Dhanyabad

Så er det så vidt. Tre usædvanlige og bevægende måneder slutter i eftermiddag, når jeg flyver hjem. Men alt er jo en overgang til noget andet, så hvorfor ikke glæde mig til at komme hjem.

I har været med mig i Nepal, og I skal have tak for den tid, vi har haft sammen. Jeg er meget taknemmelig for alle jeres nysgerrige, positive, opmuntrende og inspirerende kommentarer.

I går eftermiddags gik jeg mig for sidste gang en tur til Asan, Kathmandu’s gamle bydel, til Indra Chowk. Hvor jeg end kigger hen, er der nyt at se på, at glædes over, at undres over, at smile ad, at lære af, at fascineres af, at tage sig til hovedet over, at blive chokeret over, at blive forelsket i. Jeg blev ikke færdig med Nepal denne gang. Dhanyabad.

Reklame eller eksperiment med vindkraft???

Te- og krydderihandel

Isenkraemmer naer Indra Chowk

Far og datter spiser morgenmad i min teashop

Dejlige kvinder paa groenttorvet

Hvor mon hun kommer fra?

Dette er ikke Mekka, men Katmandu

Der er mindst 50 af denne slags butikker i denne baggaard

Det er muslimerne, der laver halskaederne af glasperler – Pote

Sidste haand laegges paa en stor, groen halskaede

Der snoes lukketoej til den blaa halskaede

Machhindra Nath

Syvende baggaard, fuld af roedbraendt keramik

Det var sidste hilsen hjem

 

Gamcha Organic Farm

For et års tid siden lejede danske Søbogaard ejendommen Gamcha Farm, 4 smukke, gamle huse og 1 hektar jord. Med henblik på at støtte udviklingen af økologisk bevidsthed i Himalaya området. Økologi ligger lige for højre ben i det bjergrige Nepal, hvor infrastrukturen er så simpel, at der oftest ikke er vejadgang til landbrugsarealerne. Udenfor Kathmandu dalen er det er ikke inden for umiddelbar rækkevidde at bruge sprøjtemidler og kunstgødning. Men anlæg af veje og anden udvikling af landet er i disse år en stor trussel mod det Nepal, der gennem århundreder har dyrket alverdens grøntsager efter økologiske metoder. Eller sagt på en anden måde: Det er netop nu, at Nepal burde tage den meget store beslutning at forblive økologisk. Og indføre certificering og kontrol af sit landbrug. Men sådan en beslutning vil desværre nok være et mirakel. Danmark støtter Søbogaards utraditionelle udviklingsprojekt, indtil videre med midler til et pilotprojekt. Forhåbentlig finder Danida og ambassadør Finn Thilsted projektet så bæredygtigt, at det får lov at køre over en treårig periode.

Gamcha ligger ½ times kørsel og ½ times rask gang fra Kathmandu’s hjerte. Bønderne omkring Gamcha Farm har gennem mange år været kendt for sine økologiske grøntsager, og hver dag leverer Gamcha bønderne på motorcykler økologiske grøntsager til fine hoteller og restauranter i Kathmandu. Heidi Andersen er daglig leder på Søbogaards ejendom i Gamcha. Hun er ildsjælen, der sammen med 2 nepalesiske familier, der allerede boede på gården, da Søbogaard kom og flere andre ansatte, har sat husene i stand, ryddet vildnisset omkring husene og startet et eksperimentelt, økologisk gartneri og landbrug. Gården skal være en slags landbrugsskole. Gamcha er langt fremme med planerne om at introducere dyrkning af dansk hyld i Nepal. Om kort tid skal 2-3.000 små hyldetræer fra Gamcha plantes ud på Søbogaards farm i Kakani, en landsby to timers kørsel på den anden side af Kathmandu. Eksperimenter gennem 10 år viser, at den danske hyld gror fint i 2-2.500 m højde. Hylden blomstrer og bærer frugt, og blomster og frugt smager, som de skal. I modsætning til den nepalesiske hyld, der ikke bærer frugt, og hvis blomster er smagsløse. Og allerbedst: Nepaleserne er vilde med hyldeblomstsaft. Søbogaard håber i løbet af 2009 at åbne en økologisk café i Kathmandu med salg af blandt andet hjemmelavet hyldeblomstis og -saft.

Gamcha Organic Farm er en oase – en vidunderligt, fredfyldt plet lige udenfor Kathmandu. I det ene af husene er der indrettet et gæstehus, som er blevet et yndet refugium for danskere og andre i omgangskredsen, som har lyst til fred og ro, landlig idyl, forkælelse og lækker mad. Lige nu ligger jeg i min seng og nyder solopgangen. Åh, hvor jeg dog ligger dejligt. Den første rigtige dyne og pude i 3 måneder. En stor og dejlig seng. Sengelinnedet er lækkert, lækkert – og håndklæderne. Af fibre af brændenælde, silke, soja, bomuld og bambus. Morgenmaden venter nede på terrassen. Søbogaards direktør Poul Hansen og hans datter er her. Sammen med Heidi spiser vi morgenmad kl. ½9. Pandekager, frugtsalat, stegte grøntsager, hjemmelavet youghurt og müesli, forskellige hjemmelavede syltetøj’er, ristet brød, økologisk stempelkaffe og citrongræste venter os.

Kig lige her, tænd også for højtalerne: http://www.soebogaardnepal.org/

Store hus med gæstehus i forgrunden

Store hus, fra omkring 1933 – bygget lige efter det store jordskælv

I køkkenet eksperimenteres med at lave saft, pesto, is, syltetøj og mange andre lækre sager

Smukke bygningsdetaljer, nænsomt restaureret både ude og inde

De danske stiklinger trives rigtig fint, men det er tørt

Vand hentes til dammen om natten – 5 km borte

Bagefter går turen tilbage til Kathmandu. Det er tid til at runde mine tre måneder i Nepal af. Om to dage flyver jeg hjem til lille DK.

Feri Vetaula – see you next time

Har været i Telkot i dag – for femte og sidste gang. Bimala tog imod mig ved bussen. Hun havde det røde sjal på, jeg havde givet hende. Hun havde vist glemt, at jeg ikke kunne forstå, hvad hun sagde. Hun fik i hvert fald fortalt en farlig masse, inden Sangita kom ned. Så kom også Kalpana og hendes to børn for at sige goddag. Og mange andre, jeg kender fra sidst. Havde købt 24 små bananer til børnene. Jeg besøgte Bimala’s hus og det var som at komme hjem igen. I det hele taget bar dette besøg præg af, at nu kender vi hinanden. Fortroligheden begynder at vise sig. Jeg havde masser at fortælle, og alle de unge, der de tidligere gange ikke har sagt ret meget, begyndte at snakke engelsk. Så der var noget at snakke om hele tiden. Der var en dejlig stemning. Selv Laxmi, first wife, havde det meget bedre end sidst og satte sig ned for at snakke med. Jeg fik serveret te med sukker og bøffelmælk på gårdspladsen og spiste Dal Bhat ved ildstedet, siddende på min lille ’birka’. Bimala fandt en æske Tika’er (selvklæbende røde prikker) frem. Dem skulle jeg have, for så ville det jo vare længe, inden jeg glemte hende. Når en kvinde sætter sådan en Tika på en anden kvindes pande, er det en stor tillidserklæring og et oprigtigt ønske om lykke. Så, hvis hun nu gav mig en hel æske med hjem…. Bimala fandt også en lille halskæde frem, støvede den af og sagde: ”Tag denne halskæde med hjem til din søns kæreste”. Bimala’s bortrejste mands søster, Homkumari, kom forbi for at fortælle, at hendes søn, Ukesh, studerede i Danmark. Vi blev enige om, at så måtte jeg da hellere tage et billede af hende og sende til Ukesh sammen med en hilsen hjemmefra. Efter snak og te og mad kom Kalpana for at hente os. Vi gik hjem til hendes hus, som jeg har været med til at bygge og køkkenet, som jeg i sidste måned betalte tagplader til og to dages løn til Badri for at lave dør og tag til (dermed ender dette køkken med at koste 85 kr.). Det skulle have været færdigt for længst, men Tikaram har haft arbejde (i dag var han i øvrigt ikke hjemme, han var til bryllup). Det undrer mig lidt, men jeg er ikke så bekymret for denne familie. Den skal nok klare sig. Og tilmed kommer Dorte til Telkot om en måned og kan følge op på sagerne. Faktisk er familien bæredygtig nu, efter en lille indsats fra et par Silkeborggensere og efter at Kalpana – ud over sin skrædderforretning – også er begyndt at dyrke champignons. Det nærmer sig det tidspunkt, hvor vi skal trække os tilbage. Familien kan selv nu. Køkkenet vil blive lavet, og om en måned vil familien flytte ind i sit nye hus. Om en uge begynder Kalpana at sælge champignons.

Vi gik videre om til Sabitris hus (jeg skal lige sige, at Telkot ligger meget smukt i et hårnålesving, klisteret fast på bakkesiden (husk, vi snakker først om bjergsider, når vi er over 6000 m, og der er evig sne på toppen) med udsigt ud over en dal, fuld af terrassebrug, og foråret kommer nu. Jeg kan bare ikke fotografere det). Hele familien var hjemme. To efterladte kvinder, Chandramaya og Bagbati, og tre børn, Sabitri, Devraj og ?. Gamle Chandramaya, der plejer at pyldre noget (sikkert med god grund), smilede i dag og var snakkesalig. Hun gik ind i huset og fandt en smuk halskæde, som jeg skulle have. Det er jo alt for meget at gøre ud af mig, disse mennesker er så fattige og jeg er så rig, men nepalesere elsker at give gaver. Halskæden var lidt for kort, synes de to kvinder. Så de gjorde den lige længere med en tyk bomuldstråd, som blev omviklet med sig selv – ja, hvad hedder nu den håndarbejdsteknik?. Vi fik te og hyggede os i over en time. Jeg fik bl.a. lært en meget brugt nepalesisk talemåde: Vi ses næste gang. Feri Vetaula. Den vending får jeg brug for nu. Jeg har fået ros i dag for det nepalesiske, jeg har lært. Jeg glaedede mig at hoere, men jeg synes jo nok selv, det er pinligt lidt, jeg har laert.

På vej tilbage fra traf vi helt tilfældigt Bishnu Subedi, som står meget højt på min liste over personer, jeg skal have besøgt inden afrejsen. Bishnu viste mig det hus, han er ved at bygge midt i Telkot: Sundhedsklinik, forsamlingshus og gæstehus (ogsaa til Dorte og mig). Og han tilbød mig at køre med tilbage til Katmandu.

Efter en kop te i Bimala’s hus tog jeg afsked med alle de kære mennesker. Feri vetaula … og der bliver en næste gang! 

Bimala Lamichhane, min mor i Telkot

Homkumari Neupane

Kalpana, Ismaelis og Ismitir i koekkenet, der snart bliver faerdigt

Vaad, kogt rishalm og svampesporer i en plastikpose = champignons

25 portioner champignons klar til salg fra naeste uge

Bagbati Bishowkarma, Sabitri’s mor

Chandramaya Bishowkarma, Sabitris mormor

Sabitri Bishowkarma

Devraj Bishowkarma, Sabitris lillebror

… Bishowkarma, Sabitris lillesøster

Hele familien Bishowkarma

Halskaeden skulle nu vaere lidt laengere

Sangita og Sabitri

 

20 geder, 1 gris, 1 butik og 2 børns skolegang

 

Allerførst: Jeg skylder jer en oversættelse: Namuna Dalit Utthan Kantipur betyder ordret oversat Eksempel Dalit Udvikling Kantipur. Og en aktuel kurs: 100 nepalesiske Rupies svarer til 7,81 DKr. 

  

Vi, indbyggerne i Kantipur og jeg, har gjort vores bedste og håber, det rækker. 24 meget fattige familier har fået en mulighed for at arbejde sig ud af den dybeste fattigdom, de har fået noget nyt at kæmpe for, og de har opdaget, at det rykker, når man hjælpes ad.

 

Manoj og jeg har længe diskuteret, hvordan vi kunne skrue et bæredygtigt udviklingsprojekt for hans landsby sammen. 2.februar tog vi til Kantipur og var der i 8 dage. Det har fra starten været vores idé, at vores projekt skulle stile mod at ligestille alle gandhabarer økonomisk. Og vi er nået frem til en fælles forståelse af, hvad vi forstår ved fattigdom. Fattigdom i Kantipur handler om mangel på mad, manglende tag over hovedet, manglende tøj på kroppen, manglende skolegang og dyb afhængighed af en overklasse, der udnytter sin arbejdskraft. Alle i Kantipur er bønder, men ingen af de udvalgte 24 familier har husdyr eller eget land. Alle arbejder de for en ussel løn for en højkastebonde, når han vel at mærke har arbejde til dem. De dyrker hans land og passer hans dyr. Vi har haft et særligt fokus på de unger enker, som har særligt svært ved at klare sig. Fire af de 24 familier er unge enker, der står alene med alt. Der har i et årstid været fri skolegang i seks år for alle børn i Nepal, men man skal selv betale skoleuniform, skolebøger og skrivetøj. For et halvt år siden indførte den nye, reformvenlige maoistiske regering folkepension for alle over 70 år, 500 Rps om måneden.

Manoj og jeg besøgte i løbet af de 2 første dage mange fattige familier og sammen udvalgte vi derefter de 24 familier. De fleste er gandhabar familier, men tre andre dalit grupper er repræsenterede: Kami, Damai og Sunar.

 

Jeg har skrevet mange sider om Namuna Dalit Utthan Kantipur, gjort mange notater og taget mange billeder, men bloggen egner sig ikke til lange beretninger, så jeg vil gøre det kort og gemme de mange detaljer, projektjusteringer, udfordringer, op- og nedture, problemer, rørende hændelser og solstrålehistorier til jeg kommer hjem og kan fortælle jer om dem.

 

Kantipur har holdt et par stiftende generalforsamlinger … og organiseret sig med et landsbyråd på 9 medlemmer. De har valgt formand, næstformand, to sekretærer og en kasserer. Jeg har købt, betalt og placeret 20 geder og 1 gris à 2000 Rps, givet landsbyrådet penge til 1 butik à 4000 Rps til en ung enke og til skoleudstyr til 2 familier, der hver har et barn, som de ikke har råd til at sende i skole. I alt 50.000 Rps. Hver gang, en af projektets 20 geder får et kid, skal familien betale 500 Rps tilbage til ’Namuna’. Kantipur skal oprette en bankkonto og sætte pengene i banken. Og jeg skal hvert kvartal have en rapport fra Manoj og en gang om året et regnskab fra bestyrelsen og et kontoudtog fra banken. Når regnskabet er godkendt, sætter jeg et beløb ind på kontoen, der er lige så stort som årets opsparing, dog højst 50.000 Rps. Det første år giver ikke de store opsparinger, men derefter skulle der gerne begynde at komme penge på kontoen. Der er lavet aftaler for en tilsvarende tilbagebetaling af butikken og af grisen. Namuna Dalit Utthan Kantipur løber i fem år. Kantipur skal i løbet af den tid finde ud af, hvad den vil bruge sin opsparing til.

Foerste generalforsamling er vel overstaaet

Kamala diskuterer med Manoj’s mor

men vi tager lige en mere dagen efter

Der lyttes og diskuteres

Seks timer tog generalforsamling nummer to

Manoj fortaeller

Formand Ghiddhi Lal Gayak Gandhabar, en god mand for projektet

Store begivenheder skal markeres med Tika. Foerst mig, saa Manoj’s far og Nawaraj Gayak Gandhabar

Og derefter giver jeg Tika til Giddhi Lal

- og til kasserer Chandra Kumari Sunar

- og sekretaer Chhabi Lal Gayak Gandhabar

- og bestyrelsesmedlem Harimaya Gayak Gandhabar

- og bestyrelsesmedlem Kamala Gayak Gandhabar

Og til sidst ogsaa Manoj’s far

- og Manoj’s mor

… men Basu kan selv

 

Hjemme hos Manoj Gayak Gandhabar, Kantipur Village, Madi Region, Chitwan District

Det er lørdag aften, klokken er knap ni. Vi skulle være taget til Kathmandu i morgen tidlig, men bliver forsinket nogle dage. Den officielle tid er ikke noget, vi bekymrer os ret meget om her i Kantipur. Vi står op, når det bliver lyst. Vi spiser aftensmad lige før solnedgang ved sekstiden og bliver siddende omkring ildstedet og snakker, så længe, vi har lyst. I løbet af et par timer lister naboerne hjem og lidt efter lidt går vi andre i seng. Vi sidder tæt pakket på det lille køkkengulv, en otte-ti mennesker. Kun en lille diodelommelygte og det hendøende lille bål i ildstedet giver lidt lys. Ungerne falder i søvn, hvor de kan komme til det – der er ikke så meget fysisk ømhed som hjemme – og bliver purret, når Manoj’s mor som den sidste lukker og slukker og går i seng. Ungerne, Manoj’s forældre og jeg sover oppe under taget. Manoj og Laxmi sover i rummet nedenunder. Køkkenet er et selvstændigt lille hus med en skæv trædør, et par små, søde huller i væggene gør det ud for vinduer. Det ene sidder ved ildstedet, så røgen kan trække den rigtige vej ud gennem gavlen, og så kvinderne kan følge med i, hvad der sker på gårdspladsen og – ikke at forglemme – i en højde, så man kan spytte ud af vinduet, når man sidder på sin lille  chakati. Et par hylde til lidt kopper og tallerkener og til krydderier, der alle er hjemmelavede. Stukket ned bag en lægte i taget sidder alle tandbørsterne. Ligesom Asmus børster alle tænder i mindst fem minutter hver morgen. Tandbørsten er ikke fra i går, og tandpasta er der ikke råd til (men jeg tror, der findes en plante her, der bruges som tandpasta). Her er godt at være! Og jeg føler mig næsten som hjemme … på Farmen. Jeg er blevet så fint modtaget – af hver og en i familien, ja, af alle i hele Kantipur. Jamen, jeg kan da slet ikke beskrive den modtagelse, jeg har fået her i Kantipur. Har været her i fem dage. Som sædvanlig starter det med et kulturchok, en slags undtagelsestilstand. Sprogbarrieren, maden, vandet, toiletforholdene, adfærden, påklædningen, ”sengen”, hvordan gør man, intet velbekendt, en masse unger, der først skal lære, at jeg ikke kan snakke deres sprog. Alt er anderledes. Men nu kender jeg latrinen og ved, hvordan jeg slipper af med fluerne. Nu, på femtedagen, har min mave omsider fundet ud af, at forholdene ikke bliver anderledes foreløbig (læs: Nu fungerer systemet igen). Nu kan jeg sidde med korslagte ben og spise, og jeg er ikke længere bekymret for, hvad vi får at spise. Det hele smager pragtfuldt, er frisklavet og anderledes hver gang. Med mange ingredienser, jeg ikke kender. Jeg er ikke bange for mus og insekter om natten mere, og jeg har vænnet mig til, at Manoj gamle far på 78 år, der sover fire meter herfra, snakker i søvne. Både han og Manoj’s mor spytter ud af døråbningen mange gange i løbet af natten. Manoj’s mor sover på gulvet sammen med de tre børn, Manoj’s far sover på sengen. Har fundet ud af, hvordan jeg skal klæde mig på til natten for ikke at komme til at fryse. Jeg ved nu, at jeg trygt kan lade mine ting ligge her ved min plads, intet forsvinder. Jeg ved nu, hvordan jeg om morgenen skal blive vasket ved brønden ude på gårdspladsen. Jeg ved, hvordan jeg om natten skal liste ud af soveposen, hen over gulvet og ud for at tisse – uden at vække nogen. Mens jeg er derude, nyder jeg lige stilheden og måneskinnet – endnu en ubeskrivelig oplevelse. Jeg har næsten vænnet mig til at sove på det stenhårde gulv. Morer mig hver morgen over Manoj’s lille dreng, Basu, der tisser ud af ’vinduet’ ved min fodende. Jeg har fundet en rytme for mit morgentoilette, der passer ind i alle de andre menneskers – mange, mange mennesker henter vand ved brønden hos Manoj om morgenen. Ved nu, at jeg kan ligge og skrive med pandelampen tændt, uden at genere nogen af de sovende omkring mig.

I dag har vi skabt et lille godt projekt for fremtiden for Kantipurs fattigste, det tror jeg på. Sammen med Manoj og 24 fattige Dalit familier har jeg været med til at grundlægge Namuna Dalit Utthan Kantipur. Det har været en ubeskrivelig glæde for mig at se, hvordan disse mange mennesker har modtaget Manoj og mine ideer til et udviklingsprojekt, der på fem år kan give landsbyfællesskabet en kapital på 350.000 Rupies – nok til at kunne starte en lille fabrik, købe et stort stykke landbrugsland, bygge og drive en sundhedsklinik, starte en overbygning på den lille skole, der er her nu eller hvad familierne nu vokser sig frem til at få lyst til at gå i gang med. Det har været meget overraskende og meget glædeligt for mig i dag at opleve, hvordan disse 24 familier og mange flere at landsbyens indbyggere har taget ejerskab i udviklingsprojektet. Jeg overlader det nu trygt til dem og glæder mig til at få de første rapporter og det første regnskab fra Manoj, der er ’direktør’ for Namuna Dalit Utthan Kantipur.

Kantipur, lørdag 7.2.2009

For enden af markslettet ligger Manoj’s hus

Morgenstund paa gaardspladsen

Manoj Gayak Gandhabar og hans hus

Manoj’s brors hus ligger lige ved siden af

Det lille hus

Her sover jeg

Manoj’s foraeldre og et barnebarn

Dalli og Ganesh Bahadur Gayak Gandhabar, Manoj’s bror

Manoj og Laxmi Gayak Gandhabar

Koseli, Pabitra og Basu Gayak Gandhabar, Manoj’s boern

Manoj’s far, Ghanaram Gayak Gandhabar, 78 aar

Manoj’s mor, Dilkumari Gayak Gandhabar, 72 aar

Manoj’s brors datter, Buddhisara. 22 aar, hjemmeboende

Manoj’s brors datter Kanchan bor hos sine bedsteforaeldre

En af disse geder og flere af kiddene kommer fra Dorte Just

13.2.: Mere om Namuna Dalit Utthan Kantipur senere i dag … nu er det igen tid til Dal Bhat.

Paa vej til Chitwan

Asmus er taget hjem i dag. Vi har haft en dejlig tid sammen, og der er pludselig blevet lidt tomt. Jeg har puslet lidt med bloggen og et stoerre mail efterslaeb her i eftermiddag. Jeg er flyttet fra hotellet og hjem til vaerelset igen. I aften pakker jeg rygsaekken til naeste uges tur til Manoj Gandhabar’s landsby Kantipur i Chitwan, en dagsrejse herfra mod syd. Manoj har lovet at skaffe busbilletter og koebe lidt toj til sine tre boern for mig (han mente, det var bedre for prisen, at jeg holdt mig vaek og overlod indkoebet helt og holdent til ham). Jeg har haevet penge til koeb af 25 geder, men saa mange bliver det naeppe til? I morgen skal jeg skrive Manoj og mine ideer ned, saa jeg kan fortaelle landsbyen om dem. Og jeg skal have lavet et lille skema i 25 eksemplarer til registrering af omkring 25 gandhabar familier. Kort fortalt, er det Manoj’s og min ide, at vi sammen med de 25 familier, der er Kantipurs fattigste, skal laegge en plan for en baeredygtig fremtid. Vi skal proeve at finde et projekt, der kan samle de 25 familier om at faa et indskud pa 25 geder (eller tilsvarende) til at vokse. Vi skal have lavet et landsbyraad, der kan tage loebende beslutninger paa vegne af gandhabarerne. Og vi skal have aftalt, hvem der har ansvar for hvad og hvordan vi skal klare opfoelgningen af det, vi saetter igang.  Manoj og jeg har diskuteret projektet laenge, og jeg er spaendt paa, hvordan det vil gaa i naeste uge. Jeg har laant et par billeder af Dorte Just, som kender Manoj, hans familie og hans landsby og som jeg gerne her vil sige mange, mange tak  for kaempestor inspiration og stoette og hjaelp, baaede foer og undervejs i Nepal.

Asmus og Manoj til venstre

Dorte, du maa hellere selv fortaelle, hvem vi har her

Nayapul, Thikedhunga, Ulleri, Gorepani

Floddalen ved Birethandi – en halv time fra Nayapul

Tid til et kort hvil

Samme sted, lidt til venstre

Thikedhunga forude

Chandra Guesthouse, Thikedhunga, gaardspladsen

Der skulle vi op naeste morgen

Op, op, op

Tid til et lille hvil, lidt vand og en kiks. Herligt!

Og tid til lidt business

Saa dukker de op, de hvide bjerge

Husbyggeri, maendene blander moertel

Mor og ungerne hugger skaerver til moertelen

Binod slaeber, men han er glad for sit job som baerer

Ram, ogsaa kaldet Kamal

Vi melder vores ankomst til Gorepani hos politiet

20.1.09: Den første dag vandrede vi fra Nayapul (1070m) til Tirkhedhunga (1540m) og overnattede i et guesthouse, tilhørende en Gurung familie. Der var ikke andre gæster end os, men flere grupper af vandrende kom hen over gårdspladsen efter vores ankomst og en masse skolebørn på vej hjem fra skole. Husets unge piger passede biksen, mens forældrene var på indkøb i Pokhara. En flok æsler kom med forsyninger til den lille butik, der hørte til guesthouse’t. På denne tur ville vi ikke møde en eneste bil eller motorcykel. En flod brusede kraftigt langt under os, og et lille vandkraftværk gav lys til os og mange andre huse på bjergskråningerne hele aftenen og natten. Nepal er det land i verden, der har de næststørste vandressourcer, kun overgået af Brasilien. Udnyttelse af bare en tredjedel af denne ressource til dække hele Nepals behov for elektricitet. Men i øjeblikket er hele landet uden strøm i 18 ud af døgnets 24 timer. Det skyldes dels, at et stort indisk drevet vandkraftværk brød sammen efter oversvømmelse sidste år – og inderne har ikke fået det repareret – dels at bjergene ikke leverer så meget smeltevand i år, som de plejer. Situationen er selvfølgelig ikke holdbar, og Nepal premierminister har i sidste uge lovet, at der vil blive købt strøm i Indien (efter sigende til en pris, der er 3 gange så høj som den pris Indien betaler for nepalesisk strøm). Fra vores værelse kunne vi se den bakke, vi skulle over næste morgen. Den så ret uoverkommelig ud. Men den skulle kun være 500 m høj, og vi ville klare den på 1½ time. Sådan en sag havde jeg da godt og vel klaret på min lille tur nytårsdag. Jeg var ved så godt mod, at jeg tog en lille ekstra tur op til skolen, der lå et godt stykke ovenfor Tirkhedhunga. Her fik jeg en omvisning af et par af lærerne, der boede på skolen. Ram havde sagt til os, at det ville blive koldt om natten, så vi pakkede os godt ind: sovepose, fleece inderpose, tæppe og vattæppe – og svedte begge to, så det drev. Næste morgen forlod vi vores guesthouse kl. 9 og startede med at gå nedad, 100 m vel, til floden, over en hængebro og derefter op, op, op. Ram lærte os at gå langsomt, zigzage på trapperne og holde mange, men små pauser. Derfor overhalede vi efterhånden alle de stræbsomme grupper, f den første halve time havde overhalet os. ”Hvis vi går for hårdt til den, kommer vi til at holde flere og længere pauser. Og vi vil ikke have det godt”. Efter 1½ time drak vi te i Ulleri (1960m), og efter yderligere 1½ time spiste vi Dal Bhat i Banthanti (2300m). Efter endnu 1½ times vandring kom vi til Gorepani (2740m). Gorepani er et stort sted, hvor mange trekkingruter og ekspeditioner krydser hinanden. Dermed var turens hårdeste etape overstået, en stigning på i alt 1200 m på 4½ time. Det er ikke højden, der trætter. Det er stigningen, der kræver kondition og gode ben. I Gorepani blev vi indlogeret i vores egen lille hytte, med udsigt til fire rigtige bjerge: Nilgiri (7061m), Annapurna-I (8091m), Annapurna South (7219 m) og Hiunchuli (6441m). Det var i Gorepani, at vi tørrede tøj i spisestuen og varmede os ved ”masseovnen” og begyndte at spille kort med Binod. Det var også i Gorepani, at Ram for sidste gang fik lov at få indflydelse på, hvordan vi skulle forberede os på lave nattetemperaturer. Igen måtte vi begge svede, så det drev. Næste morgen blev vi vækket kl. 5.30, fordi vi ville se solopgangen over Himalaya. Vi havde svært ved at forestille os, at det kunne blive meget flottere end udsigten fra vores sovepose. Men nu er vi her jo, og hvornår mon vi kommer herop igen? Vi besteg Poon Hill (3240m) inden solopgang. Det var en hård tur, men det syn, der mødte os deroppe, var mere end hele besværet værd. Jeg vil lade billederne tale for sig selv. Klik paa dem, hvis du vil se dem i stor stoerrelse.

Mere fra trekkingturen

21.1.09: I dag spiste vi frokost – Dal Bhat – i Banthanti, et sted, hvor et par huse klemte sig op ad en lodret klippevæg. Det så nærmest ud som om, bjerget  var ved at falde ned over os.

Tre herlige piger, der fik os alle til at grine, lavede mad til os. Jeg har jo for længst fundet ud af, at Dal Bhat smager bedst, når den spises med fingrene. Ram og Binot giver mig uden at tøve ret. Når jeg spiser med fingrene, gør de det også. Asmus synes, det ser ulækkert ud og prøver med alle sine talegaver at overbevise mig om det vanvittige i at spise med fingrene, når der er bestik paa bordet. Han undgår tilmed bevidst at dokumentere diskussionsemnet. Et ungt par fra Vesten, som vi har mødt flere gange siden Pokhara, lod sig også lokke af den muntre stemning til også at prøve. Indrømmet, det er også grænseoverskridende for mig at stikke klør fem ned i maden for derefter at spise med dem. Men det er en god fornemmelse, når det første skridt er taget, og Nepals nationalret, ris med linsesuppe og grøntsager smager pludseligt guddommeligt.  

Samme sted, i Banthanti, kom den ældste af pigerne ud på køkkentrappen, da maden var serveret. Nepaleserne morede sig kosteligt over et eller andet, som Asmus og jeg ikke kunne fange en eneste brik af. Efter et stykke tid spurgte pigen mig, om vi også droppede en måned i dette forår. Det havde hverken Asmus eller jeg hørt noget om. Pigen fortalte, at en måned ville blive skåret ud af den nepalesiske kalender her i foråret, omkring april. Grinende spurgte hun mig, hvad vi i Vesten ville lave imens. Jeg sagde, at vi jo hellere måtte lægge os til at sove… Så grinede alle igen. Nepaleserne har dejlig let ved at grine. Jeg foreslog så, at vi da også kunne bruge tiden på at tage på ferie i Nepal. Nej, nej, det skulle vi endelig ikke gøre. For Nepal ville jo slet ikke være det. Det lød jo rigtigt nok.

Om jeg når at finde ud af, hvorfor en måned vil blive skåret væk…?… men lad mig fortælle den smule, jeg ved om de nepalesiske kalendere. Nepal har mange kalendere. Den officielle, nuværende kalender, Bikram Sambat (BS) er en solkalender, mens de religiøse højtider følger den gamle månekalender. Bikram Sambar er forskudt med 56 år og 8½ måned i forhold til vores gregorianske kalender. Det officielle nytår i Nepal falder omkring vores 13.april (de etniske grupper fejret nytår på forskellige tidspunkter; i skrivende stund (28.1) holdes der f.eks. nytårsfester i Nagarkot, hvor der bor mange Tamang’er). Det vil sige, at vores ”onsdag 28. januar 2009” svarer til Nepals ”Budhha bar 15 Magha 2065” (her skrevet med vores bogstaver og tal … jeg tror ikke, I kan klare mere input i dag – J… jeg skal nok undersøge, hvorfor onsdag kaldes Buddha bar).

Den største etniske gruppe her i Katmandudalen er newar’erne. Deres nytår ligger i vores oktober-november, to dage før nymåne, og nytårsfesten kaldes Dipávali (lysenes fest) eller Tihar (en række lamper). Tihar betragtes af mange nepalesere som årets vigtigste fest. Vores ”28. januar 2009 svarer til newarernes ”Ditiya 26 Chillatwo 1129” (den 26. dag efter fuldmåne i måneden Chillatwo i året 1129 … og nu spørger I nok, hvordan det år er skruet sammen – L)

Jeg har i dag ladet mig fortælle, at det er den sidste måned (Chaitra) i det kommende år (2066), der bliver skåret bort, og at det sker for at justere kalenderåret til månens cyklus. Jeg har dog også ladet mig fortælle, astrologerne ikke er enige om nødvendigheden af at skære noget af tiden … måske bliver det slet ikke til noget. Det skal også siges, at måneden Chaitra myldrer med højtider, som Nepal selvfølgelig ikke vil kunne overleve uden.

Indrømmet, i dette indlæg har jeg igen været på dybt vand…. 

Overalt i bjergene laves der mad paa braendekomfur

Dal Bhat

Dal Bhat smager himmelsk, naar du spiser med fingrene

Det gregorianske kalenderaar 2009

Paush-Marg-Falgun 2065 ~ Januar-februar 2009

Dgas dato og ugedagene

Paa trekking ved foden af de høje bjerge

25.1.2008: Vi kom tilbage i gaar eftermiddags og har vaeret lidt fortumlede og temmelig traette siden. Vores vandretur i ‘bjergene’ var en kaempestor oplevelse. Sidste soendag tog vi med bus fra Katmandu til Pokhara, 200 km mod vest. Pokhara (800 m) ligger meget smukt ved Fewa soeen og er stille og idyllisk ved siden af Katmandu.

Vi havde koebt turen i Katmandu, hos en trekkingarrangoer, som jeg havde faaet anbefalet hjemmefra. Ejeren selv, Ram Sapkota, var guide paa turen og Binot (efternavn?) var baerer. Ram er en fantastisk guide, og vi havde det fint sammen alle fire. Baade Ram og Binot kommer fra landet, og de er begge brahminer. Ram har arbejdet sig op (langt) nedefra og bor nu med sin kone og 2 soenner i Katmandu. Binot er bonde i Gorkha. Ram er i dag veludddannet (historie og statskundskab) og meget politisk bevidst (reformvenlig). Han har derfor baade viden, erfaring, politisk indsigt og stort socialt engagement at oese af. En kronologisk beretning fra denne vandretur vil fylde for meget. Derfor har jeg valgt at snuppe brudstykker fra min dagbog og kigge lidt naermere paa nogle af de billeder, vi har taget undervejs.

23.1.2009: Klokken er halv syv paa fjerdedagen. Jeg vaagnede for en times tid siden, da jeg lugtede roeg fra koekkenet nedenunder. Det har ikke vaeret koldt i nat, selv om vi kunne kigge ud af vaeggene … ogsaa her i Tadapani ser det ud til, at Ram har skaffet os det bedste vaerelse.  Jeg sidder nu i spisestuen og nyder en kop kaffe med maelk. Ud af vinduerne lige foran mig begynder solen at skinne paa toppen af Annapurna South (7219 m) og lidt senere paa Machapuchhre (6997 m), ogsaa kaldet Fishtail paa grund af den kloevede bjergtop. Udenfor vinduet til hoejre bliver himlen mere og mere roed. Vi befinder os i 2590 m hoejde, altsaa langt under bjergene. Det er smaakoldt her i spisestuen - desvaerre ikke som i gaar aftes, da der var sat konservesdaaser med gloeder fra komfuret ind under spisebordet. Her til morgen er der kun det tykke, uldne bordforhaeng at varme sig ved.. I gaar, da vi overnattede i Gorepani (2840 m), hyggede gaesterne sig i spisestuen omkring en olietoende, der var bygget om til braendeovn. Toenden stod paa en 40 cm hoj, 1,5×1,5 m stor sokkel. Ovenpaa toenden var der bygget en kasse, hvor tykke vandroer gik igennem. Hele anordningen var pakket ind i ler. Ikke helt en masseovn, men naesten, vel. Paa kanten af soklen var et ikke saerligt smukt traestativ klampet sammen. Det viste sig at vaere et toerrestativ .. som vi ogsaa omgaaende flyttede ind i. Det er jo genialt. Nu begyender de andre gaester at staa op. Ram, Asmus og Binot kommer ogsaa. Tid til morgenmad. Jeg skal helt sikkert have en ordentlig skaalfuld havregroed, tibetanske broed og maaske et par spejlaeg. Jeg er bare hundesulten. Og en kop kaffe mere. Asmus faar sikkert en osteomelet og samme broed (frisklavet paa panden, i olie). Ram og Binot skal have suppe med boenner, linser og groentsager og dertil broed, kan jeg se. Ogsaa stegt paa panden, men ikke i olie. Turen i dag gaar foerst ned, saa stejt op og stejlt ned. 4,5 times vandring har vi foran os, men det bliver ikke den haardeste dag. Vi slutter i Gandrung, en efter sigende smuk Gurung landsby paa en sydvendt bjergskraaning.

Binot, Ram og Asmus

Binot og jeg udgjorde bagtroppen

Ram og Asmus

Annapurna South (7219 m) – lige uden for vinduet

Solopgang

Dejligt at kunne varme sig, laese bog, toerre toej og snakke paa en gang

Asmus i soveposen i Gorepani

Efter en times vandring fra Gorepani

- er vi naaet til naeste bakketop. Baade Poon Hill og Gorepani ses i baggrunden

20.1.2009: Ifølge traditionen er det yngste søn, der skal tage sig af forældrene. Når den ældste søn skal giftes og flytte hjemmefra, gøres familiens ejendomme op, og de deles ligeligt mellem de mandlige familiemedlemmer, det vil sige mellem faderen og sønnerne. Ældste søn får således sin del at starte fremtiden med og resten bliver i familien. Når næstældste søn når til ægteskabet, gøres boet op igen, så også næstældste søn kan få sin andel med hjemmefra. Pigerne får ikke andet med hjemmefra end deres arbejdskraft. Den yngste søn bliver på denne måde naturligt den , der skal tage vare på sine forældre. Han har tilmed fælles økonomi med sine forældre.

Da Ram’s mor skulle giftes, fik hun – udenom ret og tradition – en ged af sine forældre. En ged svarer til en god årsløn, så det var en stor ting, og hun forstod at få noget ud af gaven. Hun passede på geden og kunne bl.a. give sine fire sønner hver en ged, efterhånden som de fik brug for det. Ram fik sin ged, da han var 15 år og gerne ville i gymnasiet. Ram valgte at sælge sin ged og købe en lille forretning, hvor han solgte sæbe, linser, karameller, cigaretter og andre småting. Om morgenen, før skoletid, og om eftermiddagen var han i butikken, hvor han også kunne lave lektier, når der ikke var kunder. For fortjenesten kunne han betale sine skolepenge, skoletøjet og skolematerialerne. Efter gymnasiet solgte han butikken, for han havde en drøm om at læse videre i Katmandu. Han solgte butikken rigtig godt – for et beløb, der svarer til 4 geder. Da Ram er yngste søn, tilfaldt fortjenesten (eller måske kun en del af den?) familien, det vil sige faderen. Uanset om forældrene syntes om hans drøm om at læse videre, havde familien ikke råd. Ram stak af hjemmefra. Tog til Pokhara og startede en lille budforretning under et af de store Buddhatræer, der står på midt hovedgaden (fra det sted, hvor Ram fortalte os sin livshistorie, kunne vi se Buddhatræet). Han transporterede varer for de handelsdrivende og deres kunder. Ram skrev hjem til sine forældre, at de ikke skulle være bekymrede for ham og snart kunne han da også tage hjem med de første par tusinde rupies til faderen. Der var god gang i turismen i Pokhara, så forretningen udviklede til en porterforretning, hvor Ram var porter for byens trekkingfirmaer. Vi skriver nu 1995 i vores gregorianske kalender. Ram tog efter nogen tid til Kathmandu for at læse historie og statskundskab. Som selvstuderende kunne han kan spare nogle udgifter, og han kunne passe et arbejde, først som porter, siden som guide hos Jysk Rejsebureau. I vores år 2000 forlod Ram Highlander, som Jysk Rejsebureau’s kontor her i Nepal hedder, og startede for sig selv.

Paa vej til filmen

Nu kan I have det saa godt, for jeg er gaaet til filmen!! I gaar blev jeg hyret til en ny nepalesisk spillefilm, Palpalma – om kaerlighed, venskab og tiltraekning. Og her i formiddag var Asmus og jeg i studiet for at indspille et stykke lyd. Ok, det er ikke nogen stor rolle, jeg har. Jeg skal laegge lyd til en laeges ord til en syg, kvindelig patient: “She’s getting fine. But she needs to have a rest for two days. OK. Get well soon”. Det er alt. Filmen, som er paa 125 minutter og har et budget paa omkring 300.000 kr., har premiere midt i februar. Og jeg vil selvfoelgelig faa en saerlig invitation til premieren. 

 

Filmstudierne

Filmholdet – med produceren forrest til venstre

Filmproducer Ukesh Dahal

I lydstudiet, i gang med dagens arbejde

Maaske faar Asmus snart et stort tilbud..

Men det bliver ikke billigt !!