danskere og andre i omgangskredsen, som har lyst til fred og ro, landlig idyl, forkælelse og lækker mad. Lige nu ligger jeg i min seng og nyder solopgangen. Åh, hvor jeg dog ligger dejligt. Den første rigtige dyne og pude i 3 måneder. En stor og dejlig seng. Sengelinnedet er lækkert, lækkert – og håndklæderne. Af fibre af brændenælde, silke, soja, bomuld og bambus. Morgenmaden venter nede på terrassen. Søbogaards direktør Poul Hansen og hans datter er her. Sammen med Heidi spiser vi morgenmad kl. ½9. Pandekager, frugtsalat, stegte grøntsager, hjemmelavet youghurt og müesli, forskellige hjemmelavede syltetøj’er, ristet brød, økologisk stempelkaffe og citrongræste venter os.

Kig lige her, tænd også for højtalerne: http://www.soebogaardnepal.org/

Store hus med gæstehus i forgrunden

Store hus, fra omkring 1933 – bygget lige efter det store jordskælv

I køkkenet eksperimenteres med at lave saft, pesto, is, syltetøj og mange andre lækre sager

Smukke bygningsdetaljer, nænsomt restaureret både ude og inde

De danske stiklinger trives rigtig fint, men det er tørt

Vand hentes til dammen om natten – 5 km borte

Bagefter går turen tilbage til Kathmandu. Det er tid til at runde mine tre måneder i Nepal af. Om to dage flyver jeg hjem til lille DK.

Feri Vetaula – see you next time

Har været i Telkot i dag – for femte og sidste gang. Bimala tog imod mig ved bussen. Hun havde det røde sjal på, jeg havde givet hende. Hun havde vist glemt, at jeg ikke kunne forstå, hvad hun sagde. Hun fik i hvert fald fortalt en farlig masse, inden Sangita kom ned. Så kom også Kalpana og hendes to børn for at sige goddag. Og mange andre, jeg kender fra sidst. Havde købt 24 små bananer til børnene. Jeg besøgte Bimala’s hus og det var som at komme hjem igen. I det hele taget bar dette besøg præg af, at nu kender vi hinanden. Fortroligheden begynder at vise sig. Jeg havde masser at fortælle, og alle de unge, der de tidligere gange ikke har sagt ret meget, begyndte at snakke engelsk. Så der var noget at snakke om hele tiden. Der var en dejlig stemning. Selv Laxmi, first wife, havde det meget bedre end sidst og satte sig ned for at snakke med. Jeg fik serveret te med sukker og bøffelmælk på gårdspladsen og spiste Dal Bhat ved ildstedet, siddende på min lille ’birka’. Bimala fandt en æske Tika’er (selvklæbende røde prikker) frem. Dem skulle jeg have, for så ville det jo vare længe, inden jeg glemte hende. Når en kvinde sætter sådan en Tika på en anden kvindes pande, er det en stor tillidserklæring og et oprigtigt ønske om lykke. Så, hvis hun nu gav mig en hel æske med hjem…. Bimala fandt også en lille halskæde frem, støvede den af og sagde: ”Tag denne halskæde med hjem til din søns kæreste”. Bimala’s bortrejste mands søster, Homkumari, kom forbi for at fortælle, at hendes søn, Ukesh, studerede i Danmark. Vi blev enige om, at så måtte jeg da hellere tage et billede af hende og sende til Ukesh sammen med en hilsen hjemmefra. Efter snak og te og mad kom Kalpana for at hente os. Vi gik hjem til hendes hus, som jeg har været med til at bygge og køkkenet, som jeg i sidste måned betalte tagplader til og to dages løn til Badri for at lave dør og tag til (dermed ender dette køkken med at koste 85 kr.). Det skulle have været færdigt for længst, men Tikaram har haft arbejde (i dag var han i øvrigt ikke hjemme, han var til bryllup). Det undrer mig lidt, men jeg er ikke så bekymret for denne familie. Den skal nok klare sig. Og tilmed kommer Dorte til Telkot om en måned og kan følge op på sagerne. Faktisk er familien bæredygtig nu, efter en lille indsats fra et par Silkeborggensere og efter at Kalpana – ud over sin skrædderforretning – også er begyndt at dyrke champignons. Det nærmer sig det tidspunkt, hvor vi skal trække os tilbage. Familien kan selv nu. Køkkenet vil blive lavet, og om en måned vil familien flytte ind i sit nye hus. Om en uge begynder Kalpana at sælge champignons.

Vi gik videre om til Sabitris hus (jeg skal lige sige, at Telkot ligger meget smukt i et hårnålesving, klisteret fast på bakkesiden (husk, vi snakker først om bjergsider, når vi er over 6000 m, og der er evig sne på toppen) med udsigt ud over en dal, fuld af terrassebrug, og foråret kommer nu. Jeg kan bare ikke fotografere det). Hele familien var hjemme. To efterladte kvinder, Chandramaya og Bagbati, og tre børn, Sabitri, Devraj og ?. Gamle Chandramaya, der plejer at pyldre noget (sikkert med god grund), smilede i dag og var snakkesalig. Hun gik ind i huset og fandt en smuk halskæde, som jeg skulle have. Det er jo alt for meget at gøre ud af mig, disse mennesker er så fattige og jeg er så rig, men nepalesere elsker at give gaver. Halskæden var lidt for kort, synes de to kvinder. Så de gjorde den lige længere med en tyk bomuldstråd, som blev omviklet med sig selv – ja, hvad hedder nu den håndarbejdsteknik?. Vi fik te og hyggede os i over en time. Jeg fik bl.a. lært en meget brugt nepalesisk talemåde: Vi ses næste gang. Feri Vetaula. Den vending får jeg brug for nu. Jeg har fået ros i dag for det nepalesiske, jeg har lært. Jeg glaedede mig at hoere, men jeg synes jo nok selv, det er pinligt lidt, jeg har laert.

På vej tilbage fra traf vi helt tilfældigt Bishnu Subedi, som står meget højt på min liste over personer, jeg skal have besøgt inden afrejsen. Bishnu viste mig det hus, han er ved at bygge midt i Telkot: Sundhedsklinik, forsamlingshus og gæstehus (ogsaa til Dorte og mig). Og han tilbød mig at køre med tilbage til Katmandu.

Efter en kop te i Bimala’s hus tog jeg afsked med alle de kære mennesker. Feri vetaula … og der bliver en næste gang! 

Bimala Lamichhane, min mor i Telkot

Homkumari Neupane

Kalpana, Ismaelis og Ismitir i koekkenet, der snart bliver faerdigt

Vaad, kogt rishalm og svampesporer i en plastikpose = champignons

25 portioner champignons klar til salg fra naeste uge

Bagbati Bishowkarma, Sabitri’s mor

Chandramaya Bishowkarma, Sabitris mormor

Sabitri Bishowkarma

Devraj Bishowkarma, Sabitris lillebror

… Bishowkarma, Sabitris lillesøster

Hele familien Bishowkarma

Halskaeden skulle nu vaere lidt laengere

Sangita og Sabitri

 

20 geder, 1 gris, 1 butik og 2 børns skolegang

 

Allerførst: Jeg skylder jer en oversættelse: Namuna Dalit Utthan Kantipur betyder ordret oversat Eksempel Dalit Udvikling Kantipur. Og en aktuel kurs: 100 nepalesiske Rupies svarer til 7,81 DKr. 

  

Vi, indbyggerne i Kantipur og jeg, har gjort vores bedste og håber, det rækker. 24 meget fattige familier har fået en mulighed for at arbejde sig ud af den dybeste fattigdom, de har fået noget nyt at kæmpe for, og de har opdaget, at det rykker, når man hjælpes ad.

 

Manoj og jeg har længe diskuteret, hvordan vi kunne skrue et bæredygtigt udviklingsprojekt for hans landsby sammen. 2.februar tog vi til Kantipur og var der i 8 dage. Det har fra starten været vores idé, at vores projekt skulle stile mod at ligestille alle gandhabarer økonomisk. Og vi er nået frem til en fælles forståelse af, hvad vi forstår ved fattigdom. Fattigdom i Kantipur handler om mangel på mad, manglende tag over hovedet, manglende tøj på kroppen, manglende skolegang og dyb afhængighed af en overklasse, der udnytter sin arbejdskraft. Alle i Kantipur er bønder, men ingen af de udvalgte 24 familier har husdyr eller eget land. Alle arbejder de for en ussel løn for en højkastebonde, når han vel at mærke har arbejde til dem. De dyrker hans land og passer hans dyr. Vi har haft et særligt fokus på de unger enker, som har særligt svært ved at klare sig. Fire af de 24 familier er unge enker, der står alene med alt. Der har i et årstid været fri skolegang i seks år for alle børn i Nepal, men man skal selv betale skoleuniform, skolebøger og skrivetøj. For et halvt år siden indførte den nye, reformvenlige maoistiske regering folkepension for alle over 70 år, 500 Rps om måneden.

Manoj og jeg besøgte i løbet af de 2 første dage mange fattige familier og sammen udvalgte vi derefter de 24 familier. De fleste er gandhabar familier, men tre andre dalit grupper er repræsenterede: Kami, Damai og Sunar.

 

Jeg har skrevet mange sider om Namuna Dalit Utthan Kantipur, gjort mange notater og taget mange billeder, men bloggen egner sig ikke til lange beretninger, så jeg vil gøre det kort og gemme de mange detaljer, projektjusteringer, udfordringer, op- og nedture, problemer, rørende hændelser og solstrålehistorier til jeg kommer hjem og kan fortælle jer om dem.

 

Kantipur har holdt et par stiftende generalforsamlinger … og organiseret sig med et landsbyråd på 9 medlemmer. De har valgt formand, næstformand, to sekretærer og en kasserer. Jeg har købt, betalt og placeret 20 geder og 1 gris à 2000 Rps, givet landsbyrådet penge til 1 butik à 4000 Rps til en ung enke og til skoleudstyr til 2 familier, der hver har et barn, som de ikke har råd til at sende i skole. I alt 50.000 Rps. Hver gang, en af projektets 20 geder får et kid, skal familien betale 500 Rps tilbage til ’Namuna’. Kantipur skal oprette en bankkonto og sætte pengene i banken. Og jeg skal hvert kvartal have en rapport fra Manoj og en gang om året et regnskab fra bestyrelsen og et kontoudtog fra banken. Når regnskabet er godkendt, sætter jeg et beløb ind på kontoen, der er lige så stort som årets opsparing, dog højst 50.000 Rps. Det første år giver ikke de store opsparinger, men derefter skulle der gerne begynde at komme penge på kontoen. Der er lavet aftaler for en tilsvarende tilbagebetaling af butikken og af grisen. Namuna Dalit Utthan Kantipur løber i fem år. Kantipur skal i løbet af den tid finde ud af, hvad den vil bruge sin opsparing til.

Foerste generalforsamling er vel overstaaet

Kamala diskuterer med Manoj’s mor

men vi tager lige en mere dagen efter

Der lyttes og diskuteres

Seks timer tog generalforsamling nummer to

Manoj fortaeller

Formand Ghiddhi Lal Gayak Gandhabar, en god mand for projektet

Store begivenheder skal markeres med Tika. Foerst mig, saa Manoj’s far og Nawaraj Gayak Gandhabar

Og derefter giver jeg Tika til Giddhi Lal

- og til kasserer Chandra Kumari Sunar

- og sekretaer Chhabi Lal Gayak Gandhabar

- og bestyrelsesmedlem Harimaya Gayak Gandhabar

- og bestyrelsesmedlem Kamala Gayak Gandhabar

Og til sidst ogsaa Manoj’s far

- og Manoj’s mor

… men Basu kan selv

 

Hjemme hos Manoj Gayak Gandhabar, Kantipur Village, Madi Region, Chitwan District

Det er lørdag aften, klokken er knap ni. Vi skulle være taget til Kathmandu i morgen tidlig, men bliver forsinket nogle dage. Den officielle tid er ikke noget, vi bekymrer os ret meget om her i Kantipur. Vi står op, når det bliver lyst. Vi spiser aftensmad lige før solnedgang ved sekstiden og bliver siddende omkring ildstedet og snakker, så længe, vi har lyst. I løbet af et par timer lister naboerne hjem og lidt efter lidt går vi andre i seng. Vi sidder tæt pakket på det lille køkkengulv, en otte-ti mennesker. Kun en lille diodelommelygte og det hendøende lille bål i ildstedet giver lidt lys. Ungerne falder i søvn, hvor de kan komme til det – der er ikke så meget fysisk ømhed som hjemme – og bliver purret, når Manoj’s mor som den sidste lukker og slukker og går i seng. Ungerne, Manoj’s forældre og jeg sover oppe under taget. Manoj og Laxmi sover i rummet nedenunder. Køkkenet er et selvstændigt lille hus med en skæv trædør, et par små, søde huller i væggene gør det ud for vinduer. Det ene sidder ved ildstedet, så røgen kan trække den rigtige vej ud gennem gavlen, og så kvinderne kan følge med i, hvad der sker på gårdspladsen og – ikke at forglemme – i en højde, så man kan spytte ud af vinduet, når man sidder på sin lille  chakati. Et par hylde til lidt kopper og tallerkener og til krydderier, der alle er hjemmelavede. Stukket ned bag en lægte i taget sidder alle tandbørsterne. Ligesom Asmus børster alle tænder i mindst fem minutter hver morgen. Tandbørsten er ikke fra i går, og tandpasta er der ikke råd til (men jeg tror, der findes en plante her, der bruges som tandpasta). Her er godt at være! Og jeg føler mig næsten som hjemme … på Farmen. Jeg er blevet så fint modtaget – af hver og en i familien, ja, af alle i hele Kantipur. Jamen, jeg kan da slet ikke beskrive den modtagelse, jeg har fået her i Kantipur. Har været her i fem dage. Som sædvanlig starter det med et kulturchok, en slags undtagelsestilstand. Sprogbarrieren, maden, vandet, toiletforholdene, adfærden, påklædningen, ”sengen”, hvordan gør man, intet velbekendt, en masse unger, der først skal lære, at jeg ikke kan snakke deres sprog. Alt er anderledes. Men nu kender jeg latrinen og ved, hvordan jeg slipper af med fluerne. Nu, på femtedagen, har min mave omsider fundet ud af, at forholdene ikke bliver anderledes foreløbig (læs: Nu fungerer systemet igen). Nu kan jeg sidde med korslagte ben og spise, og jeg er ikke længere bekymret for, hvad vi får at spise. Det hele smager pragtfuldt, er frisklavet og anderledes hver gang. Med mange ingredienser, jeg ikke kender. Jeg er ikke bange for mus og insekter om natten mere, og jeg har vænnet mig til, at Manoj gamle far på 78 år, der sover fire meter herfra, snakker i søvne. Både han og Manoj’s mor spytter ud af døråbningen mange gange i løbet af natten. Manoj’s mor sover på gulvet sammen med de tre børn, Manoj’s far sover på sengen. Har fundet ud af, hvordan jeg skal klæde mig på til natten for ikke at komme til at fryse. Jeg ved nu, at jeg trygt kan lade mine ting ligge her ved min plads, intet forsvinder. Jeg ved nu, hvordan jeg om morgenen skal blive vasket ved brønden ude på gårdspladsen. Jeg ved, hvordan jeg om natten skal liste ud af soveposen, hen over gulvet og ud for at tisse – uden at vække nogen. Mens jeg er derude, nyder jeg lige stilheden og måneskinnet – endnu en ubeskrivelig oplevelse. Jeg har næsten vænnet mig til at sove på det stenhårde gulv. Morer mig hver morgen over Manoj’s lille dreng, Basu, der tisser ud af ’vinduet’ ved min fodende. Jeg har fundet en rytme for mit morgentoilette, der passer ind i alle de andre menneskers – mange, mange mennesker henter vand ved brønden hos Manoj om morgenen. Ved nu, at jeg kan ligge og skrive med pandelampen tændt, uden at genere nogen af de sovende omkring mig.

I dag har vi skabt et lille godt projekt for fremtiden for Kantipurs fattigste, det tror jeg på. Sammen med Manoj og 24 fattige Dalit familier har jeg været med til at grundlægge Namuna Dalit Utthan Kantipur. Det har været en ubeskrivelig glæde for mig at se, hvordan disse mange mennesker har modtaget Manoj og mine ideer til et udviklingsprojekt, der på fem år kan give landsbyfællesskabet en kapital på 350.000 Rupies – nok til at kunne starte en lille fabrik, købe et stort stykke landbrugsland, bygge og drive en sundhedsklinik, starte en overbygning på den lille skole, der er her nu eller hvad familierne nu vokser sig frem til at få lyst til at gå i gang med. Det har været meget overraskende og meget glædeligt for mig i dag at opleve, hvordan disse 24 familier og mange flere at landsbyens indbyggere har taget ejerskab i udviklingsprojektet. Jeg overlader det nu trygt til dem og glæder mig til at få de første rapporter og det første regnskab fra Manoj, der er ’direktør’ for Namuna Dalit Utthan Kantipur.

Kantipur, lørdag 7.2.2009

For enden af markslettet ligger Manoj’s hus

Morgenstund paa gaardspladsen

Manoj Gayak Gandhabar og hans hus

Manoj’s brors hus ligger lige ved siden af

Det lille hus

Her sover jeg

Manoj’s foraeldre og et barnebarn

Dalli og Ganesh Bahadur Gayak Gandhabar, Manoj’s bror

Manoj og Laxmi Gayak Gandhabar

Koseli, Pabitra og Basu Gayak Gandhabar, Manoj’s boern

Manoj’s far, Ghanaram Gayak Gandhabar, 78 aar

Manoj’s mor, Dilkumari Gayak Gandhabar, 72 aar

Manoj’s brors datter, Buddhisara. 22 aar, hjemmeboende

Manoj’s brors datter Kanchan bor hos sine bedsteforaeldre

En af disse geder og flere af kiddene kommer fra Dorte Just

13.2.: Mere om Namuna Dalit Utthan Kantipur senere i dag … nu er det igen tid til Dal Bhat.